Et spørgsmål jeg er blevet stillet gentagne gange via mine sociale profiler, men også ude i “det virkelige liv”. Hvorfor egentlig? Okay, det gør mig kun glad, hvis jeg stråler af kærlighed til andre kvinder. Men hvordan bedømmer vi andre menneskers seksualitet? Hvordan dannes vores seksuelle identitet? Passer det at kvinder er mere tilbøjelige til at være bi-curious i forhold til mænd? Og er det en samfundsnorm at “lebbesex” har større social accept end “bøssesex”?
Helt ærligt. Når det kommer til seksualitet, har der aldrig været en mere spændende tid at være i live i. Heteroseksuel, homoseksuel, panseksuel, omniseksuel, aseksuel, hetero-fleksibel, biseksuel; den endeløse liste over seksuelle identiteter indikerer helt sikkert, at samfundet er på vej i en mere og mere inkluderende retning. Right? Måske går vi endelig en tid i møde, hvor folk kan være mindre bange for at leve et liv, der afspejler, hvem de virkelig er.
Og dog er der stadig nogle sociale barrierer, der nægter at give sig – især for de mennesker, der ikke helt er sikre på deres egen seksualitet.
Seksualitet beskrives ofte som et spektrum; nogle mennesker identificerer sig som helt heteroseksuelle og andre som helt homoseksuelle. Men mange mennesker ligger faktisk et sted i det store grå område mellem de to, og noget lader til, at flere unge end nogensinde er klar over, at de tilhører netop denne gruppe: som ikke identificerer sig som bi, men heller ikke som 100% hetero.
“I always thought if I didn’t try it, I wouldn’t know if I liked it or not”
Måske er grunden til, at samkønnet sexeksperimentering stadig er mere kontroversielt for mænd end kvinder, at mænd af en eller anden grund ofte føler sig skamfulde eller skyldige, når de står over for et ønske om at prøve et par nye ting af. Men hvis social accept går fremad for så mange mennesker på ovennævnte seksualitetsspektrum, bør det ikke også det for alle mennesker midtimellem – inklusiv mænd?
Lad os lige få én ting på rene: biseksualtitet er intet nyt. Det er dokumenteret i kunsten helt tilbage fra oldgræsk tid, og findes stort set alle vegne i dyreriget. Så hvorfor skal det være svært for en mand at komme ud som biseksuel i år 2019?
Hvad dette egentlig bunder i, får mig kun til at pege fingre af samfundet, som ikke forstår folk godt nok og især hvordan deres seksualitet fungerer. For nylig har forskere ved Cornell University i USA konkluderet, at mænd aldrig er 100% hetero. Det har de gjort ved at måle øjenudvidelse, når de udsættes for både mandlig og kvindelig solopornografi, hvorefter de kom til konklusionen om, at “hetero mennesker ikke eksisterer”.
Konceptet om, at mænds seksualitet er et spektrum, er heller ikke noget nyt. I 2016 fandt en britisk undersøgelse 43% 18-24-årige, som hverken kunne identificere sig som helt homo – eller heteroseksuelle. En anden undersøgelse, udgivet af Kinsey, lyder på, at omkring 60% præpubertære drenge deltager i en slags homoseksuel aktivitet. Og selveste YouPorn har dokumenteret, at heteroseksuelle mænd ser gay porno en fjerdedel af tiden (din pornohistorie lyver ikke).
Mange mænds første reaktion på dette er benægtelse – her taler jeg af erfaring. Men sandheden er, at resultater som dem her virkelig ikke bør ses som et angreb på mænd. At forstå, at der er så mange forskellige typer mænd – fuldstændig som kvinder – der har brug for støtte på forskellige områder, er, hvad der er vigtigt!
Disse fakta slører fulstændig linjerne for, hvad det vil sige at være hetero, bi eller homoseksuel. Når vi er klar over, at mandlig seksualitet er et spektrum, kan vi jo se, at nogle mænd måske synes, at en anden mand er attraktiv, men det er så langt som det ville gå. Nogle mænd ønsker at være nøgne med hinanden, men trækker stregen ved berøring. Nogle mænd vil måske gerne have sex med andre mænd, men kunne ikke drømme om et forhold. Og nogle mænd finder bare slet ikke kvinder attraktive.
Nogen kan undre sig over, at hvis biseksualitet er så normalt, hvorfor snakker vi så først om det nu? Hvor har det været? For mig er det enormt vigtigt at kunne forstå, at biseksualitet er usynlig – der er simpelthen intet billedsprog, der opsummerer det at være biseksuel. For eksempel, når jeg går ned ad gaden og holder min kærestehånd, antager folk at jeg er heteroseksuel. I modsætning til de gange jeg har været sammen med piger i offentligheden (primært i byen), så har folk nok anset mig for at være homoseksuel. Vi forstår ikke biseksualitet, fordi selvom vi ser det hver dag, ser det ud som homo – eller heteroseksualitet. Som følge heraf, når biseksuelle finder en partner og falder til, bliver de stemplet med seksualiteten af det partnerskab. Udefra anser folk dem for værende homoseksuelle eller heteroseksuelle. Deres biseksualitet ligner en fase.
Sådan bør det jo ikke være. Hvordan ændrer vi det? Blot ved at italesætte det? Eller skal jeg til at rende rundt med et skilt, så man ikke er i tvivl? Hmm… Det helt store spørgsmål, der runger inde i mit hoved er jo bare:
Hvorfor er det “okay” for piger at bi eller homo, men ikke for drenge?
De mange undersøgelser jeg har kunnet finde og har læst om emnet gennem de sidste par år, påviser alle resultater om, at kvinder er omtrent tre gange så tilbøjelige til at være biseksuelle i forhold til mænd, fordi kvinder generelt er mere fleksible i deres seksualitet.
Jeg kom i puberteten for godt og vel et årti siden og der var det altså helt almindeligt, at pigerne udforskede deres seksualtitet med hinanden. Og her bruger jeg naturligvis mine veninder og mig selv som reglen. I 7. klasse, øvede vi os i at kysse, så vi var forberedt til det aller første kys med den selvsamme søde fyr, vi alle var vilde med. Men både for mit og andres vedkommende, startede det faktisk tidligere. Jeg husker at have leget “frække” lege med en pige fra min klasse, da vi gik i 2. eller 3., hvor vi lod som om vi var et voksent kærestepar, som dyrkede sex. Det samme gjorde jeg med en anden pige fra parallelklassen. Det virkede helt naturligt og uskyldigt, vi snakkede bare ikke om det. Hverken med hinanden eller med andre. Jeg var i nærheden af 10 år, da jeg med en helt tredje veninde (løs på tråden som barn? Lol) fik til vane at gå i karbad sammen, når vi legede hjemme hos hende. Det var da lige en kende mere intimt, men vi gjorde det altså hver gang vi sås i den alder. Det føltes på ingen måde som om, der var noget forkert i det vi gjorde og jeg kammede mig overhovedet ikke over det før jeg blev lidt ældre, men det gør jeg absolut ikke længere og har siden hen også erfaret, at jeg er ikke er den eneste med den slags historier.
I 14-15 års alderen, var de fleste i min omgangskreds begyndt at ryge, drikke og feste, og som de fleste andre nok har prøvet i løbet af deres teenageår, var det ret så populært at lege “sandhed eller konsekvens”. I størstedelen af de tilfælde, jeg har leget den leg, har der været mandlige deltagere som har efterspurgt lidt girl-on-girl action, og den leverede vi da også glædeligt, for det var jo bare for sjov.
Jeg er dog endnu ikke stødt på en af hankøn, der åbent kan underholde med samme erindringer.
Kvindelig seksualitet er forskellig fra mandlig seksualitet. Duh… Hvis en hetero dreng kyssede en anden dreng, måske for at underholde nogle piger, som måske ser på, ville han næppe ændre på seksuel orientering som følge heraf. Men som flere professorer verden over har vist, synes seksuel attraktion hos mange kvinder at være mere formbar. Hvis en teenagepige kysser en anden teenagepige af en eller anden grund, og hun finder ud af at hun kan lide det – så kan tingene ske, og ting kan ændre sig. Hvis en ung kvinde finder sin soulmate, og hendes soulmate er kvinde, så kan hun begynde at opleve følelser, hun aldrig har følt før.
Især hvis alle de mænd hun kender er nogle kraftidioter.
Jeg når nok ikke til én samlet og konkret konklusion på alle mine spørgsmål, men jeg vil afslutte med at sige:
At være biseksuel er normalt. Mænd kan desværre bare være vant til at skulle være på en bestemt måde for at blive opfattet som det stærke køn, men deres seksualitet er ikke mere negotiabel end deres hudfarve. Uanset om du ser dem eller ej, er der biseksuelle mænd overalt.
Leave a Reply