Category: værdidebatten

De seneste tre år, har symptomer på stress, angst og depression spillet en central rolle i mit liv. Efter en længere periode, hvor jeg havde følt mig kronisk udbrændt og fortabt, ligegyldigt hvad jeg gjorde, indså jeg endelig, at det var på tide at ændre radikalt på én vane i min hverdag og forhåbentlig mærke en forskel. Jeg kvittede Instagram i en måned (læs: okay, fint! To uger), skrev om dét og hvordan sociale medier påvirker vores mentale helbred. Her er hvad det lærte mig om FOMO, livsglæde, selvværd og evnen til at slappe af…

“Der er store ligheder mellem brug af sociale og stofmisbrug.”

Artiklens overskrift bragede på min skærm under min sædvanlige nyhedsscroll en kedelig mandagmorgen. Forskrækket gemte jeg den i mine bogmærker som reference til dette indlæg – og åbnede derefter straks Instagram for at se, hvor mange likes jeg havde fået på et billede af mig selv, jeg lige havde lagt ud. Sandheden er, at jeg for længst havde droppet ideen om at opgive Instagram og skrive om min oplevelse for flere måneder siden, fordi jeg blev ved med at udsætte det. Sidst jeg havde taget en pause, var vist ikke mere end et par dage, og det længste jeg havde undværet Facebook og Instagram netop to hele uger, da jeg boede i Australien for seks år siden. Hver gang jeg tænkte på at opgive det nu, tog jeg mig selv i at komme med undskyldninger, der varierede med alt fra noget plausibelt til fantastisk;

“Jamen, hvordan skal jeg så vide, hvis jeg bliver kontaktet i forbindelse med noget arbejdsrelateret?” (Svar: stol på at folk er professionelle og kontakter dig på din arbejdsmail, som de fleste gør i forvejen.) “Okay, men hvad nu hvis [indsæt flirts navn] endelig beslutter sig for at sende mig en DM og bekende sin kærlighed til mig, i stedet for kun at se mine stories?” (Svar: du kan altid svare senere og måske bør du også lige bruge et øjeblik på at genoverveje ​​dine romantiske forhold.) “Hmm… men hvad nu hvis mine venner bliver så bekymrede over min manglende Insta-tilstedeværelse og melder mig savnet hos politiet, hvilket forårsager en landsdækkende menneskejagt? (Svar: du taler bogstaveligt talt med dem hver eneste dag og har også allerede fortalt dem, at du tager en pause. Og stop lige med at se så meget true crime.)

Til at begynde med, ville jeg egentlig gå all in på den digitale detox, men reducerede det hurtigt, da jeg gjorde status over alt det gode, jeg alligevel også får ved det daglige brug af min iPhone. For alle de negative ting, der følger med at være så tæt knyttet til vores telefoner nu til dages, findes der stadig nogle frynsegoder, der balancerer skalaen og ikke er nært så skadelige. For eksempel holder jeg mig anstændigt informeret om alt fra opdateringer i dansk politik til øjeblikkelige opdateringer i kendisland som f.eks. ASAP-Rihanna graviditeten, takket være Twitter og de daglige nyhedsmails fra bl.a. Soundvenue. Et stort tak til jer. Og så er der ofte timelang pendling med tog eller fly i forbindelse med mit job, som lige akkurat er tålelig, når jeg bruger tiden på at lytte til musik eller en god podcast.

Plus, da dette var et selvpålagt eksperiment baseret på nul forskning eller faktisk videnskab (sådan da…), besluttede jeg, at jeg kunne lave mine egne regler, okay? Så musik, nyheder og podcasts var mine tillæg, og jeg ville gøre op med Instagram og Facebook indtil videre. Jeg gav mig selv en allersidste sen aften til at udtømme mine sociale platforme for alt, hvad jeg overhovedet kunne, inden min detox trådte i kraft den 17. januar. Det varede ikke engang længe, før jeg mærkede den velkendte medieoverflod skylle ind over mig, gik i seng og vågnede klar til at være fuldstændig fri for min virtuelle virkelighed, så at sige.

I de første par dage oplevede jeg bestemt ikke den øjeblikkelige ro, jeg ellers havde forventet og set frem til; jeg var stadig i høj grad en ængstelig overtænker. Jeg vil dog indrømme, at der var lidt af en stille spænding ved at efterlade nogle beskeder eller anmodninger ubesvarede. Det tog kun et par dage mere, før jeg opdagede, at jeg faktisk overhovedet ikke var så god til det som jeg højpandet havde troet. Jeg bukkede officielt under efter lidt mindre end en uge for bare liiiiiiige at tjekke, hvem der havde skrevet til mig og tog også mig selv i at bruge Snapchat, BeReal og Facebook meget mere. Selvom jeg ikke var meget for det, måtte jeg jo krybe til korset og erkende, at jeg ikke rigtigt kom nogen vegne på den måde. Jeg havde jo bare byttet den ene last ud med den anden. Det fik mig til at genstarte min detox i yderligere to uger, og jeg endte rent faktisk meget at holde mig væk fra de nævnte apps i hele fjorten dage! Jeg kom til sidst over mig selv og min FOMO (læs: frygten for at gå glip af noget), og stoppede med lavmælt at lure på en fremmeds Insta-feed i metroen. Selv min egen konto kunne ikke tro den bedrift, og jeg modtog adskillige automatiske emails, hvor der blev spurgt, om havde problemer med at logge ind og om jeg havde brug for hjælp. *High-fiver lige mig selv*

Jeg siger ikke, at jeg fortjener Nobels fredspris for min præstation, men jeg er da i fuld gang med nomineringsansøgningen.

Jeg oplevede et af de ydmygende øjeblikke af forventning versus virkelighed, da jeg i sidste uge loggede på igen. Ikke meget langt fra det, når du den ene gang hvert femte år, glemmer din telefon derhjemme og tænker: “Wow, folk går sikkert helt amok nu og prøver at få fat i mig. Jeg kommer til at have så mange ubesvarede opkald og beskeder,” men i virkeligheden kommer du hjem 10 timer senere til kun én notifikation, som er en påmindelse om, at du skal huske at købe mere havremælk og hente din ADHD-medicin på apoteket.

Bortset fra det lille slag på mit ego, hvilket vist nok var en god ting, var min Insta-detox underligt nok overordnet tilfredsstillende, fuldstændig gennemførlig og ret indsigtsfuld. Det, jeg lærte, er måske ikke oplysende for dem, der har et “sundt og tilbagelænet forhold til sociale medier” (lol, hvordan føles det?), men jeg lærte en væsentlig ting eller to af det – at være mere nærværende og tålmodig, og en anelse mindre ængstelig. Når man konstant er connected til det her enorme netværk, kan man lynhurtigt føle, at der, hvor man er, ikke er der, hvor det sker. Det er næsten helt naturligt at tro, at der blandt alle andre steder må være et, der er mere interessant end hvor du er lige her, lige nu. Sådan tænker jeg ikke længere og gudskelov for det. Hvis du er interesseret i at vide mere om min rejse mod at overvinde det mest first world af alle first world problems, så læs bare videre om de tre største indsigter den har givet mig:

Indsigt #1: Sååå fucking zen!

Tålmodighed har aldrig været en af mine stærke sider og ventetid har drevet mig fuldstændig til vanvid ligeså længe jeg kan huske. ADHD much?! Som hvis jeg skulle hente et decideret livreddende lægemiddel på apoteket, og køen bestod af mere end tre personer, ville jeg helt ærligt stille spørgsmålstegn ved, om jeg virkelig havde brug for medicinen. Okay, måske ikke helt... Men jeg oplevede altid, at jeg rastløst forsøgte at udfylde denne ulidelige tid, hvad enten det var at stå i kø i Netto, vente på elevatoren i min bygning, hos lægen eller foran mikrobølgeovnen. Her er sociale medier jo et skræmmende nemt, tilgængeligt og bedragerisk implantat til disse tomme øjeblikke, så da jeg stod tilbage uden sider at opdatere og apps at rode med, var det virkelig skurrende, og jeg undrede mig over, hvorfor vi overhovedet har dette uophørlige behov for at udfylde det i første omgang. Hvis du kan bryde igennem den utålmodighed og finde en form for indhold i de prøvende øjeblikke, ved jeg nu, at det kan være ret kraftfuldt. Ikke et hvert vågent øjeblik behøver at være underholdende eller produktivt, det er virkelig fint bare at tage sig tid til at lægge mærke til ting og følelser, man normalt ikke giver opmærksomhed. Dermed ikke sagt, at det ikke er nyttigt at læse en bog, lytte til musik eller hvad man nu ellers har lyst til, men selvdisciplin, tålmodighed og opmærksomhed har vist sig at være gode færdigheder at have i baglommen, også når jeg bare føler mig lidt overstimuleret af det hele.

Indsigt #2: Instagrams BS

Jeg synes, ​​vi er alt for hurtige til at acceptere mange af de usunde Instagram-vaner og uskrevne regler, vi alle sidder lidt fast i. Nogle er selvfølgelig helt acceptable og må gerne blive, som f.eks. at ingen ser godt ud med Kelvin-filteret. Men ting som at være besat af likes, antallet af historievisninger, opslag og kommentarer er så drænende og unødvendige, og enhver, der siger, at de ikke kigger på statistikkerne, taler nok ikke helt sandt. Lettere sagt end gjort, jeg ved det, men jeg har siden prøvet at vende mit syn. I stedet for et udelukkende socialt værktøj, tænker jeg også mere på det som en helt bogstavelig billedbog. Om 20 år vil jeg ikke se tilbage på alle mine billeder og sige: “Se børn, 557 likes. Det var meget godt for et feriebillede i min tid.” Min nye regel er at dele ting, som jeg virkelig finder skønhed i, ikke kun overfladisk skønhed, men som måske har et særligt budskab, ting som gør mig stolt, eller glad, eller nostalgisk eller hvad som helst. Ikke hvad jeg tror, ​​andre vil kunne lide eller vil klare sig rent statistisk. Jeg nægter at bekymre mig om, hvad andre tænker om mig, især online. Jeg forsøger nu udelukkende at bruge det til dets positive træk – som at give mig mulighed for nemt at følge mine venner, til æstetisk inspiration eller følge det hav af sider, der faktisk bidrager med brugbar information som jeg kan lære noget af – og fordømmer den negative side, for det det, du ser på Instagram, er ikke (altid) virkelighed!

Nu er det også på tide at bringe den artikel op, jeg nævnte i begyndelsen af indlægget. Forskningen i vanedannende brug af sociale medier er efterhånden blevet populær, og en lang række undersøgelser resulterer i ildevarslende påstande. (Psst… vi har vel alle sammen set The Social Dilemma) En undersøgelse af universitetsstuderendes brug af sociale medier, helt tilbage fra 2017, viste, at dem med et lavt niveau af SoMe-afhængighed havde en moderat livstilfredshed, men at der var en betydelig negativ sammenhæng mellem studerende med højt niveau af SoMe-afhængighed og lav livstilfredshed. Med andre ord, jo mere afhængige deltagerne var af sociale medier, jo mindre var de altså tilfredse med livet. Trist, ikke? Og det er i øvrigt taget ordret fra konklusionen på undersøgelsen! En anden undersøgelse fra samme år viste, at vanedannende brug af sociale medier hang sammen med at være ung, kvinde og single (oh, heeeey!), og gav anledning til mere narcissisme og lavere selvværd (oh…) Det giver god mening i betragtning af, at Instagram tilbyder et voyeuristisk blik ind menneskers liv, der i hvert fald på overfladen fremstår meget lykkeligere, smukkere og rigere end dig.

Indsigt #3: Nærværende AF

Jeg har allerede nævnt lidt om tålmodighed, men jeg har også måttet erkende, at man ikke kan blive mere tålmodig uden at være mere nærværende. Hvis det ikke allerede er et gammelt ordsprog, så er tager jeg glædeligt officielt æren for det. Selvfølgelig sigter alle efter at være til stede med deres venner og familie, og det er smerteligt tydeligt, når nogen ikke er det (dvs. enhvers mor, da de fik deres første smartphone og opdagede emoji eller GIF-funktionen), men jeg har også længe følt, at mit eget nærvær var en mangelvare, og også kom til udtryk i mit private tidsfordriv. Selvom jeg skal være den første til at indrømme, at jeg har kunnet blive virkelig opslugt af Instagram, havde jeg ikke indset, hvor meget det var blevet så automatisk en vane. En refleks. Jeg kunne gå rundt i byen efter et møde eller noget andet, og pludselig svævede min tommelfinger over appen, som en usynlig magnet havde trukket den dertil. Jeg kunne nærmest ikke engang spise frokost eller tage en kort pause imellem løbebåndet og Stairmaster’en i fitnesscentret, uden det næste, jeg vidste, var, at den solnedgangsfarvede firkant stirrede op på mig med et lokkende blik. Det var foruroligende og noget deprimerende. Hvad skete der med at vandre rundt i byen og rent faktisk nyde mine omgivelser? Hvorfor kunne jeg ikke se ud af vinduet og nyde skønheden ved solnedgangen over Nørrebros tage, i stedet for at glo på endnu en video af en and, der løber rundt med en hundehvalp på ryggen? *Skriger indeni* de videoer er dog virkelig cute… hvorfor kunne jeg ikke engang se et afsnit af min yndlingsserie til ende eller færdiggøre et kapitel uden tage min telefon frem, og stirre hovedløst ned i den? Mit seneste fix: hvis jeg beslutter mig for at begyndte på en ny serie, se en god film eller læse en bog, vil jeg virkelig give det min fulde opmærksomhed. For hvis en mand som Idris Elba ikke fortjener min fulde opmærksomhed, så ved jeg virkelig ikke, hvem der gør. Undskyld, elskede og P.S. please svar på mine DM’s xx.

Så sent som forleden, sad jeg i metroen i myldretiden, og bemærkede et hav af mennesker med næsen begravet i deres smartphones. Ikke en eneste person kiggede op. Det var lidt uhyggeligt, som noget, der ville ske i den dystopiske Netflix-serie, Black Mirror. Jeg kom pludselig til at tænke tilbage på en Uber-tur i New York for flere år tilbage, da min chauffør fortalte mig, at hun mødte sin mand 10 år forinden, fordi de fik øjenkontakt i toget, og han begyndte at tale til hende. Bortset fra det faktum, at det måske lyder som starten på en corny kærlighedsroman, ville de så være sammen i dag, hvis Instagram havde eksisteret dengang? Hvad hvis hun havde haft for travlt med at sende Kardashian-memes i gruppechatten med sine veninder til at kigge op fra skærmen og se sin kommende mand stå foran hende?

Selvom mit eget forsøg lyder tamt sammenlignet med Vipassana-meditation, som dybest set er et silent retreat uden nogen teknologi, bøger, sex, snak, bandeord træning, musik, sang eller dans i 10 dage, som jeg ellers har planer om at gennemføre i år – så tror jeg også, at jeg vil tage en SoMe-detox igen. Snart. Jeg er ikke sikker på, hvor længe jeg kan opretholde dette nyfundne og marginalt sundere forhold til Instagram etc., men i det mindste tror jeg, at jeg nu kan genkende, hvornår det begynder at tage overhånd og jeg har brugt en masse Mindfulness-øvelser til at koble fra og det har skabt plads til at jeg også har kunnet fordybe mig mere i min meditation eller yogapraksis uden at blive forstyrret af den sorte sky af unødvendig stress og utålmodighed omkring, hvad der mon foregå på skærmen af min iPhone. Her er også tre andre gode rutiner, jeg har implementeret og forhåbentlig vil følge i forsøget på at mindske stress, angst og afhængighed:

Ingen notifikationer

Jeg modtager udelukkende notifikationer for sms’er, opkald og emails. That’s it og det er en smuk ting. Jeg kan muligvis slække på den regel i fremtiden, men sådan har det faktisk været længe inden, jeg startede min Insta-detox og for øjeblikket, tjekker jeg kun ind på sociale medier en eller to gange dagligt. At minimere antallet af notifikationer er desuden virkelig nyttigt for at opretholde en bedre balance imellem arbejde og privatliv. Jeg nøjes med for det meste også med at tjekke mine arbejdsmails ved skrivebordet i løbet af mine ni-til-fem. Jeg undlader også at tjekke min telefon, når jeg står op og oven i købet til stor glæde for mine nethinder, bruger jeg den heller ikke i mørket lige før sengetid. Faktisk forstyrrer det kunstige lys kroppens naturlige produktion af melatonin – det hormon, der hjælper os med at falde i søvn. Altså, jeg mener… ræk hånden op, hvis du sover med din telefon! Som en, der næsten altid døjet med søvnproblemer, vil jeg skrive under på, at det har gjort en kæmpe forskel for mig og mit søvnmønster.

*Mute*

Instagrams sluk-indstilling. OMG, det er en perle, og jeg synes næsten, den er underudnyttet. Til dem, der endnu ikke er opdaterede, er sluk en midlertidig indstilling, der forhindrer alle opslag og/eller historier fra den slukkede person, i at dukke op på din feed uden at du ligefrem stoppe med at følge vedkommende. Det lyder vildt, men det er virkelig en frelsende nåde og et pusterum fra f.eks. ekskærester og overdelere. Min terapeut ville no sige, at det er “undvigende adfærd for begyndere”, men jeg ser det nu som en ren velsignelse, hvis det kan give en lille mental pause og hjælper selvværdet.

Feels

Du kan prøve de digitale wellness-indstillinger, der nu er tilgængelige på de fleste smartphones, men jeg fandt dem unødvendige – det er nyttesløst at indstille tidsbegrænsning som fungerer som en slags forældrekontrol, når man er sin egen “forælder”. Jeg ved, at jeg alligevel ville overskride alle begrænsninger, jeg prøvede at sætte. Jeg tror, ​​at det er en nyttig foranstaltning at være indstillet på den måde, du har det på: nogle dage er du måske bedre rustet til at håndtere flere medier, og jeg tror ikke, at tidsstempling af forbruget er så effektivt. Hvis man virkelig bekymrer sig om, hvorvidt man kan vedligeholde sin detox, er der anden hjælp at hente som de to apps Freedom og Self Control, der direkte kan forhindre adgang til Instagram og Facebook på både telefonen og computeren.

Til dem af jer, der ikke læste noget af ovenstående og bare scrollede til bunden for at komme til sagen: Jeg vil helt klart anbefale at tage en pause fra sociale medier, hvis du begynder at føle en snigende afhængighed. Min erfaring er, at vi føler os mere frakoblede og isolerede, når vi overbruger dem. Det gælder da især, hvis man allerede har at gøre med lavt selvværd, angst, depression eller generel stress fra en pandemi??? Så hvis du føler bare en smule ligesom jeg, er der nok god grund til at tage en pause. Afhængig eller ej, er det heller aldrig en dårlig idé at tage en pause og revurdere dit forhold til noget – det kan også være venskaber, forhold, karriere, selvbillede, og det samme gælder sociale medier, for at afgøre, hvad der ikke længere gavner dig, dit velbefindende og højeste potentiale. Alle de ting, der dagligt finder sted på Instagram – antallet af likes, historievisninger, follows, unfollows, DM’s – er ikke ægte, i den forstand, at de ikke er virkelige interaktioner. Alligevel har de ofte magten til fuldstændig at ændre vores humør ethvert givent øjeblik på dagen. Når vi f.eks. diskuterer vores datingliv, er Instagram på en eller anden måde involveret i samtalen med mine venner og veninder; “Jeg postede et selfie, og han har ikke liket – han er død for mig.” “Hans profil er privat – skal jeg følge ham?” “Hvordan så hun min seneste historie, men ikke den før?” “Vil du ikke lige se hans historie fra din profil og fortælle mig, hvad det er?” Jep, den er god nok. Det er rent faktisk noget folk gør… relationer bliver smedet, styrket og brudt på Instagram hver dag – og halvdelen af ​​tiden er den anden part ikke engang klar over det.

I løbet af de første par dage, gik det op for mig, at jeg ikke længere tapper ufrivilligt ind i appen eller i det mindste ikke nær så meget. To uger uden Instagram har oprigtigt sat tingene i perspektiv og gjort mig bevidst omkring, hvad der stresser mig og påvirker mit humør. Det har hjulpet utroligt meget med at afbøde unødvendig stress og angst. Først og fremmest, har det mindsket de forpligtelser, som vi sikkert er mange, der forbinder med konstant kommunikation. At skulle reagere på nye sms’er, emails og beskeder på både Facebook og Instagram nonstop kan være enormt stressende og i langt højere grad end jeg lige gik og troede.

Svaret til giftig maskulinitet er sårbarhed. Du er en heteroseksuel, ciskønnet mand. Du har intet at klage over. Vel?

Hypotetisk scenarie nr. 1: En dreng og en pige sidder til time i to forskellige 5. klasselokaler. Når læreren stiller et spørgsmål, giver de hver især forkerte svar, som får klassekammeraterne til at grine. De begynder begge to at at græde.

Sandsynligt udbytte: Synet af den grædende pige stopper latteren i lokalet, mens synet af den grædende dreng gør kun latterliggørelsen endnu større.

Hypotetisk scenarie nr. 2: På en natklub forlader en ung fyr sine venner et øjeblik, for at snakke med en ung kvinde. Hendes blik vandrer op og så ned ad ham inden hun afviser ham, enten venligt eller med en nedladende bemærkning.

Sandsynligt udbytte: Fyren vender tilbage til sine venner, hvor han straks nedværdiger kvinden og omtaler hende som en “kælling” eller “so” for at minimere sin modløshed. Festen fortsætter.

Hypotetisk scenarie nr. 3.: En familiefar mister en kæmpe erhvervskunde, som ikke kun truer hans families økonomiske velstand, men også hans profesionelle status.

Sandsynligt udbytte: Manden fortier sandheden over for sin kone på med rationalet om, at det er hans byrde at bære; at han løser problemet i stedet for at “belemre hende” med realiteten af situationen.

Tre sædvanlige situationer, hvor en mand er blevet trænet til at undertrykke sine følelser og komme videre. 

I de sidste 45 år siden USA vedtog lov om politisk ligestilling, har mand/kvinde-dynamikken gennemgået store forandringer. Der er næsten ingen lønforskel længere – fra 59% i 1963 til 81% i 2012 (i Danmark er forskellen faldet med ca. en fjerdedel på 10 år) med kvindelige millennials under 25 (læs: Kylie Jenner) som tjener 94% så meget som mænd. Mandens rolle som forsørger er ikke hvad den har været. I forhold til seksualitet og parforhold, så er kvinders giftealder faldet, der er flere enlige, kvindelige forsørgere og de i alle henseende mindre behov for en mandlig parter end nogensinde før – på verdensplan og endda også i lille Danmark.

En stor mængde forskning taler for den sociale udvikling. Men er der ikke en væsentlig forvirring om hvad det vil sige at “være en mand”? Reglerne og rollemodellerne som mænd er vokset op med gælder ikke længere. Og det er vel alene et kæmpe tab. Hvad der er endnu sværere er, at ligegyldigt hvor meget kvinder har udviklet og ændret sig, er mænd stadig opfordret, for det meste, til at skjule deres følelser. Mænd bliver fortalt, at det er tid til at ekskludere traditionelle maskuline roller, give plads til kvinder og se dem som ligeværdige.

Men der er jo en traditionel maskulin regel som mænd stadig, for det meste, klamrer sig til. Føl ingenting. Beklag dig ikke. Grin og hold ud.

Jeg opfordrer alle, der læser dette til at bruge tre minutter på at se traileren til dokumentaren The Mask You Live In (kan i øvrigt ses på Netflix og kan varmt anbefales) som starter med portrætter af mænd fra barndommen og frem til midalderen sammen med et lydbillede af de samfundsmeddelelser som konstant må runge i deres hoveder:

“Hold op med at græde”

“Mand dig op”

“Tag dig sammen”

“Lad vær med at være en svans”

“Lad aldrig nogen behandle dig med respektløshed”

“Vær sej og vær også lidt af et røvhul”

“Bro’s before ho’s”

“Lad aldrig en kvinde styre dit liv”

“Sikke en homo”

“Gå ud og få noget fisse”

“Hav dog nogle nosser”

“Vær en mand”

De tre mest destruktive ord, der hamres ind i hovedet på drenge må være: VÆR EN MAND. Hvad betyder det overhovedet? Vær stærk, solid, hård, følelseskold, pålidelig, vær kaptajn på eget skib – og lad for Guds skyld ikke nogen se dig græde.

Det samfundspres om, at mænd skal distancere sig fra deres følelser, lader i mine øjne til at være ret intenst. De lærer meget hurtigt at lukke ned for deres følelser. De læres at tænke og ikke at føle.

Selvom jeg ikke kommer til at joine en manderettighedsgruppe lige foreløbig, så kæmper disse grupper rent faktisk for de udfordringer drenge og mænd møder som bl.a.:

• kønslemlæstelse (f.eks. omskæring – jeg er dog ikke en af dem, der mener det er skadeligt eller på nogen måde lemlæstelse)
• “bortskaffelse” af mænd (obligatorisk militærtjeneste og “Kvinder og børn først!”)
• minimering af vold mod mænd i hjemmet
• unødvendig medicinering af drenge
• bias mod fædres ret til forældremyndighed
• mænds historisk højere selvmordstal

Disse er alle virkelige problemer, men siden mænd (især hvide mænd) er så “priviligerede” har deres kampe ingen ret til at blive hørt. Ligegyldigt hvad de går ud på. “Du er en heteroseksuel, (hvid) ciskønnet mand,” lyder det kulturelle manus. “Du har intet at klage over.”

Som kvinde er det et perspektiv jeg egentlig godt kan forstå. Men faktum består; mænd lider også og stoicisme er ikke svaret.

Det er jo ikke sådan at mænd føler mindre end kvinder. Selvom jeg ofte har tænkt det… mænd har simpelthen bare mindre ret til at lade dem komme til udtryk, eller overhovedet bide mærke i at de er der.

Så hvem end du er, lad os give mændene en chance for at dykke ned og udforske deres følelser, og jeg er overbevist om, at de bliver rigere og ultimativt mere medfølende individer. Lad os give dem gaven, som er præsenteret så sjældent i dagens verdenssamfund:

retten til at føle.

Jeg er unægteligt feminist i hovedet, men jeg har også hang til at være masochist i sengen. Hvordan hænger det sammen? Kan man godt kalde sig feminist, og samtidig nyde at være seksuelt underdanig? Kan mænd godt tænde på at dominere kvinder, men samtidig være allierede? Det går jeg i dybden med i dette indlæg.

Lad mig starte med at sige: SEX ER FANTASTISK! Men for det meste, er det også et minefelt at navigere i. Ud over de bløde, nøgne kropsdele, skarpe albuer og mærkelige lyde, er der en iboende og konstant give-and-take imellem partnere, om hvad der er acceptabelt, og hvad der potentielt overskrider en grænse. Kvinder ved (læs: skal i hvert fald vide), at vi er stærke, værd at elske og respektere, og aldrig bør udholde adfærd, der får os til at føle os nedgjort eller undertrykt. Men det kan være forvirrende og foruroligende, når ting, der er utålelige i det “virkelige liv”, bliver turn-ons i sengen.

I kølvandet på #MeToo, som især har fået et stærkt comeback herhjemme for øjeblikket, kom jeg til at lave en grundig, mental oversigt over min seksuelle historie og har rullet båndet tilbage til tidligere op – og nedture: de foruroligende teenageoplevelser kridtes ikke længere op til miskommunikation, de gange jeg gav efter, fordi det var nemmere.

Og så er der erindringerne om at blive skubbet op mod en væg uden tilladelse – og elske det. Faktisk var det de mest støjende øjeblikke, jeg kunne huske. Jeg blev så straks bekymret:

Gjorde det mig til en forræder mod feminismen og #MeToo og hvad det står for?

Det sidste man som kvinde ønsker at bekymre sig om, mens man er i “the moment”, er om ens ophidselse er et udtryk for ens egen seksuelle frihed eller et symptom på patriarkalsk undertrykkelse. Men i #MeToo-landskabet finder mange kvinder og mænd – inklusive mig – det sværere at slippe af med, når vi navigerer i datinglivet og nye parforhold. I et overraskende twist er det, der begyndte som offentlig afsløring af magtfulde mænds seksuelle krænkelser mod kvinder, kommet til at kaste en vis uhygge over private intimiteter, der engang syntes at være helt okay at nyde.

Er det ikke okay at nyde hvilken som helst form for sex, der foregår imellem to voksne mennesker, der giver samtykke? Der er jo stor forskel på dét, og på at blive nedgjort eller krænket mod sin vilje. På trods af mine egne præferencer, mener jeg også ​​at feminisme primært beskæftiger sig med at sikre, at folk ikke er begrænset af puritanske holdninger til køn, snarere end at tvinge folk til aldrig at tilpasse sig traditionelle kønsroller.

Efter endnu omgang med stærke kvinder, der har stået frem omkring sexisme, seksuelle krænkelser og overgreb, er jeg atter hyperbevidst og samtidig hyperfølsom over for det. Men det er så vigtig en, omend privilegeret, debat, men det er også en, der har tendens til at ignorere visse rodede sandheder om sex – for eksempel den ustabile og store variation i den kvindelige lyst eller det ubelejlige faktum, at god sex ofte trodser logik, politiske værdier og sociale normer.

Jeg er vokset op med en enlig, selvstændig mor, som har lært mig alle de feministiske værdier, jeg aktivt har dyrket fra barns ben. Og derfor ved jeg, at hun ville falde ned af stolen af skuffelse og foragt, hvis jeg åbent fortalte hende om, hvordan jeg også aktivt dyrker seksuel underkastelse. Hun ville råbe op om, hvordan jeg er med til at fodre de giftige og altødelæggende patriarkalske strukturer.

For vi har en tendens til at forvente, at seksuelt befriede kvinder handler på samme måde som seksuelt befriede mænd (eller i det mindste ideen om dem – promiskuøse, selvhævdende og selvcentrerede i deres nydelsessøgen). Det mest bemyndigende en kvinde kan gøre, er at tage kontrol over sine egne seksuelle oplevelser – det gode og det dårlige. Hvis vi ønsker de samme friheder som mænd, må vi påtage os de samme pligter.

Første gang jeg som 17-årig bad en kæreste om at slå mig, så han på mig, som om jeg lige havde foreslået, at vi åd hans hund. Det var et udtryk et sted mellem chok og forvirring med et strejf af afsky. Jeg fortrød straks ordene. “Hvorfor ville jeg gøre det?” spurgte han. Selvom det han virkelig mente var: “Hvad fanden er der galt med dig?”. Jeg kunne ikke svare på det spørgsmål, han stillede, eller det spørgsmål, han mente at stille, så jeg tav bare, da han forklarede, hvorfor han syntes, det var på tide, jeg opsøgte psykologhjælp. Jeg blev ydmyget; og ikke på den gode måde.

Før den episode, var jeg nok blevet spanket af et par stykker, jeg havde været i seng med, og i de tilfælde bad jeg ikke om det – det skete bare. Jeg indså, at jeg ikke bare kunne lide det, men også ville have mere. Så. Meget. Mere…

På et tidspunkt, mødte jeg en, der virkelig var glad for at bide – den type bid, der dækker dig af blå mærker i flere dage, hvis ikke uger. Når jeg skreg af smerte, indså jeg, at jeg også skreg af fornøjelse. Oven i købet, havde han for vane at kalde mig en “beskidt luder”, og det kunne jeg ærligt talt heller ikke stå for.

Men jeg kunne ikke lade vær med at spekulere over, hvad fanden der egentlig var galt med mig, som kæresten havde spurgt dengang. Dér var jeg jo, en opdraget feminist, der ikke bare ville nøjes med at blive kaldt “luder” i sengen, men som ville nedgøres, tvinges, bindes, bruges, hærges, smækkes, straffes og trækkes i håret – det hele. Var jeg seriøst blevet offer for et samfund, der havde indoktrineret i kvinders hjerner, at de skulle være underdanige i soveværelset? Var det i virkeligheden, hvad det hele handlede om?

Hvis du googler “feminisme og BDSM”, finder du ud af, at mennesker – især feminister – er uenige om emnet. Der er dem, der erkender det og har skrevet om, hvordan de embracer det totalt, men så er der dem, der slår ned på kvinder, der har disse seksuelle præferencer, og bebrejder et samfundsmæssigt forsøg på at “holde en kvinde på sin plads.” Jeg blev ikke ”holdt” nogen steder eller undertrykt. Hvis noget, blev jeg ligefrem befriet.

Det var lige der, jeg fik et gennembrud: handler feminisme i sin kerne ikke kun om lighed, men om kvinders autonomi? Er “min krop, mit valg” ikke en vigtig komponent?

Jo, det er. Og jeg er en hykler. Jeg er en feminist, der kan lide at være underdanig i sengen.

Når du ejer din seksualitet, accepterer du alle komponenter i den. Du accepterer også, at hvad du anser for værende liderligt AF, kan en anden betragte som mega underligt – og det er fint! Jeg ved, hvad jeg vil have og jeg er færdig med at forsøge at overbevise mig selv om, at det strider mod min feminisme. Faktisk er der intet, der skriger mere af feministisk styrke end at stå fast i sin ret til at nyde, som man ønsker uden at tage hensyn til andre menneskers forældede syn på kvinders seksualitet.

Kvinders nydelse og ophidselse udfolder sig anderledes end mænds (ligesom så mange andre ting), og ved at være uddannet og opmærksom på dette, hævder vi vores førstefødselsret, som er fyldig fornøjelse.

Hvad så hvis vi vender den om og træder i det modsatte køns sko? Hvad så med de stakkels hankønsvæsner, der nu efterhånden er så bange for at blive anklaget for seksuel krænkelse, at de ikke længere tør give kvinder komplimenter? I forlængelse af indlægget, har jeg en kærlig hilsen og et par gode råd til jer.

Kære mænd, vi er midt i et kulturelt skift.

I er forvirrede. Det er klart.

I tænker måske:

“Jamen, hvordan skal vi nu vide, hvad der er i orden, hvis I ikke konstant fortæller os det?”

Her er min lynhurtige løsning på den del: Bare spørg!

“Hvordan kan en kvinde være feminist og samtidig seksuelt underdanig over for mænd?”

“Hvordan er det okay for mig at tænde på at dominere eller ydmyge kvinder, når jeg betragter mig selv som allieret uden for soveværelset?”

Du er sikkert en god fyr, ikke? Venlig, følsom, bestemt på en måde, der til tider kan være lidt irriterende? Hvis en mand i virkeligheden spurgte mig på den måde, ville jeg kunne se, at han prøver, fordi han beskriver sig selv som en allieret frem for en mandlig feminist. Og jeg kan sagtens se, hvor udmattende dette emne må være for en velmenende mand, der ønsker at tro på de rigtige ting, men også ønsker at have god sex.

Fordi OMG, det her spørgsmål er da en uendelig gåde for så mange politisk bekymrede kvinder og de mænd, der knepper dem. Jeg har jo selv brugt de sidste par år på at prøve at finde svaret, og jeg er stadig ikke helt sikker på, hvad jeg synes. Men nu hvor jeg endelig også er ved at være færdig med at skrive det her indlæg (som jeg faktisk påbegyndte i 2018), og virkelig reflekteret over hver en detalje, er jeg da langt om længe kommet frem til en konklusion.

1. Gør hvad du vil i sengen, så længe det er mellem voksne, der giver samtykke.

2. Men det betyder ikke, at du ikke skal stille spørgsmålstegn ved, hvad der tænder dig.

Hvis du er glad for at gå i seng nogen, der kan lide at blive domineret og ydmyget – så pris dig lykkelig. Det kan være svært at finde nogen, du virkelig kan lide med kompatible kinks, så nyd det. Stil ikke spørgsmålstegn ved en kvindes evne til at være feminist og blive kvalt. Det er ikke dit sted.

Tja… hvorfor lader jeg mig kvæle i ti minutter uden at tilkalde politiet? Fordi ting er underlige i sengen, og hvis jeg skulle håndhæve mine politiske overbevisninger hver gang, jeg havde sex, ville en mand ikke få lov til at se på mig uden min tilladelse. Men desværre er seksuelle lyster ikke rigtig i stand til at blive intellektualiseret – i det mindste ikke efter min erfaring – og desværre betyder det at acceptere, at jeg jo bare tænder på ting, der er politisk afskyelige.

Dette fører mig til den anden regel. Grunden til, jeg aldrig ville råde en mand til at starte i et afvænningsprogram, hvor han spiller den af til vaniljeporno, indtil han ikke længere har lyst til dominere, er af egoistiske grunde. Jeg elsker sex og er ikke villig til at leve uden. Livet er allerede modbydeligt nok i forvejen, uden at opgive en af ​​de meget få gratis, sunde og sjove ting, du kan gøre sammen med en anden person.

Dog, tror jeg ikke, det betyder, at hverken de dominerende mænd eller jeg slipper af med at henfalde til disse præferencer uden at overveje dem seriøst. Fordi jeg synes ikke, ​​at seksuel voldelig leg er en uskyldig fantasi eller en fetish, der kan afskrives som det samme som at tænde på fødder, balloner, latex eller whatever. Der er en episode af Sex and The City (undskyld), hvor Samantha og hendes kæreste laver et hjemmerøveri/voldtægt-rollespil, og hun afviser det ved at sige, “Og hvad så? Det er bare fantasi, det er bare leg.” Tanken var, at det ikke betyder noget – alt går an i fantasien.

Jeg kan huske, at det slog mig som dybt mærkeligt, selv som en beskyttelsesøjen uvidende og uskyldig 13-årig. Fordi det ikke er uafhængigt af det virkelige liv – voldtægt, kønsbestemt vold og dominans er alt sammen så virkeligt, at det virker vanvittigt for mig at lade som om, de bare er meningsløse præferencer, der kan lagres pænt, når vi ikke har sex. Jeg tror, ​​de betyder noget – selvom jeg også synes, at man alligevel skal tillade sig at henfalde til dem. Paradoksalt nok…

Jeg mener, det er vigtigt for alle at undre sig over, hvorfor det er en så udbredt seksuel dynamik. Fordi jeg synes, det der gør, at mænd får den op at stå, er vigtigt. Det er ikke bare irrelevant leg – det er værd at overveje, selvom det får en til at skamme sig.

Ville jeg ændre det, jeg kan lide, hvis jeg kunne? Sandsynligvis. Det gør mig bekymret og trist, når jeg den ene gang om året, kigger på forsiden af ​​PornHub, selvom jeg er der for at se, om der er noget jeg vil tage del i. Jeg spekulerer over og ville desperat elske at vide, hvad min seksualitet ville være, hvis jeg voksede op i et tomrum uden alt det.

Så kære mænd, vær en hykler, som jeg er. Vær bekymret over erotiseringen af ​​kvindelig hjælpeløshed, der omgiver os kulturelt, men gå hjem og gør hvad du vil i sengen med en villig partner.

Vær en god allieret, stå op for kvinder, gør en forskel.

Om rigtige, gode og dårlige venner, hvornår og hvorfor vi vokser hinanden.

[Dyb indånding her]

Nogen vil helt sikkert mene, at rigtige venner er nogen, man har kendt altid. Sådan ser jeg ikke nødvendigvis på det. Jeg kender et par stykker, hvis venskabelige “inderkreds” er nogen, de har kendt siden vuggestuen og det er uden tvivl helt unikt og beundringsværdigt, at man kan følges ad gennem barndommen, ungdommen og ind i voksenlivet – men jeg har nu alligevel haft adskillige gode, tætte og kærlige venskaber som måske kun varede nogle år, et enkelt eller blot en sommer.

Jeg er egentlig ret god (nogen vil nok sige for hurtig) til at lade folk komme tæt ind på livet af mig og vice versa, men selvom man ikke har en lang årrække til historie sammen, så er det i virkeligheden noget helt særligt at møde nye venner i alle livets faser. Den energi der kan opstå mellem to mennesker, og det man kan dele sammen er ikke altid for evigt og det synes jeg faktisk er en ganske smuk ting. Fordi dét som var, var netop dét og ikke mere. Jeg er blevet såret af venner, jeg holdt nær mange gange – desværre – men jeg er også kommet godt videre og har skabt nye, vigtige relationer som jeg vægter meget højt. Ja, jeg har sgu egentlig sparket mig igennem forskellige venskaber, men havde jeg ikke det, så vidste jeg ikke alt det jeg ved i dag.

Noget jeg efterhånden har indset er, at venskaber simpelthen er laaaaaaangt mere komplekse som voksen, især i 20’erne – måske endda op til 30’erne (sikkert længere). Det er i denne periode, hvor folk især begynder at træffe store livsbeslutninger såsom at studere, købe bolig, blive gift, få børn eller flytte tværs over kloden for at forfølge deres drømme.

Det skulle eftersigende også være det vigtigste årti for professionel succes. Men et krævende job kan selvfølgelig begrænse tiden til at socialisere sig. Hyppige sammenkomster kan hurtigt blive noget, der hører fortiden til, da man måske fokuserer på sine karrieredrømme stige eller hvad det nu kan være, der optager én. Jeg synes generelt, jeg har oplevet lidt af hvert ift. at have mistet kontakten til venner og veninder igennem tiden.

Alle disse faktorer gør jo opretholdelsen af relationer – især venskaber – ret så udfordrende. Det bliver ikke kun sværere at få nye venner, når du er vanvittigt optaget, forskelligheder i prioriteringer og værdier kan jo også medføre at gamle bånd bare brydes.

Det handler selvfølgelig om balance, ligesom alt andet i livet.

Måske har du, du som læser det her, allerede selv bemærket, at dine venskaber ændrer sig fra år til år – den tætteste ven, du havde sidste år, befinder sig måske ikke engang i din “indercirkel” i dag. Det sker oftere end du måske tror, og der er foretaget studier, der beviser teorien om, at jo ældre du bliver, desto færre venner har du. For eksempel blev en undersøgelse med titlen “Kønsforskelle i social fokus på tværs af livscyklusen hos mennesker” offentliggjort i Royal Society Open Science-tidsskriftet for et par år tilbage og man fandt ud af, at mange mennesker begynder at rydde op i venskaberne omkring 25 års-alderen.

Men omkring de 25 år (ligesom undertegnede snart bliver) er alderen, som forskere fra Aalto Universitet i Finland og Oxford University i England har fundet frem til. De analyserede data fra tre millioner mobiltelefonbrugere for at bestemme hyppigheden og mønstrene for dem, de kontaktede og hvornår. De så også på den samlede aktivitet inden for disse brugers netværk. Fascinerende, ikke?

Ifølge undersøgelsens resultater, kontakter den gennemsnitlige 25-årige kvinde omkring 17,5 personer om måneden, mens en mand kontakter 19 personer. Bare for at være klar i spyttet, er dette “IRL” venner, ikke online venner. Og faldet fortsætter, ifølge undersøgelsen, helt frem til pensionsalderen.

Nå, med alle de her tal og fakta, har jeg samlet seks grunde til, at jo ældre du bliver, jo færre venner har du. Og for at være helt ærlig – årsagerne giver mening og gør sig gældende for mig selv og min omgangskreds – så du er altså ikke alene!

1. Du er færdig med skole

Alle må kunne nikke genkendende til, at skolen (folkeskole, gymnasiet eller uni) er et af de nemmeste steder at finde venner, fordi du og 99% af alle andre studerende har brug for nye venner. Så når man har afsluttet skolen, og folk spredes lidt for alle vinde i livet derefter, er det naturligt at miste nogle af sine nærmeste venner.

2. Dine venner er kærestekedelige

Come on… både du og jeg har højst sandsynligt været der. Du hænger ud med din bedste ven/veninde næsten hver eneste dag, så begynder de at date en og poof! Pludselig er de væk. Ikke permanent, men du ser dem mindre og mindre, fordi de bliver tættere på den nye kæreste og mere fokuserede på at skabe et liv og en fremtid med dem.

3. DU er kærestekedelig

Ligesom dine venner kan gå fuldstændig MIA, når de kommer i forhold, kan du jo gøre det samme, når du møder en person du er glad for. Selvom du hader at være den, sker det nogen gange, især som du og din kæreste bliver mere seriøse.

4. Du er flyttet

En anden måde (som jeg kender ret godt), hvorpå dit vennebassin kan udtømmes, er, hvis du flytter og forlader din primære kreds af venner.

5. I har forskellige interesser

Man hører jo ofte om venner, der glider fra hinanden fordi deres interesser har ændret sig. Uanset om det indebærer, at de nu fokuserer mere på deres forhold eller børn, er blevet tættere med andre venner eller du foretrækker chilleren kaffe-dates mens de foretrækker vilde drukture i byen – uanset årsagerne, er det jo altså fair nok, hvis man bare ikke har de samme interesser længere.

6. Du afslutter ensidige venskaber

Du ved måske godt, hvordan det er at være den ven, der synes at lægge mere arbejde i at pleje venskabet end den anden person: du kontakter dine venner mere end de kontakter dig, du planlægger mere og du føler bare, at venskabet er ubalanceret eller ensidigt. En måde at teste det på er ved ikke at kontakte den respektive ven og se, hvor lang tid det tager dem at kontakte dig.

Eftersom jeg er blevet ældre, prøver jeg at værne om mine nære venner, dem, der giver ligeså meget som de modtager fra forholdet. Venner, som jeg tidligere i livet måske har klassificeret som besties, er bl.a. røget i svinget, da det gik op for mig, at jeg skulle være den eneste til at vedligeholde forbindelsen en uforholdsmæssig stor del af tiden. Det bliver man træt af… I dag har jeg langt mindre tolerance over for dårlige undskyldninger. Livet er for kort til halvhjertede venskaber!

Som du nok kan se, udvikler venskaber sig over tid af mange forskellige årsager. Det vigtige er at fokusere på de venner, du har og sørge for, at venskaberne er gensidige.

Gode vs. dårlige venner

Hvad er en god ven så, hvis det ikke nødvendigvis er en “gammel” ven? Tja. For mit vedkommende betyder loyalitet, tillid og gensidig respekt alt og det behøver man jo ikke have kendt en person i årevis for at give/få.

“Man behøver kun et par venner til at leve et godt liv, især i de tidlige år”

— Tina B. Tessina, PhD

Venskab er en interessant form for kærlighed, hvis man spørger mig. Der er ingen kontrakt, der juridisk binder os sammen, der er ingen uskreven regel om at elske hinanden ubetinget og ej heller reelt bindende forpligtelser over for den anden, bortset fra det, du selv er villig til at investere i venskabet.

Men måske er det også en af grundene til at venskaber er så værdifulde. Muligheden for at komme ud af det, er altid til stede og alligevel gør vi det aldrig med de, som er de helt autentiske af slagsen.

Summasummarum – efter breakups og skilsmisser eller adskillelse fra familie – vælger vi altid selv de ledsagere, vi vil have i vores liv og det er dem, der er værd at holde sig til.

Hvis man er virkelig heldig, så er en god veninde efter mit hoved:

(Læs: alt hvad jeg skriver her er ikke sket i virkeligheden, men blot for at statuere nogle sjove eksempler)

En, der aldrig dømmer mig..

for den mærkværdige blanding af ingredienser til aftensmaden, når der er ikke er flere spændende madvarer tilbage i køkkenet (fordi der er en uge tilbage af måneden og min konto er ligeså tømt som mit køleskab). Eller for mit tøjvalg eller min smag for mænd/kvinder. Uanset hvad det er, ved min bedste veninde præcis, hvem jeg er og vil aldrig dømme mig ud fra mine fejl. Tværtimod så er hun ellers den person, jeg altid kan ringe til, når jeg er kommet til mig selv, efter at have været fuldstændig bælgøjet og beruset i en toiletbås til offentlig vandladning, hvor jeg med sikkerhed ved, at hun stadig ikke vil tænke mindre om eller på mig.

En, der er “ægte”

Hun er loyal; typen, der ikke taler om mig bag min ryg, når der opstår konflikter mellem os, men ved at hun i stedet skal komme til mig omkring det. Hun vil måske endda bruge timevis på at sludre eller skrive med mig om ligegyldige ting, som vi begge to finder hylende morsomme, simpelthen blot fordi vi elsker hinandens selskab.

En, der accepterer mig for den jeg er

Vi har alle brug for en til at sende vores Cardi B-efterlignende snaps til! Jeg kan være mit helt eget underlige, skøre selv omkring hende, og hun løber ikke skrigende i den anden retning. Hun har såmænd også sin egen bizarre samling af “hobbyer” og det er derfor, vi passer så godt sammen 😉

En, der er troværdig

Hun ved bedre end at dele mine dybeste hemmeligheder med sin kæreste, sin mor eller sine andre venner. Den nøjeren kendsgerning, at jeg på et tidspunkt kom til at tisse i en fyrs seng, vil forblive mellem hende og mig… og tjeneren, der overhørte os da vi mødtes for at tale om det over et glas vin.

En, der respekterer mig

Hun er godt nok ikke enig med mig altid (tsk, hvem er det?), men hun vil til enhver tid byde min mening velkommen alligevel. En bedste veninde har aldrig til intention at ødelægge dit game, bare for at få sig selv til at se bedre ud. Hun vil have, hvad jeg vil have for mig selv og ved, at hun ikke “shiner” ligeså klart uden en funklende modsætning. Vi er partners in crime og den eneste måde vi kan arbejde bedst med det på er, hvis vi begge sætter pris på hinanden.

En, der kan tilgive

Du kan ikke komme videre i et forhold, når én hæfter sig i fortiden og den anden bærer nag. Når man er gode venner handler det også om mere end bare at kunne tilgive; det handler om empati og medfølelse for den anden. Mine veninder tilgiver mig kun, fordi de mener, at jeg har kapaciteten til at blive bedre. En bedste veninde forstår, at I begge har mangler og vokser med dig for at omfavne dem.

En, der giver mig den støtte, jeg behøver

Hun er til stede fordi hun vil, ikke fordi jeg beder hende om det. Uden opmuntring fra vores venner, ville vi ikke kunne udføre de grænsefarlige, men provokerende sjove ting på vores bucketlists, som skydiving eller forsvinde sporløst på en roadtrip gennem Europa… hvad er venner ellers til for?

En, der altid er pålidelig

Ligegyldigt hvor langt jeg er nået, eller hvor lille jeg føler mig, er hun en af dem, der bekymrer sig og sørger for, at jeg altid kommer op igen. Jeg kan gøre eller sige noget, og hun vil ikke opføre sig anderledes overfor mig, som da hun fandt ud af den frygtelige ting, jeg gjorde i gymnasiet og svarede: “Det er alligevel ret legendarisk gjort.”

En, der er betænksom

Jeg ved vores venskab er ægte, når hun f.eks. tager imod mig med åbne arme og en åben, kold flaske hvidvin fordi det er lige mig. En bedste ven har altid én i tankerne, når det tæller allermest 😉

En, der lytter

Lige såvel som det er vigtigt at kunne lytte til andre, er det også vigtigt at blive lyttet til engang imellem. Så på forhånd undskyld til alle mine venner, der tvangsindlægges til at høre på alle mine hyppigt skiftende hobbyer og taleemner. Som det aller mindste, vil de bedste venner i al fald lade som om, de lytter til dine mentale sammenbrud for seksoghalvfjerdsendes gang, hvor ingen andre orker det.

En, der deler samme humor som jeg

Det havde jeg nær glemt og det er muligvis det vigtigste.

En, der elsker mig for mig

Gentager måske mig selv lidt her, for den går selvfølgelig hånd-i-hånd med at respektere hinanden for dem man er. Men selv når jeg er vred på hele verden (det sker ofte), er der altid nogen, der bliver skånet. Fordi de elsker mig for alle mine humørsvingninger, al min personlighed og endda min tvivlsomme obsession med Hello Kitty merchandise og hang til hverdagsalkoholisme.

Der er faktisk stort set intet, man kan gøre eller sige for at slippe af med sin bedste veninde. Så husk at værdsætte disse helt særlige personer, du er sammen med for livet. Og en dårlig ven? En der er intet af ovenstående eller alt det modsatte.

Jeg håber du har en ligeså god ven eller veninde, som besidder de fleste af de kvaliteter, jeg har nævnt og som primært bidrager med gode ting til dit liv. Ellers er jeres venskab måske værd at genoverveje.

Et spørgsmål jeg er blevet stillet gentagne gange via mine sociale profiler, men også ude i “det virkelige liv”. Hvorfor egentlig? Okay, det gør mig kun glad, hvis jeg stråler af kærlighed til andre kvinder. Men hvordan bedømmer vi andre menneskers seksualitet? Hvordan dannes vores seksuelle identitet? Passer det at kvinder er mere tilbøjelige til at være bi-curious i forhold til mænd? Og er det en samfundsnorm at “lebbesex” har større social accept end “bøssesex”?

Helt ærligt. Når det kommer til seksualitet, har der aldrig været en mere spændende tid at være i live i. Heteroseksuel, homoseksuel, panseksuel, omniseksuel, aseksuel, hetero-fleksibel, biseksuel; den endeløse liste over seksuelle identiteter indikerer helt sikkert, at samfundet er på vej i en mere og mere inkluderende retning. Right? Måske går vi endelig en tid i møde, hvor folk kan være mindre bange for at leve et liv, der afspejler, hvem de virkelig er.

Og dog er der stadig nogle sociale barrierer, der nægter at give sig – især for de mennesker, der ikke helt er sikre på deres egen seksualitet.

Seksualitet beskrives ofte som et spektrum; nogle mennesker identificerer sig som helt heteroseksuelle og andre som helt homoseksuelle. Men mange mennesker ligger faktisk et sted i det store grå område mellem de to, og noget lader til, at flere unge end nogensinde er klar over, at de tilhører netop denne gruppe: som ikke identificerer sig som bi, men heller ikke som 100% hetero.

“I always thought if I didn’t try it, I wouldn’t know if I liked it or not”

Måske er grunden til, at samkønnet sexeksperimentering stadig er mere kontroversielt for mænd end kvinder, at mænd af en eller anden grund ofte føler sig skamfulde eller skyldige, når de står over for et ønske om at prøve et par nye ting af. Men hvis social accept går fremad for så mange mennesker på ovennævnte seksualitetsspektrum, bør det ikke også det for alle mennesker midtimellem – inklusiv mænd?

Lad os lige få én ting på rene: biseksualtitet er intet nyt. Det er dokumenteret i kunsten helt tilbage fra oldgræsk tid, og findes stort set alle vegne i dyreriget. Så hvorfor skal det være svært for en mand at komme ud som biseksuel i år 2019?

Hvad dette egentlig bunder i, får mig kun til at pege fingre af samfundet, som ikke forstår folk godt nok og især hvordan deres seksualitet fungerer. For nylig har forskere ved Cornell University i USA konkluderet, at mænd aldrig er 100% hetero. Det har de gjort ved at måle øjenudvidelse, når de udsættes for både mandlig og kvindelig solopornografi, hvorefter de kom til konklusionen om, at “hetero mennesker ikke eksisterer”.

Konceptet om, at mænds seksualitet er et spektrum, er heller ikke noget nyt. I 2016 fandt en britisk undersøgelse 43% 18-24-årige, som hverken kunne identificere sig som helt homo – eller heteroseksuelle. En anden undersøgelse, udgivet af Kinsey, lyder på, at omkring 60% præpubertære drenge deltager i en slags homoseksuel aktivitet. Og selveste YouPorn har dokumenteret, at heteroseksuelle mænd ser gay porno en fjerdedel af tiden (din pornohistorie lyver ikke).

Mange mænds første reaktion på dette er benægtelse – her taler jeg af erfaring. Men sandheden er, at resultater som dem her virkelig ikke bør ses som et angreb på mænd. At forstå, at der er så mange forskellige typer mænd – fuldstændig som kvinder – der har brug for støtte på forskellige områder, er, hvad der er vigtigt!

Disse fakta slører fulstændig linjerne for, hvad det vil sige at være hetero, bi eller homoseksuel. Når vi er klar over, at mandlig seksualitet er et spektrum, kan vi jo se, at nogle mænd måske synes, at en anden mand er attraktiv, men det er så langt som det ville gå. Nogle mænd ønsker at være nøgne med hinanden, men trækker stregen ved berøring. Nogle mænd vil måske gerne have sex med andre mænd, men kunne ikke drømme om et forhold. Og nogle mænd finder bare slet ikke kvinder attraktive.

Nogen kan undre sig over, at hvis biseksualitet er så normalt, hvorfor snakker vi så først om det nu? Hvor har det været? For mig er det enormt vigtigt at kunne forstå, at biseksualitet er usynlig – der er simpelthen intet billedsprog, der opsummerer det at være biseksuel. For eksempel, når jeg går ned ad gaden og holder min kærestehånd, antager folk at jeg er heteroseksuel. I modsætning til de gange jeg har været sammen med piger i offentligheden (primært i byen), så har folk nok anset mig for at være homoseksuel. Vi forstår ikke biseksualitet, fordi selvom vi ser det hver dag, ser det ud som homo – eller heteroseksualitet. Som følge heraf, når biseksuelle finder en partner og falder til, bliver de stemplet med seksualiteten af det partnerskab. Udefra anser folk dem for værende homoseksuelle eller heteroseksuelle. Deres biseksualitet ligner en fase.

Sådan bør det jo ikke være. Hvordan ændrer vi det? Blot ved at italesætte det? Eller skal jeg til at rende rundt med et skilt, så man ikke er i tvivl? Hmm… Det helt store spørgsmål, der runger inde i mit hoved er jo bare:

Hvorfor er det “okay” for piger at bi eller homo, men ikke for drenge?

De mange undersøgelser jeg har kunnet finde og har læst om emnet gennem de sidste par år, påviser alle resultater om, at kvinder er omtrent tre gange så tilbøjelige til at være biseksuelle i forhold til mænd, fordi kvinder generelt er mere fleksible i deres seksualitet.

Jeg kom i puberteten for godt og vel et årti siden og der var det altså helt almindeligt, at pigerne udforskede deres seksualtitet med hinanden. Og her bruger jeg naturligvis mine veninder og mig selv som reglen. I 7. klasse, øvede vi os i at kysse, så vi var forberedt til det aller første kys med den selvsamme søde fyr, vi alle var vilde med. Men både for mit og andres vedkommende, startede det faktisk tidligere. Jeg husker at have leget “frække” lege med en pige fra min klasse, da vi gik i 2. eller 3., hvor vi lod som om vi var et voksent kærestepar, som dyrkede sex. Det samme gjorde jeg med en anden pige fra parallelklassen. Det virkede helt naturligt og uskyldigt, vi snakkede bare ikke om det. Hverken med hinanden eller med andre. Jeg var i nærheden af 10 år, da jeg med en helt tredje veninde (løs på tråden som barn? Lol) fik til vane at gå i karbad sammen, når vi legede hjemme hos hende. Det var da lige en kende mere intimt, men vi gjorde det altså hver gang vi sås i den alder. Det føltes på ingen måde som om, der var noget forkert i det vi gjorde og jeg kammede mig overhovedet ikke over det før jeg blev lidt ældre, men det gør jeg absolut ikke længere og har siden hen også erfaret, at jeg er ikke er den eneste med den slags historier.

I 14-15 års alderen, var de fleste i min omgangskreds begyndt at ryge, drikke og feste, og som de fleste andre nok har prøvet i løbet af deres teenageår, var det ret så populært at lege “sandhed eller konsekvens”. I størstedelen af de tilfælde, jeg har leget den leg, har der været mandlige deltagere som har efterspurgt lidt girl-on-girl action, og den leverede vi da også glædeligt, for det var jo bare for sjov.

Jeg er dog endnu ikke stødt på en af hankøn, der åbent kan underholde med samme erindringer.

Kvindelig seksualitet er forskellig fra mandlig seksualitet. Duh… Hvis en hetero dreng kyssede en anden dreng, måske for at underholde nogle piger, som måske ser på, ville han næppe ændre på seksuel orientering som følge heraf. Men som flere professorer verden over har vist, synes seksuel attraktion hos mange kvinder at være mere formbar. Hvis en teenagepige kysser en anden teenagepige af en eller anden grund, og hun finder ud af at hun kan lide det – så kan tingene ske, og ting kan ændre sig. Hvis en ung kvinde finder sin soulmate, og hendes soulmate er kvinde, så kan hun begynde at opleve følelser, hun aldrig har følt før.

Især hvis alle de mænd hun kender er nogle kraftidioter.

Jeg når nok ikke til én samlet og konkret konklusion på alle mine spørgsmål, men jeg vil afslutte med at sige:

At være biseksuel er normalt. Mænd kan desværre bare være vant til at skulle være på en bestemt måde for at blive opfattet som det stærke køn, men deres seksualitet er ikke mere negotiabel end deres hudfarve. Uanset om du ser dem eller ej, er der biseksuelle mænd overalt.

Frække film (alt med måde) ødelægger ikke et forhold, men det gør hemmelighedskræmmeri.

Da jeg en dag i efteråret, sad med en kop kaffe på mit stamsted, KIHOSKH imens jeg ventede på vasketøj i møntvaskeriet på hjørnet, overhørte jeg en samtale mellem tre veninder. Den ene var ganske oprevet. Hun havde nemlig taget sin kæreste i at se porno, og det var ellers noget han højt og helligt havde lovet hende, at han absolut ikke gjorde. Hun var dybt såret over, at han havde løjet og holdt det skjult længe. Hun mente selv, at det er en ulækker og beskidt branche, og ville på ingen måde have noget med den at gøre. De to andre forsøgte at berolige hende og diskuterede hvorvidt det skulle tolereres eller ej. Jeg kunne ikke undgå at lytte med og blev inspireret til at skrive det her indlæg.

Mange kvinder er enormt pornopaniske og tror, at det er parforholdets undergang hvis manden ser porno – jeg har selv været der. Hvis man googler “porno” og “parforhold”, skal man i den grad tage sig i agt for skræmmende headlines, når et utal af artikler som omtaler porno som “giftigt materiale”, der forårsager “seksuel og romantisk dysfunktion” vælter ind på skærmen.

Hands down, jeg har aldrig set særlig meget porno. Jeg har en mor, der har opdraget mig med holdningen om, at det er en mandsdominerende, kvindenedladende industri, som ikke har noget som helst med virkeligheden at gøre. Ja, jeg har da været nysgerrig og set en smule hist og her, men det har aldrig været en vane for mig. Fordi jeg anså det for værende dybt forkert og negativt, har den opfattelse selvfølgelig præget mig i mine forhold og derfor var det et kæmpe problem for mig, når mine kærester så porno. Jeg væmmedes ved tanken om, at de overhovedet kunne blive ophidsede af de klamme pornokællinger – altså andre kvinder, vel at mærke og ikke mig. Det hang mig langt ud af halsen, så jeg gjorde det til mit livsmål at sørge for, de overhovedet ikke havde skulle have behov for den slags. De havde jo mig 😉 Jeg havde en ret god dialog med en ekskæreste om det, især fordi han ikke havde lyst til at se porno sammen med mig og egentlig ikke gjorde det særlig meget. På et tidspunkt kom han faktisk og sagde, at det var flere måneder siden og at han ville lægge det helt på hylden. Da viste han mig den israelske entreprenør, Ran Gavrielis TED talk om hvordan porno påvirker hjernen og forvrænger billedet af hvordan sex skal foregå. Jeg jublede højt og kunne fortsætte min fordømmelse af pornoverdenen med stor lyksalighed. I dag har jeg et anderledes og meget mere åbent forhold til det, men det er så også først her i starten af mine 20’ere, faktisk for ganske nylig, at jeg selv rigtigt er begyndt at surfe rundt på diverse porno-sites.

De fleste studier fokuserer primært på mænd, der benytter sig af porno alene samt antagelsen om, at det umuligt kan være særligt sundt. Kvinders brug af porno kommer sjældent under mikroskopet, men få undersøgelser viser, at kvindelig pornobrug faktisk kan øge forholdstilfredsheden og genoplade seksuel intimitet. Par, der bruger porno sammen er blevet undersøgt endnu mindre.

Personligt, giver det ret meget mening for mig, at overdreven pornobrug muligvis er skadeligt ligesom så mange andre aktiviteter, når det bliver taget til et ekstremt niveau.

Alle ved at mænd er meget visuelle, og kvinder er mere auditive. Mænd bliver altså tændt af bare at se på nøgne kroppe, hvor kvinder får mere lyst af følelser og ord, f.eks. en forhistorie – scenariet af hvad der tænder dem er mere kompleks. De fleste pornohjemmesider inkluderer en “romantisk” sektion med blødere, fortællende videoer som fokuserer på kvindelig tilfredsstillelse.

Måske er det mindre billedet og mere branchen, der holder kvindelige seere på afstand. Topsøgninger på PornHub og dets tilknyttede websteder angiver tendenser, som mange kvinder måske ikke føler sig godt tilpas med: teen, anal, gangbang. Tja, ideen om at pornostjerner ikke træffer en emotionel beslutning om at dele deres seksualitet med dig, men en økonomisk, kan måske godt være et turn-off. “Prostitution på film” som min kære mor ville sige…

Ærlighed og åbenhed må som altid være nøglen. Som sagt var det engang et stort problem, når mændene i mit liv så porno, og sådan har flere det måske. Jeg har dog ikke længere noget imod med brugen af det, men derimod benægtelsen.

Ser du porno? Og hvorfor?

Jeg har glædet mig til det her indlæg og har besluttet, at det skal være det første fordi det er et af de vigtigste og mest kontroversielle. For mig, i hvert fald.. Det er ikke en feministisk prædiken om ligestilling, for det går jeg ikke nødvendigvis ind for på alle punkter og synes sommetider, at det kan være en anelse triviel debat. Der er adskillige områder, hvor jeg mener at manglen på ligestilling er helt i orden – f.eks. i erhvervslivet og det går begge veje. Der findes visse stillinger som en mand vil kunne besidde bedre end en kvinde og omvendt. Men når debatten om kønsligestilling peger mod livsstil og seksualitet, er der en ganske ekstrem uretfærdighed og diskrimination i min bog.

Hvorfor er kvinders lyst og liderlighed røget tilbage i skammekrogen, på trods af det overseksualiserede senmoderne samfund, vi rent faktisk lever i? Hvorfor er den afhængig af manden? Og hvorfor kan kvinder ikke kneppe som mænd?

Igennem verdenshistorien har samtidens holdning til kvinders seksualitet afspejlet en dyb ængstelse over for seksuelt attraktive kvinders styrke. I middelalderen frygtede befolkningen sult, djævlen og kloge, sensuelle kvinder. Endnu i det 19.århundrede anbefalede læger mutilerende operationer, så som klitoridotomi, til behandling af nymfomani og onani. Først i 60-70’erne, hvor den seksuelle frigørelse tog sin start, blev kønnenes ligestilling og kvinders seksualitet sat på dagsordnen.

Der skal ikke herske tvivl om, at vi er kommet rigtig langt og at der i dag er mulighed for seksuel udfoldelse, der ikke var før. Men jeg er dog stadig tilstrækkeligt vred over samfundets sexistiske dobbeltmoral. Kvinder er stadig udsat for seksuel undertrykkelse, fordi hendes seksualitet betragtes som en form for valuta. “Deler” hun ud af den, “falder” hun i værdi og bliver anset for at være “billig”. Hun bliver slutshamet for at sende nøgenbilleder, mens mænd allerhøjst risikerer at fremstå latterlige. Vi er underlagt en sociokulturel moral, der simpelthen dikterer, at kvinder ikke bare kan kneppe efter egen lyst uden at være offer for det luder-stigma. For mig er det den middelalderlige tankegang om kvinders jomfruelighed, der virkelig spiller en væsentlig rolle her. Den dag i dag, kan de her forældede traditioner og biologiske misforståelser, koste kvinder både liv og ære i visse kulturer verden over. Tænk engang, at noget så fantastisk som sex kan medføre døden for en kvinde, mens det ikke har nogen konsekvenser for en mand.

Definition af ‘slutshaming’ fra Urban Dictionary: “An unfortunate phenomenon in which people degrade or mock a woman because she enjoys having sex, has sex a lot, or may even just be rumored to participate in sexual activity.”

Det er flere hundrede generationers undertrykkelse af kvindelig seksualitet, der nu slår igennem igen. Det forsvinder åbenbart ikke, selvom vi faktisk har budt kvindelig sexlyst velkommen de sidste 50 år – denne forskruede forestilling om den pæne pige, der ikke viser sin liderlighed eller ikke kan lide den vilde, voldsomme sex eller sig selv som et seksuelt, liderligt væsen. Jeg har selv et meget åbent og frisindet forhold til sex, men føler samtidig, at det fylder meget mere i min krop og mine tanker end det får lov til i mine omgivelser. Hvilket er en anelse mærkeligt, hvis vi virkelig lever i så overseksualiseret et samfund som der påstås. Det er jo ikke fordi vi ikke er omringet af sex på gaderne, i fjernsynet, på nettet og på sociale medier… Men den seksuelle frihed er så massivt begrænset og tabuiseret, at der ses ned på seksualiteten, man skammer sig over den og bruger den til at mobbe og udskamme kvinder.

Vi har mistet den eventyrlystne og udramatiske tilgang til seksualiteten. Vi lærer vores børn – måske især vores døtre, at sex er farligt og skamfuldt, og at de skal gemme deres kroppe væk. Vi lærer dem, at en kvinde er et viljeløst objekt, når hun er sexet, i stedet for at forkaste det patriarkalske blik og fastholde, at kvinder godt kan være sexede og stærke samtidig. Ydermere lærer vores børn om, hvor skamfuldt sex er, når vi giver idioterne, der deler nøgenbilleder, ret i, at det er en forfærdelig ting at være nøgen offentligt – i stedet for at latterliggøre deres bornerthed.

For ganske nylig, læste jeg en artikel, der omhandlede et eksperiment om mænd og kvinders liderlighed. Resultaterne var nærmest identiske – den eneste forskel var, at kvinderne løj om, hvor seksuelt opstemte de blev under eksperimentet. Altså et bevis på, hvordan kvinder er opdraget og påvirket til at undertrykke og lyve om deres lyster.

Måske er der egentlig trang til at opbygge en progressiv feminisme. Men det lader ikke til at være så let en opgave, når den bygger på forestillingen om den aktive kvindelige seksualitet, fordi dén jo netop bygger på afstanden til de andre seksuelt inaktive og ufri kvinder. Jeg er kvinde og jeg står ved min seksualitet. For min egen skyld. Jeg stemmer for ubegrænset seksuel ligestilling og for Samanthas udtalelse øverst på siden. Og jeg håber ikke jeg er den eneste.

I sidste ende er det alene kvindens suværene ret til at bestemme over sin krop