De seneste tre år, har symptomer på stress, angst og depression spillet en central rolle i mit liv. Efter en længere periode, hvor jeg havde følt mig kronisk udbrændt og fortabt, ligegyldigt hvad jeg gjorde, indså jeg endelig, at det var på tide at ændre radikalt på én vane i min hverdag og forhåbentlig mærke en forskel. Jeg kvittede Instagram i en måned (læs: okay, fint! To uger), skrev om dét og hvordan sociale medier påvirker vores mentale helbred. Her er hvad det lærte mig om FOMO, livsglæde, selvværd og evnen til at slappe af…
“Der er store ligheder mellem brug af sociale og stofmisbrug.”
Artiklens overskrift bragede på min skærm under min sædvanlige nyhedsscroll en kedelig mandagmorgen. Forskrækket gemte jeg den i mine bogmærker som reference til dette indlæg – og åbnede derefter straks Instagram for at se, hvor mange likes jeg havde fået på et billede af mig selv, jeg lige havde lagt ud. Sandheden er, at jeg for længst havde droppet ideen om at opgive Instagram og skrive om min oplevelse for flere måneder siden, fordi jeg blev ved med at udsætte det. Sidst jeg havde taget en pause, var vist ikke mere end et par dage, og det længste jeg havde undværet Facebook og Instagram netop to hele uger, da jeg boede i Australien for seks år siden. Hver gang jeg tænkte på at opgive det nu, tog jeg mig selv i at komme med undskyldninger, der varierede med alt fra noget plausibelt til fantastisk;
“Jamen, hvordan skal jeg så vide, hvis jeg bliver kontaktet i forbindelse med noget arbejdsrelateret?” (Svar: stol på at folk er professionelle og kontakter dig på din arbejdsmail, som de fleste gør i forvejen.) “Okay, men hvad nu hvis [indsæt flirts navn] endelig beslutter sig for at sende mig en DM og bekende sin kærlighed til mig, i stedet for kun at se mine stories?” (Svar: du kan altid svare senere og måske bør du også lige bruge et øjeblik på at genoverveje dine romantiske forhold.) “Hmm… men hvad nu hvis mine venner bliver så bekymrede over min manglende Insta-tilstedeværelse og melder mig savnet hos politiet, hvilket forårsager en landsdækkende menneskejagt? (Svar: du taler bogstaveligt talt med dem hver eneste dag og har også allerede fortalt dem, at du tager en pause. Og stop lige med at se så meget true crime.)
Til at begynde med, ville jeg egentlig gå all in på den digitale detox, men reducerede det hurtigt, da jeg gjorde status over alt det gode, jeg alligevel også får ved det daglige brug af min iPhone. For alle de negative ting, der følger med at være så tæt knyttet til vores telefoner nu til dages, findes der stadig nogle frynsegoder, der balancerer skalaen og ikke er nært så skadelige. For eksempel holder jeg mig anstændigt informeret om alt fra opdateringer i dansk politik til øjeblikkelige opdateringer i kendisland som f.eks. ASAP-Rihanna graviditeten, takket være Twitter og de daglige nyhedsmails fra bl.a. Soundvenue. Et stort tak til jer. Og så er der ofte timelang pendling med tog eller fly i forbindelse med mit job, som lige akkurat er tålelig, når jeg bruger tiden på at lytte til musik eller en god podcast.
Plus, da dette var et selvpålagt eksperiment baseret på nul forskning eller faktisk videnskab (sådan da…), besluttede jeg, at jeg kunne lave mine egne regler, okay? Så musik, nyheder og podcasts var mine tillæg, og jeg ville gøre op med Instagram og Facebook indtil videre. Jeg gav mig selv en allersidste sen aften til at udtømme mine sociale platforme for alt, hvad jeg overhovedet kunne, inden min detox trådte i kraft den 17. januar. Det varede ikke engang længe, før jeg mærkede den velkendte medieoverflod skylle ind over mig, gik i seng og vågnede klar til at være fuldstændig fri for min virtuelle virkelighed, så at sige.
I de første par dage oplevede jeg bestemt ikke den øjeblikkelige ro, jeg ellers havde forventet og set frem til; jeg var stadig i høj grad en ængstelig overtænker. Jeg vil dog indrømme, at der var lidt af en stille spænding ved at efterlade nogle beskeder eller anmodninger ubesvarede. Det tog kun et par dage mere, før jeg opdagede, at jeg faktisk overhovedet ikke var så god til det som jeg højpandet havde troet. Jeg bukkede officielt under efter lidt mindre end en uge for bare liiiiiiige at tjekke, hvem der havde skrevet til mig og tog også mig selv i at bruge Snapchat, BeReal og Facebook meget mere. Selvom jeg ikke var meget for det, måtte jeg jo krybe til korset og erkende, at jeg ikke rigtigt kom nogen vegne på den måde. Jeg havde jo bare byttet den ene last ud med den anden. Det fik mig til at genstarte min detox i yderligere to uger, og jeg endte rent faktisk meget at holde mig væk fra de nævnte apps i hele fjorten dage! Jeg kom til sidst over mig selv og min FOMO (læs: frygten for at gå glip af noget), og stoppede med lavmælt at lure på en fremmeds Insta-feed i metroen. Selv min egen konto kunne ikke tro den bedrift, og jeg modtog adskillige automatiske emails, hvor der blev spurgt, om havde problemer med at logge ind og om jeg havde brug for hjælp. *High-fiver lige mig selv*
Jeg siger ikke, at jeg fortjener Nobels fredspris for min præstation, men jeg er da i fuld gang med nomineringsansøgningen.
Jeg oplevede et af de ydmygende øjeblikke af forventning versus virkelighed, da jeg i sidste uge loggede på igen. Ikke meget langt fra det, når du den ene gang hvert femte år, glemmer din telefon derhjemme og tænker: “Wow, folk går sikkert helt amok nu og prøver at få fat i mig. Jeg kommer til at have så mange ubesvarede opkald og beskeder,” men i virkeligheden kommer du hjem 10 timer senere til kun én notifikation, som er en påmindelse om, at du skal huske at købe mere havremælk og hente din ADHD-medicin på apoteket.
Bortset fra det lille slag på mit ego, hvilket vist nok var en god ting, var min Insta-detox underligt nok overordnet tilfredsstillende, fuldstændig gennemførlig og ret indsigtsfuld. Det, jeg lærte, er måske ikke oplysende for dem, der har et “sundt og tilbagelænet forhold til sociale medier” (lol, hvordan føles det?), men jeg lærte en væsentlig ting eller to af det – at være mere nærværende og tålmodig, og en anelse mindre ængstelig. Når man konstant er connected til det her enorme netværk, kan man lynhurtigt føle, at der, hvor man er, ikke er der, hvor det sker. Det er næsten helt naturligt at tro, at der blandt alle andre steder må være et, der er mere interessant end hvor du er lige her, lige nu. Sådan tænker jeg ikke længere og gudskelov for det. Hvis du er interesseret i at vide mere om min rejse mod at overvinde det mest first world af alle first world problems, så læs bare videre om de tre største indsigter den har givet mig:
Indsigt #1: Sååå fucking zen!
Tålmodighed har aldrig været en af mine stærke sider og ventetid har drevet mig fuldstændig til vanvid ligeså længe jeg kan huske. ADHD much?! Som hvis jeg skulle hente et decideret livreddende lægemiddel på apoteket, og køen bestod af mere end tre personer, ville jeg helt ærligt stille spørgsmålstegn ved, om jeg virkelig havde brug for medicinen. Okay, måske ikke helt... Men jeg oplevede altid, at jeg rastløst forsøgte at udfylde denne ulidelige tid, hvad enten det var at stå i kø i Netto, vente på elevatoren i min bygning, hos lægen eller foran mikrobølgeovnen. Her er sociale medier jo et skræmmende nemt, tilgængeligt og bedragerisk implantat til disse tomme øjeblikke, så da jeg stod tilbage uden sider at opdatere og apps at rode med, var det virkelig skurrende, og jeg undrede mig over, hvorfor vi overhovedet har dette uophørlige behov for at udfylde det i første omgang. Hvis du kan bryde igennem den utålmodighed og finde en form for indhold i de prøvende øjeblikke, ved jeg nu, at det kan være ret kraftfuldt. Ikke et hvert vågent øjeblik behøver at være underholdende eller produktivt, det er virkelig fint bare at tage sig tid til at lægge mærke til ting og følelser, man normalt ikke giver opmærksomhed. Dermed ikke sagt, at det ikke er nyttigt at læse en bog, lytte til musik eller hvad man nu ellers har lyst til, men selvdisciplin, tålmodighed og opmærksomhed har vist sig at være gode færdigheder at have i baglommen, også når jeg bare føler mig lidt overstimuleret af det hele.
Indsigt #2: Instagrams BS
Jeg synes, vi er alt for hurtige til at acceptere mange af de usunde Instagram-vaner og uskrevne regler, vi alle sidder lidt fast i. Nogle er selvfølgelig helt acceptable og må gerne blive, som f.eks. at ingen ser godt ud med Kelvin-filteret. Men ting som at være besat af likes, antallet af historievisninger, opslag og kommentarer er så drænende og unødvendige, og enhver, der siger, at de ikke kigger på statistikkerne, taler nok ikke helt sandt. Lettere sagt end gjort, jeg ved det, men jeg har siden prøvet at vende mit syn. I stedet for et udelukkende socialt værktøj, tænker jeg også mere på det som en helt bogstavelig billedbog. Om 20 år vil jeg ikke se tilbage på alle mine billeder og sige: “Se børn, 557 likes. Det var meget godt for et feriebillede i min tid.” Min nye regel er at dele ting, som jeg virkelig finder skønhed i, ikke kun overfladisk skønhed, men som måske har et særligt budskab, ting som gør mig stolt, eller glad, eller nostalgisk eller hvad som helst. Ikke hvad jeg tror, andre vil kunne lide eller vil klare sig rent statistisk. Jeg nægter at bekymre mig om, hvad andre tænker om mig, især online. Jeg forsøger nu udelukkende at bruge det til dets positive træk – som at give mig mulighed for nemt at følge mine venner, til æstetisk inspiration eller følge det hav af sider, der faktisk bidrager med brugbar information som jeg kan lære noget af – og fordømmer den negative side, for det det, du ser på Instagram, er ikke (altid) virkelighed!
Nu er det også på tide at bringe den artikel op, jeg nævnte i begyndelsen af indlægget. Forskningen i vanedannende brug af sociale medier er efterhånden blevet populær, og en lang række undersøgelser resulterer i ildevarslende påstande. (Psst… vi har vel alle sammen set The Social Dilemma) En undersøgelse af universitetsstuderendes brug af sociale medier, helt tilbage fra 2017, viste, at dem med et lavt niveau af SoMe-afhængighed havde en moderat livstilfredshed, men at der var en betydelig negativ sammenhæng mellem studerende med højt niveau af SoMe-afhængighed og lav livstilfredshed. Med andre ord, jo mere afhængige deltagerne var af sociale medier, jo mindre var de altså tilfredse med livet. Trist, ikke? Og det er i øvrigt taget ordret fra konklusionen på undersøgelsen! En anden undersøgelse fra samme år viste, at vanedannende brug af sociale medier hang sammen med at være ung, kvinde og single (oh, heeeey!), og gav anledning til mere narcissisme og lavere selvværd (oh…) Det giver god mening i betragtning af, at Instagram tilbyder et voyeuristisk blik ind menneskers liv, der i hvert fald på overfladen fremstår meget lykkeligere, smukkere og rigere end dig.
Indsigt #3: Nærværende AF
Jeg har allerede nævnt lidt om tålmodighed, men jeg har også måttet erkende, at man ikke kan blive mere tålmodig uden at være mere nærværende. Hvis det ikke allerede er et gammelt ordsprog, så er tager jeg glædeligt officielt æren for det. Selvfølgelig sigter alle efter at være til stede med deres venner og familie, og det er smerteligt tydeligt, når nogen ikke er det (dvs. enhvers mor, da de fik deres første smartphone og opdagede emoji eller GIF-funktionen), men jeg har også længe følt, at mit eget nærvær var en mangelvare, og også kom til udtryk i mit private tidsfordriv. Selvom jeg skal være den første til at indrømme, at jeg har kunnet blive virkelig opslugt af Instagram, havde jeg ikke indset, hvor meget det var blevet så automatisk en vane. En refleks. Jeg kunne gå rundt i byen efter et møde eller noget andet, og pludselig svævede min tommelfinger over appen, som en usynlig magnet havde trukket den dertil. Jeg kunne nærmest ikke engang spise frokost eller tage en kort pause imellem løbebåndet og Stairmaster’en i fitnesscentret, uden det næste, jeg vidste, var, at den solnedgangsfarvede firkant stirrede op på mig med et lokkende blik. Det var foruroligende og noget deprimerende. Hvad skete der med at vandre rundt i byen og rent faktisk nyde mine omgivelser? Hvorfor kunne jeg ikke se ud af vinduet og nyde skønheden ved solnedgangen over Nørrebros tage, i stedet for at glo på endnu en video af en and, der løber rundt med en hundehvalp på ryggen? *Skriger indeni* de videoer er dog virkelig cute… hvorfor kunne jeg ikke engang se et afsnit af min yndlingsserie til ende eller færdiggøre et kapitel uden tage min telefon frem, og stirre hovedløst ned i den? Mit seneste fix: hvis jeg beslutter mig for at begyndte på en ny serie, se en god film eller læse en bog, vil jeg virkelig give det min fulde opmærksomhed. For hvis en mand som Idris Elba ikke fortjener min fulde opmærksomhed, så ved jeg virkelig ikke, hvem der gør. Undskyld, elskede og P.S. please svar på mine DM’s xx.
Så sent som forleden, sad jeg i metroen i myldretiden, og bemærkede et hav af mennesker med næsen begravet i deres smartphones. Ikke en eneste person kiggede op. Det var lidt uhyggeligt, som noget, der ville ske i den dystopiske Netflix-serie, Black Mirror. Jeg kom pludselig til at tænke tilbage på en Uber-tur i New York for flere år tilbage, da min chauffør fortalte mig, at hun mødte sin mand 10 år forinden, fordi de fik øjenkontakt i toget, og han begyndte at tale til hende. Bortset fra det faktum, at det måske lyder som starten på en corny kærlighedsroman, ville de så være sammen i dag, hvis Instagram havde eksisteret dengang? Hvad hvis hun havde haft for travlt med at sende Kardashian-memes i gruppechatten med sine veninder til at kigge op fra skærmen og se sin kommende mand stå foran hende?
Selvom mit eget forsøg lyder tamt sammenlignet med Vipassana-meditation, som dybest set er et silent retreat uden nogen teknologi, bøger, sex, snak, bandeord træning, musik, sang eller dans i 10 dage, som jeg ellers har planer om at gennemføre i år – så tror jeg også, at jeg vil tage en SoMe-detox igen. Snart. Jeg er ikke sikker på, hvor længe jeg kan opretholde dette nyfundne og marginalt sundere forhold til Instagram etc., men i det mindste tror jeg, at jeg nu kan genkende, hvornår det begynder at tage overhånd og jeg har brugt en masse Mindfulness-øvelser til at koble fra og det har skabt plads til at jeg også har kunnet fordybe mig mere i min meditation eller yogapraksis uden at blive forstyrret af den sorte sky af unødvendig stress og utålmodighed omkring, hvad der mon foregå på skærmen af min iPhone. Her er også tre andre gode rutiner, jeg har implementeret og forhåbentlig vil følge i forsøget på at mindske stress, angst og afhængighed:
Ingen notifikationerJeg modtager udelukkende notifikationer for sms’er, opkald og emails. That’s it og det er en smuk ting. Jeg kan muligvis slække på den regel i fremtiden, men sådan har det faktisk været længe inden, jeg startede min Insta-detox og for øjeblikket, tjekker jeg kun ind på sociale medier en eller to gange dagligt. At minimere antallet af notifikationer er desuden virkelig nyttigt for at opretholde en bedre balance imellem arbejde og privatliv. Jeg nøjes med for det meste også med at tjekke mine arbejdsmails ved skrivebordet i løbet af mine ni-til-fem. Jeg undlader også at tjekke min telefon, når jeg står op og oven i købet til stor glæde for mine nethinder, bruger jeg den heller ikke i mørket lige før sengetid. Faktisk forstyrrer det kunstige lys kroppens naturlige produktion af melatonin – det hormon, der hjælper os med at falde i søvn. Altså, jeg mener… ræk hånden op, hvis du sover med din telefon! Som en, der næsten altid døjet med søvnproblemer, vil jeg skrive under på, at det har gjort en kæmpe forskel for mig og mit søvnmønster.
*Mute*Instagrams sluk-indstilling. OMG, det er en perle, og jeg synes næsten, den er underudnyttet. Til dem, der endnu ikke er opdaterede, er sluk en midlertidig indstilling, der forhindrer alle opslag og/eller historier fra den slukkede person, i at dukke op på din feed uden at du ligefrem stoppe med at følge vedkommende. Det lyder vildt, men det er virkelig en frelsende nåde og et pusterum fra f.eks. ekskærester og overdelere. Min terapeut ville no sige, at det er “undvigende adfærd for begyndere”, men jeg ser det nu som en ren velsignelse, hvis det kan give en lille mental pause og hjælper selvværdet.
FeelsDu kan prøve de digitale wellness-indstillinger, der nu er tilgængelige på de fleste smartphones, men jeg fandt dem unødvendige – det er nyttesløst at indstille tidsbegrænsning som fungerer som en slags forældrekontrol, når man er sin egen “forælder”. Jeg ved, at jeg alligevel ville overskride alle begrænsninger, jeg prøvede at sætte. Jeg tror, at det er en nyttig foranstaltning at være indstillet på den måde, du har det på: nogle dage er du måske bedre rustet til at håndtere flere medier, og jeg tror ikke, at tidsstempling af forbruget er så effektivt. Hvis man virkelig bekymrer sig om, hvorvidt man kan vedligeholde sin detox, er der anden hjælp at hente som de to apps Freedom og Self Control, der direkte kan forhindre adgang til Instagram og Facebook på både telefonen og computeren.
Til dem af jer, der ikke læste noget af ovenstående og bare scrollede til bunden for at komme til sagen: Jeg vil helt klart anbefale at tage en pause fra sociale medier, hvis du begynder at føle en snigende afhængighed. Min erfaring er, at vi føler os mere frakoblede og isolerede, når vi overbruger dem. Det gælder da især, hvis man allerede har at gøre med lavt selvværd, angst, depression eller generel stress fra en pandemi??? Så hvis du føler bare en smule ligesom jeg, er der nok god grund til at tage en pause. Afhængig eller ej, er det heller aldrig en dårlig idé at tage en pause og revurdere dit forhold til noget – det kan også være venskaber, forhold, karriere, selvbillede, og det samme gælder sociale medier, for at afgøre, hvad der ikke længere gavner dig, dit velbefindende og højeste potentiale. Alle de ting, der dagligt finder sted på Instagram – antallet af likes, historievisninger, follows, unfollows, DM’s – er ikke ægte, i den forstand, at de ikke er virkelige interaktioner. Alligevel har de ofte magten til fuldstændig at ændre vores humør ethvert givent øjeblik på dagen. Når vi f.eks. diskuterer vores datingliv, er Instagram på en eller anden måde involveret i samtalen med mine venner og veninder; “Jeg postede et selfie, og han har ikke liket – han er død for mig.” “Hans profil er privat – skal jeg følge ham?” “Hvordan så hun min seneste historie, men ikke den før?” “Vil du ikke lige se hans historie fra din profil og fortælle mig, hvad det er?” Jep, den er god nok. Det er rent faktisk noget folk gør… relationer bliver smedet, styrket og brudt på Instagram hver dag – og halvdelen af tiden er den anden part ikke engang klar over det.
I løbet af de første par dage, gik det op for mig, at jeg ikke længere tapper ufrivilligt ind i appen eller i det mindste ikke nær så meget. To uger uden Instagram har oprigtigt sat tingene i perspektiv og gjort mig bevidst omkring, hvad der stresser mig og påvirker mit humør. Det har hjulpet utroligt meget med at afbøde unødvendig stress og angst. Først og fremmest, har det mindsket de forpligtelser, som vi sikkert er mange, der forbinder med konstant kommunikation. At skulle reagere på nye sms’er, emails og beskeder på både Facebook og Instagram nonstop kan være enormt stressende og i langt højere grad end jeg lige gik og troede.
Leave a Reply