At være mand nok.

Svaret til giftig maskulinitet er sårbarhed. Du er en heteroseksuel, ciskønnet mand. Du har intet at klage over. Vel?

Hypotetisk scenarie nr. 1: En dreng og en pige sidder til time i to forskellige 5. klasselokaler. Når læreren stiller et spørgsmål, giver de hver især forkerte svar, som får klassekammeraterne til at grine. De begynder begge to at at græde.

Sandsynligt udbytte: Synet af den grædende pige stopper latteren i lokalet, mens synet af den grædende dreng gør kun latterliggørelsen endnu større.

Hypotetisk scenarie nr. 2: På en natklub forlader en ung fyr sine venner et øjeblik, for at snakke med en ung kvinde. Hendes blik vandrer op og så ned ad ham inden hun afviser ham, enten venligt eller med en nedladende bemærkning.

Sandsynligt udbytte: Fyren vender tilbage til sine venner, hvor han straks nedværdiger kvinden og omtaler hende som en “kælling” eller “so” for at minimere sin modløshed. Festen fortsætter.

Hypotetisk scenarie nr. 3.: En familiefar mister en kæmpe erhvervskunde, som ikke kun truer hans families økonomiske velstand, men også hans profesionelle status.

Sandsynligt udbytte: Manden fortier sandheden over for sin kone på med rationalet om, at det er hans byrde at bære; at han løser problemet i stedet for at “belemre hende” med realiteten af situationen.

Tre sædvanlige situationer, hvor en mand er blevet trænet til at undertrykke sine følelser og komme videre. 

I de sidste 45 år siden USA vedtog lov om politisk ligestilling, har mand/kvinde-dynamikken gennemgået store forandringer. Der er næsten ingen lønforskel længere – fra 59% i 1963 til 81% i 2012 (i Danmark er forskellen faldet med ca. en fjerdedel på 10 år) med kvindelige millennials under 25 (læs: Kylie Jenner) som tjener 94% så meget som mænd. Mandens rolle som forsørger er ikke hvad den har været. I forhold til seksualitet og parforhold, så er kvinders giftealder faldet, der er flere enlige, kvindelige forsørgere og de i alle henseende mindre behov for en mandlig parter end nogensinde før – på verdensplan og endda også i lille Danmark.

En stor mængde forskning taler for den sociale udvikling. Men er der ikke en væsentlig forvirring om hvad det vil sige at “være en mand”? Reglerne og rollemodellerne som mænd er vokset op med gælder ikke længere. Og det er vel alene et kæmpe tab. Hvad der er endnu sværere er, at ligegyldigt hvor meget kvinder har udviklet og ændret sig, er mænd stadig opfordret, for det meste, til at skjule deres følelser. Mænd bliver fortalt, at det er tid til at ekskludere traditionelle maskuline roller, give plads til kvinder og se dem som ligeværdige.

Men der er jo en traditionel maskulin regel som mænd stadig, for det meste, klamrer sig til. Føl ingenting. Beklag dig ikke. Grin og hold ud.

Jeg opfordrer alle, der læser dette til at bruge tre minutter på at se traileren til dokumentaren The Mask You Live In (kan i øvrigt ses på Netflix og kan varmt anbefales) som starter med portrætter af mænd fra barndommen og frem til midalderen sammen med et lydbillede af de samfundsmeddelelser som konstant må runge i deres hoveder:

“Hold op med at græde”

“Mand dig op”

“Tag dig sammen”

“Lad vær med at være en svans”

“Lad aldrig nogen behandle dig med respektløshed”

“Vær sej og vær også lidt af et røvhul”

“Bro’s before ho’s”

“Lad aldrig en kvinde styre dit liv”

“Sikke en homo”

“Gå ud og få noget fisse”

“Hav dog nogle nosser”

“Vær en mand”

De tre mest destruktive ord, der hamres ind i hovedet på drenge må være: VÆR EN MAND. Hvad betyder det overhovedet? Vær stærk, solid, hård, følelseskold, pålidelig, vær kaptajn på eget skib – og lad for Guds skyld ikke nogen se dig græde.

Det samfundspres om, at mænd skal distancere sig fra deres følelser, lader i mine øjne til at være ret intenst. De lærer meget hurtigt at lukke ned for deres følelser. De læres at tænke og ikke at føle.

Selvom jeg ikke kommer til at joine en manderettighedsgruppe lige foreløbig, så kæmper disse grupper rent faktisk for de udfordringer drenge og mænd møder som bl.a.:

• kønslemlæstelse (f.eks. omskæring – jeg er dog ikke en af dem, der mener det er skadeligt eller på nogen måde lemlæstelse)
• “bortskaffelse” af mænd (obligatorisk militærtjeneste og “Kvinder og børn først!”)
• minimering af vold mod mænd i hjemmet
• unødvendig medicinering af drenge
• bias mod fædres ret til forældremyndighed
• mænds historisk højere selvmordstal

Disse er alle virkelige problemer, men siden mænd (især hvide mænd) er så “priviligerede” har deres kampe ingen ret til at blive hørt. Ligegyldigt hvad de går ud på. “Du er en heteroseksuel, (hvid) ciskønnet mand,” lyder det kulturelle manus. “Du har intet at klage over.”

Som kvinde er det et perspektiv jeg egentlig godt kan forstå. Men faktum består; mænd lider også og stoicisme er ikke svaret.

Det er jo ikke sådan at mænd føler mindre end kvinder. Selvom jeg ofte har tænkt det… mænd har simpelthen bare mindre ret til at lade dem komme til udtryk, eller overhovedet bide mærke i at de er der.

Så hvem end du er, lad os give mændene en chance for at dykke ned og udforske deres følelser, og jeg er overbevist om, at de bliver rigere og ultimativt mere medfølende individer. Lad os give dem gaven, som er præsenteret så sjældent i dagens verdenssamfund:

retten til at føle.