Jeg er unægteligt feminist i hovedet, men jeg har også hang til at være masochist i sengen. Hvordan hænger det sammen? Kan man godt kalde sig feminist, og samtidig nyde at være seksuelt underdanig? Kan mænd godt tænde på at dominere kvinder, men samtidig være allierede? Det går jeg i dybden med i dette indlæg.
Lad mig starte med at sige: SEX ER FANTASTISK! Men for det meste, er det også et minefelt at navigere i. Ud over de bløde, nøgne kropsdele, skarpe albuer og mærkelige lyde, er der en iboende og konstant give-and-take imellem partnere, om hvad der er acceptabelt, og hvad der potentielt overskrider en grænse. Kvinder ved (læs: skal i hvert fald vide), at vi er stærke, værd at elske og respektere, og aldrig bør udholde adfærd, der får os til at føle os nedgjort eller undertrykt. Men det kan være forvirrende og foruroligende, når ting, der er utålelige i det “virkelige liv”, bliver turn-ons i sengen.
I kølvandet på #MeToo, som især har fået et stærkt comeback herhjemme for øjeblikket, kom jeg til at lave en grundig, mental oversigt over min seksuelle historie og har rullet båndet tilbage til tidligere op – og nedture: de foruroligende teenageoplevelser kridtes ikke længere op til miskommunikation, de gange jeg gav efter, fordi det var nemmere.
Og så er der erindringerne om at blive skubbet op mod en væg uden tilladelse – og elske det. Faktisk var det de mest støjende øjeblikke, jeg kunne huske. Jeg blev så straks bekymret:
Gjorde det mig til en forræder mod feminismen og #MeToo og hvad det står for?
Det sidste man som kvinde ønsker at bekymre sig om, mens man er i “the moment”, er om ens ophidselse er et udtryk for ens egen seksuelle frihed eller et symptom på patriarkalsk undertrykkelse. Men i #MeToo-landskabet finder mange kvinder og mænd – inklusive mig – det sværere at slippe af med, når vi navigerer i datinglivet og nye parforhold. I et overraskende twist er det, der begyndte som offentlig afsløring af magtfulde mænds seksuelle krænkelser mod kvinder, kommet til at kaste en vis uhygge over private intimiteter, der engang syntes at være helt okay at nyde.
Er det ikke okay at nyde hvilken som helst form for sex, der foregår imellem to voksne mennesker, der giver samtykke? Der er jo stor forskel på dét, og på at blive nedgjort eller krænket mod sin vilje. På trods af mine egne præferencer, mener jeg også at feminisme primært beskæftiger sig med at sikre, at folk ikke er begrænset af puritanske holdninger til køn, snarere end at tvinge folk til aldrig at tilpasse sig traditionelle kønsroller.
Efter endnu omgang med stærke kvinder, der har stået frem omkring sexisme, seksuelle krænkelser og overgreb, er jeg atter hyperbevidst og samtidig hyperfølsom over for det. Men det er så vigtig en, omend privilegeret, debat, men det er også en, der har tendens til at ignorere visse rodede sandheder om sex – for eksempel den ustabile og store variation i den kvindelige lyst eller det ubelejlige faktum, at god sex ofte trodser logik, politiske værdier og sociale normer.
Jeg er vokset op med en enlig, selvstændig mor, som har lært mig alle de feministiske værdier, jeg aktivt har dyrket fra barns ben. Og derfor ved jeg, at hun ville falde ned af stolen af skuffelse og foragt, hvis jeg åbent fortalte hende om, hvordan jeg også aktivt dyrker seksuel underkastelse. Hun ville råbe op om, hvordan jeg er med til at fodre de giftige og altødelæggende patriarkalske strukturer.
For vi har en tendens til at forvente, at seksuelt befriede kvinder handler på samme måde som seksuelt befriede mænd (eller i det mindste ideen om dem – promiskuøse, selvhævdende og selvcentrerede i deres nydelsessøgen). Det mest bemyndigende en kvinde kan gøre, er at tage kontrol over sine egne seksuelle oplevelser – det gode og det dårlige. Hvis vi ønsker de samme friheder som mænd, må vi påtage os de samme pligter.
Første gang jeg som 17-årig bad en kæreste om at slå mig, så han på mig, som om jeg lige havde foreslået, at vi åd hans hund. Det var et udtryk et sted mellem chok og forvirring med et strejf af afsky. Jeg fortrød straks ordene. “Hvorfor ville jeg gøre det?” spurgte han. Selvom det han virkelig mente var: “Hvad fanden er der galt med dig?”. Jeg kunne ikke svare på det spørgsmål, han stillede, eller det spørgsmål, han mente at stille, så jeg tav bare, da han forklarede, hvorfor han syntes, det var på tide, jeg opsøgte psykologhjælp. Jeg blev ydmyget; og ikke på den gode måde.
Før den episode, var jeg nok blevet spanket af et par stykker, jeg havde været i seng med, og i de tilfælde bad jeg ikke om det – det skete bare. Jeg indså, at jeg ikke bare kunne lide det, men også ville have mere. Så. Meget. Mere…
På et tidspunkt, mødte jeg en, der virkelig var glad for at bide – den type bid, der dækker dig af blå mærker i flere dage, hvis ikke uger. Når jeg skreg af smerte, indså jeg, at jeg også skreg af fornøjelse. Oven i købet, havde han for vane at kalde mig en “beskidt luder”, og det kunne jeg ærligt talt heller ikke stå for.
Men jeg kunne ikke lade vær med at spekulere over, hvad fanden der egentlig var galt med mig, som kæresten havde spurgt dengang. Dér var jeg jo, en opdraget feminist, der ikke bare ville nøjes med at blive kaldt “luder” i sengen, men som ville nedgøres, tvinges, bindes, bruges, hærges, smækkes, straffes og trækkes i håret – det hele. Var jeg seriøst blevet offer for et samfund, der havde indoktrineret i kvinders hjerner, at de skulle være underdanige i soveværelset? Var det i virkeligheden, hvad det hele handlede om?
Hvis du googler “feminisme og BDSM”, finder du ud af, at mennesker – især feminister – er uenige om emnet. Der er dem, der erkender det og har skrevet om, hvordan de embracer det totalt, men så er der dem, der slår ned på kvinder, der har disse seksuelle præferencer, og bebrejder et samfundsmæssigt forsøg på at “holde en kvinde på sin plads.” Jeg blev ikke ”holdt” nogen steder eller undertrykt. Hvis noget, blev jeg ligefrem befriet.
Det var lige der, jeg fik et gennembrud: handler feminisme i sin kerne ikke kun om lighed, men om kvinders autonomi? Er “min krop, mit valg” ikke en vigtig komponent?
Jo, det er. Og jeg er en hykler. Jeg er en feminist, der kan lide at være underdanig i sengen.
Når du ejer din seksualitet, accepterer du alle komponenter i den. Du accepterer også, at hvad du anser for værende liderligt AF, kan en anden betragte som mega underligt – og det er fint! Jeg ved, hvad jeg vil have og jeg er færdig med at forsøge at overbevise mig selv om, at det strider mod min feminisme. Faktisk er der intet, der skriger mere af feministisk styrke end at stå fast i sin ret til at nyde, som man ønsker uden at tage hensyn til andre menneskers forældede syn på kvinders seksualitet.
Kvinders nydelse og ophidselse udfolder sig anderledes end mænds (ligesom så mange andre ting), og ved at være uddannet og opmærksom på dette, hævder vi vores førstefødselsret, som er fyldig fornøjelse.
Hvad så hvis vi vender den om og træder i det modsatte køns sko? Hvad så med de stakkels hankønsvæsner, der nu efterhånden er så bange for at blive anklaget for seksuel krænkelse, at de ikke længere tør give kvinder komplimenter? I forlængelse af indlægget, har jeg en kærlig hilsen og et par gode råd til jer.
Kære mænd, vi er midt i et kulturelt skift.
I er forvirrede. Det er klart.
I tænker måske:
“Jamen, hvordan skal vi nu vide, hvad der er i orden, hvis I ikke konstant fortæller os det?”
Her er min lynhurtige løsning på den del: Bare spørg!
“Hvordan kan en kvinde være feminist og samtidig seksuelt underdanig over for mænd?”
“Hvordan er det okay for mig at tænde på at dominere eller ydmyge kvinder, når jeg betragter mig selv som allieret uden for soveværelset?”
Du er sikkert en god fyr, ikke? Venlig, følsom, bestemt på en måde, der til tider kan være lidt irriterende? Hvis en mand i virkeligheden spurgte mig på den måde, ville jeg kunne se, at han prøver, fordi han beskriver sig selv som en allieret frem for en mandlig feminist. Og jeg kan sagtens se, hvor udmattende dette emne må være for en velmenende mand, der ønsker at tro på de rigtige ting, men også ønsker at have god sex.
Fordi OMG, det her spørgsmål er da en uendelig gåde for så mange politisk bekymrede kvinder og de mænd, der knepper dem. Jeg har jo selv brugt de sidste par år på at prøve at finde svaret, og jeg er stadig ikke helt sikker på, hvad jeg synes. Men nu hvor jeg endelig også er ved at være færdig med at skrive det her indlæg (som jeg faktisk påbegyndte i 2018), og virkelig reflekteret over hver en detalje, er jeg da langt om længe kommet frem til en konklusion.
1. Gør hvad du vil i sengen, så længe det er mellem voksne, der giver samtykke.
2. Men det betyder ikke, at du ikke skal stille spørgsmålstegn ved, hvad der tænder dig.
Hvis du er glad for at gå i seng nogen, der kan lide at blive domineret og ydmyget – så pris dig lykkelig. Det kan være svært at finde nogen, du virkelig kan lide med kompatible kinks, så nyd det. Stil ikke spørgsmålstegn ved en kvindes evne til at være feminist og blive kvalt. Det er ikke dit sted.
Tja… hvorfor lader jeg mig kvæle i ti minutter uden at tilkalde politiet? Fordi ting er underlige i sengen, og hvis jeg skulle håndhæve mine politiske overbevisninger hver gang, jeg havde sex, ville en mand ikke få lov til at se på mig uden min tilladelse. Men desværre er seksuelle lyster ikke rigtig i stand til at blive intellektualiseret – i det mindste ikke efter min erfaring – og desværre betyder det at acceptere, at jeg jo bare tænder på ting, der er politisk afskyelige.
Dette fører mig til den anden regel. Grunden til, jeg aldrig ville råde en mand til at starte i et afvænningsprogram, hvor han spiller den af til vaniljeporno, indtil han ikke længere har lyst til dominere, er af egoistiske grunde. Jeg elsker sex og er ikke villig til at leve uden. Livet er allerede modbydeligt nok i forvejen, uden at opgive en af de meget få gratis, sunde og sjove ting, du kan gøre sammen med en anden person.
Dog, tror jeg ikke, det betyder, at hverken de dominerende mænd eller jeg slipper af med at henfalde til disse præferencer uden at overveje dem seriøst. Fordi jeg synes ikke, at seksuel voldelig leg er en uskyldig fantasi eller en fetish, der kan afskrives som det samme som at tænde på fødder, balloner, latex eller whatever. Der er en episode af Sex and The City (undskyld), hvor Samantha og hendes kæreste laver et hjemmerøveri/voldtægt-rollespil, og hun afviser det ved at sige, “Og hvad så? Det er bare fantasi, det er bare leg.” Tanken var, at det ikke betyder noget – alt går an i fantasien.
Jeg kan huske, at det slog mig som dybt mærkeligt, selv som en beskyttelsesøjen uvidende og uskyldig 13-årig. Fordi det ikke er uafhængigt af det virkelige liv – voldtægt, kønsbestemt vold og dominans er alt sammen så virkeligt, at det virker vanvittigt for mig at lade som om, de bare er meningsløse præferencer, der kan lagres pænt, når vi ikke har sex. Jeg tror, de betyder noget – selvom jeg også synes, at man alligevel skal tillade sig at henfalde til dem. Paradoksalt nok…
Jeg mener, det er vigtigt for alle at undre sig over, hvorfor det er en så udbredt seksuel dynamik. Fordi jeg synes, det der gør, at mænd får den op at stå, er vigtigt. Det er ikke bare irrelevant leg – det er værd at overveje, selvom det får en til at skamme sig.
Ville jeg ændre det, jeg kan lide, hvis jeg kunne? Sandsynligvis. Det gør mig bekymret og trist, når jeg den ene gang om året, kigger på forsiden af PornHub, selvom jeg er der for at se, om der er noget jeg vil tage del i. Jeg spekulerer over og ville desperat elske at vide, hvad min seksualitet ville være, hvis jeg voksede op i et tomrum uden alt det.
Så kære mænd, vær en hykler, som jeg er. Vær bekymret over erotiseringen af kvindelig hjælpeløshed, der omgiver os kulturelt, men gå hjem og gør hvad du vil i sengen med en villig partner.
Vær en god allieret, stå op for kvinder, gør en forskel.
Leave a Reply