For et stykke tid siden spurgte jeg min veninde, om det er umoralsk at være i et forhold, som man ikke ser nogen fremtid i. Altså at blive sammen med en, man ved ikke er den rette. Det blev til en ret interessant samtale og derfor har jeg valgt at skrive om mine egne refleksioner over emnet i dette indlæg.
Jeg må simpelthen indrømme, at jeg er håbløs romantiker og næsten afskyr at være single. Det gør også, at jeg inderligt har troet, jeg skulle giftes og have børn med alle mine ekskærester. Måske ikke i lige høj grad hver gang, men i mit sidste forhold, var jeg i hvert fald overbevist. Men er det sådan for alle? Er det bare en midlertidig følelse? Finder man sammen og bliver sammen, fordi man tror man er de eneste rigtige for hinanden og vil være sammen forevigt? Hvis man bare nyder det som er, her og nu – er det så ikke okay?
At blive forelsket er en af de mest brutalt åbenbarende oplevelser man som menneske kan gennemleve. Begyndelsen af enhver “episk kærlighed” man oplever i sit liv (ja, der er flere end bare én) er en dans på røde roser. Man lærer konstant nye ting om hinanden, deler førstegangsoplevelser og er håbløst forelsket i alle de små stunder man tilbringer sammen.
I forelskelsesfasen befinder man sig i en næsten sygelig sindstilstand, der isolerer en fra virkeligheden, bekymringer og kaos. Men realiteten venter alligevel lige om hjørnet, og står klar til at blive set dybt i øjnene. Det er her man måske finder ud af, at der faktisk ikke er nogen fremtid med den person, man ellers er så vanvittigt forelsket i. Hvad fanden stiller man så op? Bliver man sammen eller forlader man dem fordi man ikke vil spilde sin tid på en, der ikke kan levere et solidt fundament for en fremtid med en?
Der er nok ikke noget rigtigt svar. Der findes ingen universal sandhed til at deale med så kompleks en situation. Man kan elske en med hele sit hjerte og alt hvad man er, og de vil stadig ikke være den rette for en resten af livet. Men det er vel op til en selv. Eller hvad?
Er man villig til at blive sammen med en man elsker, fordi man elsker dem og risikere chancen for et kæmpe heartbreak, og skulle starte helt forfra med en anden?
Jeg har nørdet med lidt research og er kommet frem til, at man i gennemsnit bruger over et år eller to sammen, før man finder ud af, at man er sammen med “den forkerte” eller at personen ikke har en plads i ens fremtid. Man begynder at se flere og større fejl og problemer, som hindrer forholdets og ens personlige udvikling eller indser, at man bare ikke kan gifte sig eller starte en familie med dem.
Okay, her er så min ærlige mening:
Bare fordi man elsker én med hvert eneste atom i sin krop betyder det ikke, at det vil fungere i længden. De fleste forhold er ikke perfekte – eller faktisk er ingen forhold perfekte. Alle par har udfordringer og problemer som skal løses. Men det stopper dem ikke i at være sammen.
Hvis det dårlige opvejer det gode, skal man nok ikke blive sammen bare fordi det er lettere end at få afsluttet tingene. Man skal blive sammen fordi kærligheden til hinanden er stærk nok til at overkomme de kampe, udfordringer og forandringer man støder på i et forhold. Man skal blive sammen med en, som man er villig til at ofre sig og gå på kompromis for og som kan gengælde det.
I sidste ende vil de forandringer der sker hen ad vejen højst sandsynligt overraske en – og for øvrigt, hvem har nogensinde sagt at kærligheden er nem?
1. At elske er én ting, at være i et forhold er en anden. Det er to forskellige ting.
Kærlighed er tidløs. Det er hvem vi er. Efter vi stopper med at eksistere og alle stjernerne på himlen går ud, er det, det eneste der forbliver. Den slags kærlighed jeg taler om, er ikke engang romantisk. Det har en åndelig essens. Det gør os åbne og berørt af livet. Vi er skabt af disse følelser og kærligheden er genereret dybt inde i os. Det var lige pladderromantikeren i mig, der tog over…
Jeg har elsket en del, men både romantisk og uromantisk. Vi mennesker er blevet velsignet med evnen til at elske alt og alle, så vi nøje kan udvælge en partner. Jeg elsker stadig nogle af mine tidligere partnere, uden lysten til at have et intimt forhold til dem igen. At elske en betyder ikke nødvendigvis, at det er sundt eller fordelagtigt at være i et forhold. At det fungerer for nogen at være sammen betyder ikke nødvendigvis, at det vil fungere for dem at være sammen forevigt.
Jeg har fundet ud af, at for at et forhold kan fungere for mig, ud over gensidig kærlighed og intimitet, skal der være fælles værdier og livssyn. Vi kan være nok så forskellige, men det der betyder mest er, at vi er forpligtet til at vokse sammen i den resterende del af hinandens liv og pleje forholdet. Hvis den ene part ikke er villig eller klar til det, vil det ikke fungere. På den anden side kan fælles vilje og kærlighed trumfe (næsten) alt.
Omvendt betyder det at vælge ikke at være i et forhold med en ikke, at vi ikke elsker dem. Okay, det lød lidt kringlet… Det betyder bare, at man elsker sig selv og den anden nok til at lade begge opnå hvad deres hjerter virkelig begærer, hvad de i hemmelighed længes efter, men er bange for at indrømme. Dette fører mig til det næste punkt, som først forekommer en smule paradoksalt.
2. Der er ingen skam i at være i et forhold uden fremtid.
Mange vil sikkert være uenige. Men jeg har bladret nok i selvhjælpsbøger og læst citater på Tumblr til at vide, at hvis jeg elsker mig selv nok til at stå inde for det jeg virkelig vil have, så vil jeg ikke nøjes.
Vi bliver i et forhold indtil vi beslutter os for ikke at blive i det længere. Vi er sammen indtil vi ikke er det længere. Måske er der flere lessons to learn i de enkelte forhold. Måske er det bare lige præcis hvad vi behøver at opleve i lige netop dét øjeblik i vores liv.
Der er ikke noget i vejen med at være i et forhold, som kun varer et par måneder, men derimod det stigma vi giver det inde i vores hoveder. Vi ønsker noget anderledes og længerevarende, men det betyder ikke at et kort forhold er et dårligt forhold. Bare fordi vi ønsker noget andet, betyder det ikke at det vi allerede har er utilstrækkeligt.
3. Et forholds succes er ikke defineret af dets længde.
Det er defineret af hvor længe vi tillader os selv at åbne hjertet, være sårbare, lære og udvikle os, og påvirke hinandens liv positivt. Alle forhold giver os et smugkig i det store kalejdoskop af kærlighed og dét at være menneske.
Jeg havde engang hjertesorger over en, der ikke ville forpligte sig til for meget og der sagde en klog person til mig, “Det kan godt være han ikke kan love dig for evigt, men han kan jo love dig nu”. Og dér gik det egentlig op for mig: der er kun nu.
Hvad er “for evigt” ud over at være en mental konstruktion? For evigt er blot et kontinuerligt flow af sammenflettede nu’er. Hvis man bliver tilbudt kærlighed, omsorg, følelsesmæssig intimitet, og alt man behøver nu, og nu, og nu – hvert eneste sekund af sit liv – kan det så ikke være nok?
Leave a Reply