Weekenden er ved sin ende og mandag lurer lige om hjørnet. Vi kender alle sammen den fornemmelse, der kommer snigende, når de lyse søndagstimer er forbi og mørket så småt falder på. Men hvad er årsagerne til, at vi især kan føle os triste om søndagen? Og findes der ikke noget at gøre ved det?

Hver eneste søndag omkring klokken fire, giver en stor del af den udviklede verden et kollektivt suk. Weekenden er hurtigt aftagende, mandagen nærmer sig og “the blues” lister stille ind. Men man må da kunne overvinde dem, holde humøret i weekend mode, bare indtil klokken slår midnat. Mandagen kan vente.

Vi kender alle følelsen, når solen går ned som enden på en perfekt weekend, og en følelse af dunkelhed, angst eller måske endda skræk, begynder at trænge sig ind på, når du tænker på at vende tilbage til arbejdet næste morgen. Din energi falder, dit humør bliver mørkere og du ved én ting sikkert: dine søndag blues er ankommet.

Jeg ved ikke med dig, men så længe jeg kan huske, har jeg følt mig særligt ængstelig om søndagen, mere præcist sidst på eftermiddagen. Denne angst var altid svært at forklare, da jeg virkelig nyder dagen og det var jo weekenden. Hvad skete der ugentligt, der kunne forårsage denne ubehagelige følelse indeni? Konklusionen jeg kom på var simpelthen, at weekenden sluttede. Mandag ville snart være her.

For mange af os begyndte søndagens frygt nok i løbet af vores skoleår, da søndag aften betød slut med weekendens sjov og en tilbagevenden til lektier, skolestress og Sofie – den mest populære pige på skolen som siger til dig, at dit hår lugter som en osteforretning. Og som voksne, betyder søndag aften stort set det samme – en tilbagevenden til arbejdsansvar, job præstation og Sofie – den mest bemærkede person på kontoret, som passivt aggressivt gemmer din kaffekop hver dag. Det er ikke kun folk, der hader deres job og arbejdssituationer, der føler den sorte hund af søndagssorgen. Søndagsblues rammer masser af mennesker, der elsker deres job (som mig for eksempel), men bliver stadig overvældet af bekymringer om udførelse af arbejdsopgaver i den kommende uge.

Hvordan kan det være, at klokken syv om aftenen på en søndag føles som klokken elleve, men på en hvilken som helst anden ugedag er aftenen kun lige begyndt når klokken er syv. Måske er det fordi vores idé om “ikke at lave en skid” – lad os sige at binge den tredje sæson Stranger Things – ikke nødvendigvis er den bedste medicin mod søndags blues.

Så er søndags blues bare en del af livet? Er der nogen skridt, vi kan tage for at forsøge at mindske deres brutale greb på vores sjæl? Jeg har prøvet at være kreativ og er kommet på et par idéer til ting (som har virket for mig), vi kan gøre i forsøg på at slappe af, genstarte og ikke lade hele søndagen gå med bekymring:

Jeg har konstateret, at hvis planlægningen til mandag (den kommende uge i det hele taget) foregår fredag eftermiddag, så kan jeg være sikker på en god weekend. Overvej at lave en uge i tilbageblik. Hvad har du lavet i løbet af ugen? Hvad blev der ikke gjort, som du har brug for enten at blive færdig før weekenden eller gemme til den næste uge? Er du klar til kommende f.eks. møder? Hvis du foretager denne anmeldelse og tager notat af, hvad du skal fokusere på den kommende uge, vil du hjælpe dig selv med at udarbejde en ret god game plan til mandag. Det aller bedste er jo, du ikke behøver bekymre dig om det om søndagen!

‘Sunday Funday’ kunne virkelig være nøglen til at dulme angsten lidt på en søndag aften. Planlæg så vidt muligt at lave noget sjovt lidt senere på dagen for at forblive optaget og have en positivt tankegang. Jeg har overvejet at joine en helt tilfældig bogklub, ja, du læste rigtigt… en bogklub! Men for at være realistisk, kommer det højst sandsynligt ikke til at ske, før jeg har rundet nogle af tres år. Så lad os hellere bruge yoga som eksempel eller en tur i biffen – det er uden tvivl noget som vil bedre dit humør frem for noget som egentlig er passivt.

Fang og stop dig selv i den negative tankegang. Den angst, som vi føler fører oftest til negative tanker om, hvad der kan ske på mandag eller en følelse af sorg over, at weekenden allerede er overstået. Stop lige dig selv og prøv at vende dine tanker til noget, som du ser frem til i nærmeste fremtid. Prøv at lade vær med at spilde de dyrebare, nærmest hellige øjeblikke på søndagen med skrækscenarier som potentielt kunne ske for dig den næste dag. Værdsæt det øjeblik du lever i, i stedet for 😉

Planlæg noget som du vil glæde dig til at gøre på dagen vi alle hader. Ligesom vi ser frem til diverse arrangementer i weekenden, er der ingen grund til, at der ikke kan være noget sjovt at se frem til på enmandag. Planlæg en frokost eller en kaffe-date med en god kollega eller ven/veninde. Hvis tiden tillader det, skal du nok helst vælge et sted væk fra arbejdet. Et skiftende miljø kan gøre en verden til forskel og hjælpe med at genoplade om dagen.

Fokusér på sunde vaner. Ja, det er så meget lettere sagt end gjort… men faktum er jo selvfølgelig at usunde weekendaktiviteter kan gøre dig ekstremt træt. Tag dig tid til at fokusere på sunde vaner. At spise godt, få sovet nok og motion, vil alt sammen hjælpe med at give dig god energi.

Meditér, meditér, meditér! Jeg ved godt, at meditation ikke er for alle, men det er virkelig et forsøg værd. Det tog mig lang tid at lære at fordybe mig i, men wow, hvor er jeg taknemlig for at jeg gjorde det. Jeg vil i alle henseende anbefale at give det et skud. Overvej meditation om aftenen som en måde til at lindre stress og fremkalde ro. Der er simpelthen så mange apps (jeg startede med Meditation, Headspace og Third Ear), der kan hjælpe dig, og du behøver vitterligt ikke mere end ca. 10 minutter til at mærke fordelene ved det.

Kære venner… søndagsangst er seriøst ægte. Hvis du finder dig selv i den position i slutningen af weekenden, skal du for det første indse, at det er helt naturligt og at du ikke er alene. Prøv nogle forskellige strategier for at gøre mandag til en dag til at se frem til. Vi reagerer alle sammen forskelligt på angst, så det er vigtigt at finde dén rutine, der fungerer bedst for dig.

God energi og god søndag herfra <3

Disclaimer: jeg starter med at understrege, at jeg på ingen måde forsøger at fremstå som ekspert på området – dette skriv, ligesom de fleste andre herinde, er blot baseret på egne (eller evidensbaserede) teorier og opfattelser ud fra personlige oplevelser og erfaringer.

Åh, åh… en af de helt personlige. Nej, bare rolig, jeg vil faktisk prøve at holde den nogenlunde objektiv, selvom det er et emne, jeg sagtens kan relatere til. I store træk er det faktisk et meget personligt indlæg, fordi jeg kan nikke genkendende til alt det, jeg skriver her. Jeg vil ikke hænge min egen far ud på internettet, men jeg kan dog uden tøven sige, at vi altid har haft et meget kompliceret forhold og måske vil det egentlig altid være sådan. Men hvordan påvirker fader-datter-forholdet kvinders liv og former dem endda til de mennesker de er? I så høj en grad, at de bl.a. søger en enorm, sommetider overdreven tryghed, anerkendelse og bekræftelse hos mænd, og måske egentlig også i mange andre relationer. Det har jeg selv gjort. Hvad betyder begrebet daddy issues, hvordan håndterer vi dem og hvad sker der for tendensen med at skrige “Oh, yes daddy!” i sengen?

Sigmund Freud var skaberen af psykoanalysen, og herunder tilhører bl.a. de psykoseksuelle faser. De betegner de perioder, som Freud mente, man kan inddele menneskets barndom i. Han sagde at et menneskes personlighed og bevæggrunde udvikles gennem visse faser, som man går igennem i løbet af ens opvækst. Er man gået glip af en af disse faser eller ikke “kommet videre” på rigtig vis, kan man “sidde fast” i én fase resten af ens liv.

I dag siger man, at en kvinde har daddy issues, når hun søger opmærksomhed fra mænd for at kompensere for sin fars fravær i opvæksten. De her daddy issues kan bl.a. vise sig i form af aggressiv flirteri, promiskuitet, tendens til exhibitionisme og visse følelsesmæssige udfordringer. Lyder det bekendt?

Bare fordi man er vokset op med sin far i hjemmet, betyder det ikke nødvendigvis, at han rent faktisk var til stede. Altså at han har vist omsorg og interesse for dig og dit liv. Og dette scenarie kan have medfulgt, at man behøver konstant bekræftelse på, at man altså er elsket af bl.a. sine kærester. Hvis du føler dig usikker, nervøs eller vred hvis ikke din kæreste beviser at du er elsket – tit og ofte – så kan dette måske også være dig? Det har i hvert fald været mig.

Som nævnt, opfatter de fleste ofte begrebet daddy issues som gældende for kvinder, der har mange skiftende partnere. Men det er ikke altid tilfældet. Måske hopper man ind i det ene langvarige forhold efter det andet. Fordi man er rædselslagen for at være alene. De mænd du ser behøver faktisk ikke engang være godhjertede mænd med gode intentioner – måske er de endda fysisk/psykisk voldelige, behandler dig dårligt, som en dårlig en far. Men det er underordnet for dig, for det eneste, der betyder noget er, at du aldrig mærker behovet for at lære at elske dig selv. Der er nemlig altid en mand til at gøre det for dig.

SEX IS POWER!

Hvis din far forlod dig og du ikke har haft nogen kontrol over hans forhold til dig, eller manglen på samme, overkompenserer du måske ved at få kontrol over andre mænd. En kvinde der spiller på mænds begær, finder uden tvivl sig selv eftertragtet og badet i opmærksomhed fra mænd – sommetider måske bare for en enkel nat. Desværre kan du ende med at tiltrække en masse røvhuller, som kun bruger dig for sex,. Hvis du af den grund begynder at associere sex med dit selvværd – og kontrol, kan du hurtigt blive fanget i en rigtig ond cirkel.

Det bringer mig videre til snakken om at date ældre mænd. Hvem bedre til at indtage rollen som den far du aldrig har haft, end en mand på din fars alder? De er i stand til at behandle dig som både et barn og en elsker, tage sig af dig og samtidig have lyst til dig. Det er dog ikke alle mænd, der er mere moden end dig, blot fordi de er ældre end dig. Og måske tiltrækkes du af en mand, der er nøjagtigt ligesom din far – på en dårlig måde.

Hvis du på nogen måde har følt/føler dig forladt af din far, fysisk som psykisk, så føler du måske, at enhver mand kan og vil forlade dig. Ja, teknisk set er det også aldeles korrekt uanset… Men alle mænd er ikke som ham, og en anstændig mand vil ikke bare forsvinde ud af en kvindes liv uden videre. Alligevel har dine oplevelser påvirket dig til at have et ekstra fast greb om hvilken som helst fyr du har et intimt forhold til. For fast. Du tjekker hans sms’er, du forbyder ham at have veninder og når han hænger ud med “drengene”, bliver du ængstelig over, at han er dig utro. Det er nok ingen overraskelse, at du ironisk nok vil skubbe en mand langt væk fra dig ved at kvæle ham på den måde, hvilket vil gøre dig endnu mere paranoid om den næste fyr mon også vil skride.

Flirter du med fyre? Ja, lol! Hvem gør ikke også det? Men gør du det måske på så højt et plan, at du flirter med alle mænd, du kommer i nærheden af – også selvom du faktisk slet ikke er tiltrukket af dem? Din søde kollega? Ja. Din chef? Ja. Den 56-årige mand fra Post Nord, der leverer dine impulskøb? Ja.

At flirte får dig til at føle dig magtfuld og begæret. En pige med denne slags daddy issues føler, at der er intet mere værdifuldt end positiv opmærksomhed fra en mand – uanset hvem han er.

Okay, ja, nu har tastet på livet løs om hvordan, jeg tror tingene hænger sammen og påvirker kvinder. Men hey, ville det ikke også bare være skønt hvis vores barndom ikke påvirkede os? Hvis vi bare kunne sige, at fortid er fortid og hvis vores forældre ingen indflydelse havde på, hvem vi vælger som partnere. Men som mange nok ved, spiller vores opvækst en langt større rolle for vores liv og identitetsdannelse end vi er villig til at indse.

Oh, yes daddy! Er det eller er det ikke fucked op at stønne de ord under sex? De fleste fyre vil fandme gerne høre det. Hvorfor? Jeg formoder, det er fordi fædre jo helt traditionelt er autoritære figure, og hey… hvem synes ikke autoritet er sexet? Hvis man som kvinde nyder idéen om en sexpartner/kæreste som faderfigur er det sikkert bedst at acceptere det og tja, nyde det. Man kan som regel ikke slippe af med visse erotiske interesser (fetishes), så der er ikke så meget mere at gøre ved det.

Kan mænd have daddy issues? 

Ja, for helvede! Jeg har erfaret at mænd med daddy issues har tendens til at have “anger management” problemer. De er kontrollerende, dominerende og bliver sygeligt jaloux. Derudover har jeg oplevet, at en fyr med et kompliceret forhold til sin far ofte er meget lukket og emotionally unavailable. Han nægter at være skrøbelig.

Ligesom det kan virke som en umulig opgave at være i et forhold til en kvinde med daddy issues, gælder det virkelig også den anden vej. Jeg har selv prøvet det og det har nok været en af de hårdeste tider i mit liv. Han kørte konstant psykisk terror på mig, var ekstremt dominerende, nedladende og nægtede at vise følelser – heller ikke følelser for mig. Det var først et godt stykke tid efter, jeg kom ud af forholdet, at han formåede at sige alt det han ikke fik sagt mens vi var kæreste. Men da var det jo for sent.

For at samle op på alt det ævl, du har læst ind til nu, kan vi forhåbentlig blive enige om at konkludere følgende (få) fordele og ulemper ved daddy issues:

Ulemper:

1. Du har tilbøjelighed til at vælge mænd, der er ligesom din far. Inklusiv alle hans fejl og mangler.

2. Du har svært ved at acceptere mænd som de er, fordi du altid sammenligner dem med din far.

3. Du risikerer at sabotere dine forhold. Hvis du er omklamrende, usikker og jaloux, vil du aldrig rigtigt komme til at slappe af i dit forhold og du vil bruge al din tid på at kæmpe for at holde det kørende, så du faktisk slet ikke kan nyde det.

4. Dit desperate behov for opmærksomhed fra mænd kan gøre din kæreste usikker. Og så skal du arbejde dobbelt så hårdt for at forsikre ham om, at han er tilstrækkelig og at han skal være opmærksom når du render efter andre mænds “kærlighed”.

Fordele:

1. Du investerer alt i dine forhold. Ja, måske lidt for meget til tider, men i sidste ende er det fordi du er dedikeret.

2. Du foretrækker en konsekvent tilværelse i dit forhold. Hvis en fyr pludselig ændrer adfærd vil det opfattes som om, han ikke er til at stole på. Det er ikke nødvendigvis tilfældet, men det betyder at din kæreste skal være åben og ærlig over for dig for at du kan føle dig tilpas.

3. Du stoler ikke for let på mennesker. En mand skal arbejde for at vinde din tillid, og det er slet ikke en dårlig ting – i min optik vel at mærke.

Så er spørgsmålet jo egentlig bare, hvordan man egentlig bearbejder og håndterer de såkaldte daddy issues. For mit eget vedkommende, har jeg lært at acceptere, at det bare er sådan det er og at jeg ikke behøver skamme mig over dem. Om jeg ligefrem vil bruge dem som forklaring på, hvorfor jeg sommetider har handlet som jeg har i tidligere parforhold, ved jeg ikke, men de har helt sikkert været skyld i mange af mine problemer – bl.a. ekstremt lavt selvværd i mange år og primært i mine teenageår. Men de har også lært mig meget. Jeg har været nødt til at lære af dem, for min egen skyld, men også hvis jeg ønsker et sundt forhold til min kæreste i fremtiden. For mig er det vigtigt at reflektere over mine forhold til mænd, flirts ligesåvel som kærester. Jeg tror det er vigtigt, man spørger sig selv: Har mine kærester beklaget sig over, jeg ikke stoler på dem? Har mine venner påpeget, at jeg altid har behov for mandlig opmærksomhed og gerne fra flere på én gang? Ser jeg de samme egenskaber hos min kæreste som hos min far? Det er klart at forholdet til ens far betyder enormt meget, men jeg har konkluderet, at det ikke er alt jeg er. Jeg er voksen. Jeg har alene fuld kontrol over mit eget liv. Jeg har valgt at give slip på den magt min opvækst har haft over mig. Jeg er mere bevidst omkring mine valg, og forsøger så vidt muligt at træffe bedre beslutninger.

Jeg har tilgivet min far. At tilgive betyder ikke at glemme. Men jeg praktiserer aktivt accepten i, at det, som er sket er sket, og det gavner ingen at dvæle ved fortiden og bære nag. Og så tror jeg generelt, det er vigtigt, at unge kvinder husker, at det at jagte mænd aldrig udfylder det tomrum man har. Det gør sig selvfølgelig gældende i allerhøjeste grad her. Det har hjulpet mig at føre dagbog og skrive adskillige breve til min far, selvom jeg aldrig har sendt eller givet ham dem. Eller vent lige… Jo, jeg sendte faktisk et enkelt, da jeg var 10 år gammel.

Se indad. Hvad søger du? Bekræftelse. Anerkendelse. Tryghed. Kærlighed. Jeg har lært, at man faktisk er i stand til at give sig selv alt dét. Du er nok.

For et stykke tid siden spurgte jeg min veninde, om det er umoralsk at være i et forhold, som man ikke ser nogen fremtid i. Altså at blive sammen med en, man ved ikke er den rette. Det blev til en ret interessant samtale og derfor har jeg valgt at skrive om mine egne refleksioner over emnet i dette indlæg.

Jeg må simpelthen indrømme, at jeg er håbløs romantiker og næsten afskyr at være single. Det gør også, at jeg inderligt har troet, jeg skulle giftes og have børn med alle mine ekskærester. Måske ikke i lige høj grad hver gang, men i mit sidste forhold, var jeg i hvert fald overbevist. Men er det sådan for alle? Er det bare en midlertidig følelse? Finder man sammen og bliver sammen, fordi man tror man er de eneste rigtige for hinanden og vil være sammen forevigt? Hvis man bare nyder det som er, her og nu – er det så ikke okay?

At blive forelsket er en af de mest brutalt åbenbarende oplevelser man som menneske kan gennemleve. Begyndelsen af enhver “episk kærlighed” man oplever i sit liv (ja, der er flere end bare én) er en dans på røde roser. Man lærer konstant nye ting om hinanden, deler førstegangsoplevelser og er håbløst forelsket i alle de små stunder man tilbringer sammen.

I forelskelsesfasen befinder man sig i en næsten sygelig sindstilstand, der isolerer en fra virkeligheden, bekymringer og kaos. Men realiteten venter alligevel lige om hjørnet, og står klar til at blive set dybt i øjnene. Det er her man måske finder ud af, at der faktisk ikke er nogen fremtid med den person, man ellers er så vanvittigt forelsket i. Hvad fanden stiller man så op? Bliver man sammen eller forlader man dem fordi man ikke vil spilde sin tid på en, der ikke kan levere et solidt fundament for en fremtid med en?

Der er nok ikke noget rigtigt svar. Der findes ingen universal sandhed til at deale med så kompleks en situation. Man kan elske en med hele sit hjerte og alt hvad man er, og de vil stadig ikke være den rette for en resten af livet. Men det er vel op til en selv. Eller hvad?

Er man villig til at blive sammen med en man elsker, fordi man elsker dem og risikere chancen for et kæmpe heartbreak, og skulle starte helt forfra med en anden?

Jeg har nørdet med lidt research og er kommet frem til, at man i gennemsnit bruger over et år eller to sammen, før man finder ud af, at man er sammen med “den forkerte” eller at personen ikke har en plads i ens fremtid. Man begynder at se flere og større fejl og problemer, som hindrer forholdets og ens personlige udvikling eller indser, at man bare ikke kan gifte sig eller starte en familie med dem.

Okay, her er så min ærlige mening:

Bare fordi man elsker én med hvert eneste atom i sin krop betyder det ikke, at det vil fungere i længden. De fleste forhold er ikke perfekte – eller faktisk er ingen forhold perfekte. Alle par har udfordringer og problemer som skal løses. Men det stopper dem ikke i at være sammen.

Hvis det dårlige opvejer det gode, skal man nok ikke blive sammen bare fordi det er lettere end at få afsluttet tingene. Man skal blive sammen fordi kærligheden til hinanden er stærk nok til at overkomme de kampe, udfordringer og forandringer man støder på i et forhold. Man skal blive sammen med en, som man er villig til at ofre sig og gå på kompromis for og som kan gengælde det.

I sidste ende vil de forandringer der sker hen ad vejen højst sandsynligt overraske en – og for øvrigt, hvem har nogensinde sagt at kærligheden er nem?

1. At elske er én ting, at være i et forhold er en anden. Det er to forskellige ting.

Kærlighed er tidløs. Det er hvem vi er. Efter vi stopper med at eksistere og alle stjernerne på himlen går ud, er det, det eneste der forbliver. Den slags kærlighed jeg taler om, er ikke engang romantisk. Det har en åndelig essens. Det gør os åbne og berørt af livet. Vi er skabt af disse følelser og kærligheden er genereret dybt inde i os. Det var lige pladderromantikeren i mig, der tog over…

Jeg har elsket en del, men både romantisk og uromantisk. Vi mennesker er blevet velsignet med evnen til at elske alt og alle, så vi nøje kan udvælge en partner. Jeg elsker stadig nogle af mine tidligere partnere, uden lysten til at have et intimt forhold til dem igen. At elske en betyder ikke nødvendigvis, at det er sundt eller fordelagtigt at være i et forhold. At det fungerer for nogen at være sammen betyder ikke nødvendigvis, at det vil fungere for dem at være sammen forevigt.

Jeg har fundet ud af, at for at et forhold kan fungere for mig, ud over gensidig kærlighed og intimitet, skal der være fælles værdier og livssyn. Vi kan være nok så forskellige, men det der betyder mest er, at vi er forpligtet til at vokse sammen i den resterende del af hinandens liv og pleje forholdet. Hvis den ene part ikke er villig eller klar til det, vil det ikke fungere. På den anden side kan fælles vilje og kærlighed trumfe (næsten) alt.

Omvendt betyder det at vælge ikke at være i et forhold med en ikke, at vi ikke elsker dem. Okay, det lød lidt kringlet… Det betyder bare, at man elsker sig selv og den anden nok til at lade begge opnå hvad deres hjerter virkelig begærer, hvad de i hemmelighed længes efter, men er bange for at indrømme. Dette fører mig til det næste punkt, som først forekommer en smule paradoksalt.

2. Der er ingen skam i at være i et forhold uden fremtid.

Mange vil sikkert være uenige. Men jeg har bladret nok i selvhjælpsbøger og læst citater på Tumblr til at vide, at hvis jeg elsker mig selv nok til at stå inde for det jeg virkelig vil have, så vil jeg ikke nøjes.

Vi bliver i et forhold indtil vi beslutter os for ikke at blive i det længere. Vi er sammen indtil vi ikke er det længere. Måske er der flere lessons to learn i de enkelte forhold. Måske er det bare lige præcis hvad vi behøver at opleve i lige netop dét øjeblik i vores liv.

Der er ikke noget i vejen med at være i et forhold, som kun varer et par måneder, men derimod det stigma vi giver det inde i vores hoveder. Vi ønsker noget anderledes og længerevarende, men det betyder ikke at et kort forhold er et dårligt forhold. Bare fordi vi ønsker noget andet, betyder det ikke at det vi allerede har er utilstrækkeligt.

3. Et forholds succes er ikke defineret af dets længde.

Det er defineret af hvor længe vi tillader os selv at åbne hjertet, være sårbare, lære og udvikle os, og påvirke hinandens liv positivt. Alle forhold giver os et smugkig i det store kalejdoskop af kærlighed og dét at være menneske.

Jeg havde engang hjertesorger over en, der ikke ville forpligte sig til for meget og der sagde en klog person til mig, “Det kan godt være han ikke kan love dig for evigt, men han kan jo love dig nu”. Og dér gik det egentlig op for mig: der er kun nu.

Hvad er “for evigt” ud over at være en mental konstruktion? For evigt er blot et kontinuerligt flow af sammenflettede nu’er. Hvis man bliver tilbudt kærlighed, omsorg, følelsesmæssig intimitet, og alt man behøver nu, og nu, og nu – hvert eneste sekund af sit liv – kan det så ikke være nok?