Misundelse mellem kvinder er tabu. Men øv, hvor er det et udbredt og kæmpemæssigt problem. Og jeg har også selv følt den – fra begge sider. Jeg er blevet behandlet dårligt af mange piger uden anden grund end at de måske følte sig truede af mig. Har det været omvendt, har jeg dog aldrig reageret på den, på en måde som gjorde mig nederdrægtig over for en anden pige fordi hun måske havde eller kunne noget jeg ikke selv havde/kunne. Tværtimod er det enormt tiltrækkende for mig. Jeg kan sagtens komme til at føle mig lille eller mindre værd, hvis jeg synes en pige er smukkere, klogere eller dygtigere end mig, men jeg kunne faktisk ikke finde på at trække hende ned eller bitche over hende på grund af min egen usikkerhed. Jeg er mega fan af at sende kærlighed og girl crushes ud til alle de kvinder, der tiltaler mig bare det mindste selvom de måske får mig til at føle mig usikker. Både på sociale medier og i byen. Især fordi jeg selv værdsætter komplimenter fra kvinder meget højere end dem fra mænd. Det har en helt anden betydning. Men hvorfor er egentlig det sådan?
Kan vi lade os inspirere af hinanden, frem for at føle trang til at være konkurrenter og i stedet blive hinandens forbilleder?
Kvinder konkurrerer, sammenligner sig med, underminerer og undertrykker hinanden – det er i hvert fald den fremherskende forestilling om, hvordan vi interagerer. Det virker nærmest bare helt naturligt og som en selvfølge, at piger og kvinder kan være så fandens lede ved hinanden. Tilsyneladende meget ledere, mere snu og brutale end mænd er over for hinanden. Og de er samtidig meget mere bevidste omkring det. Ja, det er selvfølgelig en generalisering. Der findes mange gode mennesker i verden. Gode kvinder, om man vil. Der findes helt sikkert mænd, som snildt kan konkurrere med den største drama queen du nogensinde har mødt. Men det er ikke pointen…
Pointen er derimod, at moderne kvinder generelt ikke besidder den solidaritet, som man nok håber på eller måske endda forventer i en tid, hvor man angiveligt bevæger sig i retning af kønsligstilling i de fleste samfund.
Kvinder vs kvinder er ikke ligefrem noget nyt. Du fnyser måske allerede af det du har læst indtil nu, for det er vel bare kvinders mærkværdige, naturlige tilstand af væren. Som om det ligger dybt i vores DNA, at vi konstant skal konkurrere med hinanden. Kvinder er kendt for at konkurrere om mænd, venner, udseende, jobs, anerkendelse og selvværd. Ting man rent faktisk kan vinde og ting man aldrig kan vinde. Det håndgribelige og uhåndgribelige. Smålige ting som tøj og udseende – alt sammen for at fodre hadet til vores kvindelige medmennesker. Der er ikke mange, der stiller spørgsmålstegn ved det. Vi laver sjov med det, anerkender det, underkender det, men spørger vi egentlig os selv hvorfor og hvordan vi endte her? Hvordan blev det så slemt?
Det er bare sådan kvinder er… siger man så.
Tja, det kan godt være sandt, men også kun ligeså sandt som udtrykket “boys will be boys”. Men drenge vil kun virkelig være drenge, og piger vil være piger i forbindelse med visse magtrelationer og sociale strukturer.
Kald det naturligt, om du vil, men det kan der vel laves om på.
Jeg taler ikke nødvendigvis om en udbredt kampagne for “bevidsthed” omkring det, så vi kan indlede helingsprocessen en-til-en i vores egen psyke. På den ene side gør jeg, men på den anden side gør jeg ikke. Baseret på mine egne personlige erfaringer og generelle observationer, ser jeg faktisk dette som et mere simpelt problem end vi måske tror det er – omend et med udbredt og kompliceret bølge effekt på samfundet som helhed.
Tænk over det her: hvad er det eneste problem, der synes at fortsætte på trods af kvinders økonomiske, uddannelsesmæssige fremskridt, seksuelle frihed, adgang til teknologisk innovation og relativt (men stadig tungere) reproduktive rettigheder?
Hvad er det ved vores værd som individer, der inspirerer vores usikre fjendskab?
Det er egentlig ret vildt, hvis du virkelig tænker over det. Utroligt at dette meget reelle problem ikke kun forstyrrer vores selvbillede, hvordan vi har det med os selv, men også påvirker, hvordan andre har det med os og dermed påvirker måden, vi lever vores liv på!
Det er så dumt, ubehageligt og overfladisk, men smerteligt sandt.
Jeg har ikke svarene, men jeg har virkelig tænkt meget over det her gennem tiden. Og jeg ser det som et rudimentært problem, der skaber så massiv en opdeling og har alvorlige konsekvenser som følger.
Desværre handler det om succes. Især succes i form af skønhed og kropsbillede. Eller mere specifikt, skønhed i sammenhæng med vores vedvarende ulighed med mænd, og den disproportionelle markedsgørelse af kroppen, der ironisk nok føder ilden mellem os og vores medsøstre. Denne kvindelige konkurrence skyldes hovedsageligt, at kvinder, født og opvokset i det patriarkalske samfund, internaliserer det mandlige perspektiv og vedtager det som deres eget. Mandens syn på kvinder som primært sexobjekter bliver en selvopfyldende profeti. Kvinder er derfor tvunget til at kæmpe mod andre kvinder for at blive mandens trofæ, og dermed kvindens ultimative kilde til styrke, værd, præstation og identitet. Primitivt nok som det lyder…
Men åh ja, på trods af hvor langt vi er kommet, er vores udseende stadig højt på tjeklisten over vores succes som kvinder. Det er på vores tjekliste på en vilkårlig allestedsnærværende måde, som vi ikke nødvendigvis inviterede. Måske prioriterede vi det engang. Måske har andre gjort det til en prioritet, og vi internaliserede det som standard. Vi kan endda lejlighedsvist boykotte det, i håb om at undslippe dette særlige paradigme af selvværd og succes. Men hverken, om vi pålagde det os selv eller nogen andre gjorde, så er det der nu og har været der i lang tid. Jeg vil gerne nævne et ton kilder her for at understrege dette postulat, men det ville gøre dette indlæg to millioner sider langt.
Det er sandheden som vi kender den. Vi ser det, lever det, indånder det, ser tv om det, læser om det. Men udseende definerer ikke mænd som det stadig definerer kvinder, selv på de mest seriøse platforme i verden. Dette er en smuk, men grim rest af en tid, hvor kvinder var trofæer og ejendele for mænd, da hele vores værdi engang var baseret på udseende, stamtavle, jomfruelighed og fødedygtighed.
Det virker som en umulig opgave at få skaffet rivaliseringen mellem kvinder af vejen. Men jeg ville ønske, der fandtes en nem løsning, der forenede os som de stærke, selvstændige kvinder vi er.
Udseende er blot en ressource. Ligesom uddannelse, penge og charme. En ressource for at få det, du vil have. En vare, om man vil. Vi lever trods alt i et kapitalistisk samfund. Nu vil nogen måske bryde ind og beskylde kapitalismen for problemet, dette besiddelses-ejerskabs-hierarki-ressource-forbrugsproblem, ligesom alle andre problemer i verden. Og det kan de nok have ret i, men nu vil jeg prøve at holde det enkelt.
Udseende er ressourcer. Ressourcer, der er arvelige og dyrket ens.
I en kultur, hvor patriarken stadig lever i bedste velgående, er mindst én forkrøbet mytologi forblevet – historien om at kvinder ikke er noget værd, medmindre de er fantastiske til alt OG smukke i andres øjne. For nogen er ekstern skønhed i andres og ens egne øjne, en succes i sig selv.
Desværre har dette faktum alene vendt kvinder mod hinanden, en tendens der lægger århundreder, hvis ikke årtusinder tilbage. Dette er den væsentligste faktor, der stadig afgør vores velvære i offentlighedens øjne, hvorvidt en kvinde er homoseksuel, hetero, bi, hvid, sort, brun etc. En konkurrence, hvis konkurrenter som standard kun er kvinder i en verden styret af mænd.
Så når en attraktiv kvinde møder op til den same fest som dig, hvis hun er smukkere i dine øjne end du er eller i andres øjne, vil hun måske inspirere din misundelse. Og hvis du er den slags kvinde, selvom det måske kun er lige er den aften, vil du måske behandle hende anderledes. Hun kan lige så godt paradere et bedre CV foran næsen på dig. “Uh, se mig, jeg kan få en bedre mand, en bedre garderobe, et bedre job… et bedre liv.”
Misundelse over udseende er kun et symptom på alt andet, vi stadig ikke har, hvoraf den ene er evnen til at eliminere skønhed og kropsbillede som almægtige diktatorer i vores liv. På den anden side, kan det at have et smukt ydre, trække en kvinde ned på måder, der er ligeledes uretfærdige og ufortjent, nemlig når andre kvinder gør deres bedste for at sabotere hendes fremgang, hendes popularitet og hendes lykke baseret på misundelse af hendes kollektive ressourcer.
I sidste ende, tror jeg egentlig ikke, at vi konkurrerer med andre kvinder, men i virkeligheden med os selv. Vi ser på andre kvinder og ser en version af os selv, der er bedre, smukkere, klogere og noget mere end os selv. Vi ser slet ikke den anden kvinde.
Når kvinder endelig kan forvise skønhed til et livsudtryk, snarere end en forudsætning for succes, kan det være sikkert at sige, at vi vil se mindre spændinger mellem vores medsøstre. Jeg tror gerne, at når kvinder indtager tilstrækkelige magtpositioner på alle områder, vil vi ikke længere tvivle på, hvor vores virkelige værd ligger, hvor vi måske ser en ende på den ekstreme misundelsestendens mellem kvinder som vi kender den.
Lad os foregive, at når vi som en kønsbestemt gruppe opnår mere konsekvent succes svarende til mænds, vil vi behandle hinanden anderledes. I en vis grad vil der altid være en form for spænding mellem alle, kvinder og mænd, med eller uden det udseende, der spiller en rolle. Men jeg tror, at alle kan være enige om, at verden stadig vil være et meget bedre sted, selv fyldt med uendelige problemer at løse, hvis kvinder var sødere over for hinanden og støttede hinanden. For helt ærligt… kunne det ikke tænkes, at man selv får et selvtillidsboost tilbage af, at være den, der tør give et kompliment?
At være hende, der har så meget selv, at hun kan give til en anden kvinde.
Jeg lægger en stor ære i at efterleve netop dét, og håber, at alle mine medsøstre vil gøre det samme – også alle jer, der er meget smukkere end mig.
Leave a Reply