Category: kællingesnak

Svaret er nej. Og det kommer jeg heller ikke igen. Jeg medvirker i en aktuel oplysningskampagne om prævention og i den forbindelse, har jeg modtaget en god portion henvendelser – positive som negative. Derudover er Instagram også overflydt med nyheder om det helt store gennembrud indenfor præventionspiller til mænd som eftersigende skulle være 99% graviditetsforebyggende. Det gav selvfølgelig helt naturlig anledning til dette indlæg.

Nogen elsker hormonel prævention, andre hader eller frygter det. Grundet en længere række personlige årsager og sundhedsmæssige tilstande, har jeg fravalgt den og stræber så vidt muligt efter naturlig balance i min krop, hvorfor min naturlige cyklus selvfølgelig spiller en vigtig rolle, hvis ikke den vigtigste (uddybes sidst på siden).

Da jeg var 15 år gammel, startede jeg på “pillen” – først minipiller, men skiftede til p-piller, fordi jeg ikke kunne finde ud af at tage den på præcis samme tidspunkt hver eneste dag. En lille, lyserød tablet, der indeholder en kombination af kunstig gestagen og østrogen, to kemikalier, der narrede min krop til at tro, at den er gravid, så jeg faktisk ikke kunne blive gravid. Siden den kom på markedet i 1960, har pillen – en samlebetegnelse for en række orale præventionsmidler indeholdende forskellige kombinationer af syntetiske hormoner – været den mest almindelige form for prævention brugt i Danmark, på et tidspunkt brugt af fire ud af af fem seksuelt aktive kvinder. Mens der er en række andre populære hormonelle præventionsmetoder, såsom spiral og p-ring, nyder de ikke af pillens popularitet og kulturelle betydning.

Jeg hadede min menstruation, allerede langt inden jeg fik den. Vi talte grimt om den, til den og den var i det hele taget bare uønsket og til stor ulejlighed. Derfor var det oplagt at undgå den ved hele tiden at udsætte den med p-pillerne. I 8-9. klasse, virkede det som om de fleste piger, jeg kendte begyndte på p-piller, uanset om de var seksuelt aktive eller ej. Markedsføringen omkring p-piller havde nemlig ændret sig, der fandtes en endeløs mængde af forskellige brands og pillerne blev ikke kun promoveret som en præventionsmetode, men som et slags “livsstils”-lægemiddel med en lang række fordele som f.eks. behandling af akne eller menstruationssmerter. Størstedelen af os tog dem og blev ved med det igennem det meste af den unge voksenalder, uden at overveje spørgsmålet om, hvad langsigtet hormonbrug havde af risici; jeg tog p-piller hver eneste dag i 7 år (med undtagelse af en periode på et halvt år, hvor min menstruation stoppede fuldstændig) uden at vide specielt meget om det.

Indtil for lidt over 4 år siden, hvor jeg droppede dem. Der opdagede jeg en udvikling, hvor flere unge kvinder i min omgangskreds, begyndte at stille spørgsmålstegn ved hormonel prævention, især dens virkning på adfærd og humør. Jeg blev også nysgerrig og ville gerne vide, hvad der pludselig fik os til at tvivle på noget, vi havde slugt i årevis uden at tænke over det, og hvordan vi har det nu, hvor vi er stoppet.

Den nuværende videnskabelige konsensus er, at flertallet af kvinder ikke oplever uønskede bivirkninger fra p-piller. Jeg husker tydeligt, at nogen jublede over, at deres bryster blev større – bare ikke mine… Og alligevel findes der mindre afgørende data om de mere subtile måder, hvorpå pillen kan påvirke os, når det kommer til humør, sexlyst eller overordnet livskvalitet, som alle er sværere at kvantificere. Jeg talte med et par veninder, der var holdt op med at tage p-piller og mødte også tilfældige kvinder, der alle fortalte mig, at de oplevede en enorm psykisk forskel med færre humørsvingninger, mindre angst eller depression; nogle oplevede endda øget libido. Jo mere jeg talte med kvinder, desto mere besat blev jeg af tanken om, at en lille justering af mit hormonnetværk kunne påvirke alt, hvad jeg tog for givet om mig selv. Hvor meget magt har hormonel prævention over vores sind, vores humør, vores adfærd? Og hvis videnskaben endnu ikke har fundet et klart svar, hvad betyder det så?

Det ultimative værktøj til undertrykkelse af den moderne kvinde

Er det anti-feministisk at stille spørgsmålstegn ved pillen? Det er jo rigtigt, at vi lige nu har brug for effektiv, tilgængelig prævention mere end nogensinde før. Det er også rigtigt, at meget af den nuværende bølge af pilleskepsis lever i et tåget rige, hvor frygten for det medicinske etablissement, der – ligesom anti-vaxx-bevægelsen – let bevæger sig ind i paranoiaens og pseudovidenskabens herredømme. På den anden side, kan det at stille spørgsmålstegn ved p-piller ses som et resultat af det samme feministiske instinkt, der netop affødte pillens fremkomst: et ønske om at stille gode spørgsmål og træffe informerede beslutninger om ens egen naturlige cyklus og reproduktive fremtid. Det er bare som om, at der aldrig er et godt tidspunkt at stille disse spørgsmål. Det daglige angreb på kvinders reproduktive rettigheder får det at udtrykke utilfredshed med status quo til at føles som en handling ud fra et naivt privilegium, selvom det er en status quo mange kvinder ikke har været tilfredse med.

Selvom pillen har givet os frihed, er den også resultatet af en kultur, der forventer, at kvinder skal bære omkostningerne – f.eks. de økonomiske – ved at forhindre graviditet. Det er også rigtigt, at det kommer med bivirkninger, som kvinder er blevet forventet stille og roligt at acceptere. I 2016 blev et klinisk forsøg med en lovende hormonel p-pille til mænd standset af sikkerhedsmæssige årsager. (Overskrifter på det tidspunkt fokuserede på det faktum, at en række af mændene klagede over uønskede bivirkninger, hvoraf mange kan lyde bekendt, herunder acne og humørsvingninger). Og som nævnt har flere nyhedskanaler på sociale medier spredt nyheden om et nyt videnskabeligt gennembrud i fremstillingen af p-piller til mænd. Det var på tide, hva…?

Måske har kvinder nu, i dette øjeblik med eksploderende feministisk raseri, simpelthen også bare haft det op til her med at skulle bære alle de potentielle bivirkninger alene. Det håber min indre feminist mest på, samtidig med at Madame Spirituella (læs: New Age-vildkvinden, der også bor inde i mig) også ønsker, at det skyldes en højere kalden fra naturen. Hvad er alternativet?

At forbinde og være i harmoni med vores cyklus er alt

Jeg har lært, at det er totalt vanvid, at en af ​​de mest integrerede dele af vores kvindelighed har været undertrykt og gemt i skyggerne så længe, til dels stadig er. Hvis du, kære kvinde, selv tænker på dengang, du fik den din menstruation, hvordan havde du det? Blev det fejret eller skjult? Når du sagde, at du havde din menstruation, blev den så mødt med et “åh nej, hvor er det irriterende” eller “du har fået dit lort”? Indgroet i vores psyke er, at vores menstruationer som nævnt, er ubelejlige, de forhindrer os i at gøre ting, de er beskidte, skal skjules og absolut ikke tales om. Jeg tror, ​​at det oprindeligt var forat skjule den enorme magt, som kvinder også kan have adgang til. Når vi følger vores naturlige rytme og cyklus, styrker vi os selv og lytter til vores kroppe.

En kort oversigt over hvordan cyklussen fungerer, inden for menstruationscyklussen er vores egen spirituelle rejse; en måneds proces med død og genfødsel, at give slip og modtage, hvilket er en meget naturlig shamanistisk cyklus. Når en kvinde har menstruation, er det en kraftfuld tid, hvor vi kan give slip på måneden, der er gået, og være åbne for at modtage beskeder direkte fra ånden. Man kan inddele cyklussen i fire faser, fuldstændig som årstiderne. Tænk på det som din indre vinter, hvor alt dør, går tilbage til jorden og hviler. For det meste kæmper vi som moderne kvinder igennem, og giver ikke plads eller tid til at hvile under vores blødning, men hvis du hviler, fylder det din energi op til den kommende måned. Når kvinder lider af menstruationssmerter, er det ofte vores livmoder, der siger stop, hvil, sæt farten ned og lyt til mig. Når vi giver plads til hvile, får vi så mange indsigter.

Den næste fase er den follikulære fase, og kan sammenlignes med indre forår. Nye knopper springer frem og der følelser af nyhed og ømhed, nye begyndelser, leg og nysgerrighed. Ægløsningen er vores indre sommer, vi er i fuldt flor og helt magnetiske, fordi vores seksuelle energi er på sit højeste. Jeg får en følelse af, at jeg kan det hele, alt er muligt og mærker en blød bølge af produktivitet. Så kommer efteråret, lutealfasen (præmenstruel), hvor mange kvinder bliver ramt af en indre kritiker, som ofte lyder som “Hvad laver jeg med mit liv? Hvem er jeg overhovedet? Jeg spilder min tid!” Jeg kom virkelig ofte til at føle mig lille og dybt deprimeret, men nu ved jeg, hvordan kortet over min cyklus fungerer. I stedet for at gå helt i stykker, passer jeg ekstra godt på mig selv og gør alle de ting, der nærer og støtter mig. Jeg har lært så meget af at arbejde med min egen cyklus efter jeg stoppede på hormonel prævention, og det har ikke kun været indsigtsfuldt, men også praktisk. Nu ved jeg bedre, hvornår jeg skal “være i form” for at møde mennesker, hvornår jeg kan være superproduktiv, få gjort ting færdig, og hvornår jeg får brug for mere tid alene og plads til at hvile og modtage.

Kvinders sundhed lider under en tillids – og videnskløft

Da jeg som 21-årig for første gang drøftede mine bekymringer omkring p-pillerne med min læge, mødte jeg underlig mængde modstand. Men jeg stoppede og det gjorde min menstruation også, hvilket gjorde mig endnu mere bekymret og jeg skyndte mig til lægen igen, hvor jeg fik at vide, at det var decideret usundt at holde pauser fra noget min krop var så vant til, så jeg startede på pillen igen.

Det var tankevækkende, at det sundhedspersonale, jeg egentlig havde stor tillid til, ikke lyttede til mine bekymringer om, hvordan pillen påvirkede mig. Var det da ikke en gyldig bekymring?

Jo. Det er jo min krop! Men kvinders sundhed – især mentale sundhed – har længe været et understuderet område. Som Maya Dusenbery skriver i bogen “Doing Harm: The Truth About How Bad Medicine and Lazy Science Leave Women Dismissed, Misdiagnosed, and sick”, lider kvinder både under en tillids – og videnskløft; læger ved mindre om, hvordan kvinders kroppe fungerer end mænds, og kvinders individuelle historier bliver troet på sjældnere. Den største risiko er selvfølgelig, at du kan blive gravid. De fleste af de kvinder, jeg har talt med, har erstattet pillen med andre præventionsmetoder: kondomer, andre hormonelle metoder som spiralen (som også har fysiske og psykologiske effekter), cyklussporing apps og “stå af i Roskilde”. Disse er af varierende effektivitet; især de to sidstnævnte har høje fejlprocenter. Som nævnt, har jeg ikke været på hormonel prævention i over 4 år, og har faktisk netop brugt de to metoder med en fast partner, men er på et afklarende stadie, hvor der skal findes en anden løsning. Kondomer? Selvom jeg hader dem og synes de er akavede…

Alligevel kan jeg ikke afvise, at jeg mærkede en forskel, da jeg droppede pillen. Ikke nok med at jeg tabte mig 6 kilo uden at gøre noget anderledes, så fik jeg det bedre psykisk. Jeg blev mindre ængstelig. Jeg husker det som om en slags skarp kant blev fjernet; som om jeg ikke vibrerede med den samme neurotiske frekvens, som jeg var meget vant til. Hvor stor ændringen end er, er den også svær at bearbejde. Hvis pillen virkelig havde øget min angst, kunne meget af de 7 års følelsesmæssig turbulens så have været undgået blot ved at skifte prævention? Det er svært ikke at se tilbage og undre sig. Men jeg har også svært ved at forestille mig en anden præventionsmetode, der ville have givet den samme lethed og ro i sindet om uønsket graviditet gennem en tumultarisk periode af mit liv.

At være kvinde er ofte at nøjes med at vælge fra en buffet af uappetitlige alternativer. Jeg ved ikke, hvordan hormonel prævention kan have ændret mig, for det er der ingen, der gør. I det mindste begynder vi at stille spørgsmålene nu, selvom de tilfredsstillende svar stadig synes langt væk.

Misundelse mellem kvinder er tabu. Men øv, hvor er det et udbredt og kæmpemæssigt problem. Og jeg har også selv følt den – fra begge sider. Jeg er blevet behandlet dårligt af mange piger uden anden grund end at de måske følte sig truede af mig. Har det været omvendt, har jeg dog aldrig reageret på den, på en måde som gjorde mig nederdrægtig over for en anden pige fordi hun måske havde eller kunne noget jeg ikke selv havde/kunne. Tværtimod er det enormt tiltrækkende for mig. Jeg kan sagtens komme til at føle mig lille eller mindre værd, hvis jeg synes en pige er smukkere, klogere eller dygtigere end mig, men jeg kunne faktisk ikke finde på at trække hende ned eller bitche over hende på grund af min egen usikkerhed. Jeg er mega fan af at sende kærlighed og girl crushes ud til alle de kvinder, der tiltaler mig bare det mindste selvom de måske får mig til at føle mig usikker. Både på sociale medier og i byen. Især fordi jeg selv værdsætter komplimenter fra kvinder meget højere end dem fra mænd. Det har en helt anden betydning. Men hvorfor er egentlig det sådan?

Kan vi lade os inspirere af hinanden, frem for at føle trang til at være konkurrenter og i stedet blive hinandens forbilleder?

Kvinder konkurrerer, sammenligner sig med, underminerer og undertrykker hinanden – det er i hvert fald den fremherskende forestilling om, hvordan vi interagerer. Det virker nærmest bare helt naturligt og som en selvfølge, at piger og kvinder kan være så fandens lede ved hinanden. Tilsyneladende meget ledere, mere snu og brutale end mænd er over for hinanden. Og de er samtidig meget mere bevidste omkring det. Ja, det er selvfølgelig en generalisering. Der findes mange gode mennesker i verden. Gode kvinder, om man vil. Der findes helt sikkert mænd, som snildt kan konkurrere med den største drama queen du nogensinde har mødt. Men det er ikke pointen…

Pointen er derimod, at moderne kvinder generelt ikke besidder den solidaritet, som man nok håber på eller måske endda forventer i en tid, hvor man angiveligt bevæger sig i retning af kønsligstilling i de fleste samfund.

Kvinder vs kvinder er ikke ligefrem noget nyt. Du fnyser måske allerede af det du har læst indtil nu, for det er vel bare kvinders mærkværdige, naturlige tilstand af væren. Som om det ligger dybt i vores DNA, at vi konstant skal konkurrere med hinanden. Kvinder er kendt for at konkurrere om mænd, venner, udseende, jobs, anerkendelse og selvværd. Ting man rent faktisk kan vinde og ting man aldrig kan vinde. Det håndgribelige og uhåndgribelige. Smålige ting som tøj og udseende – alt sammen for at fodre hadet til vores kvindelige medmennesker. Der er ikke mange, der stiller spørgsmålstegn ved det. Vi laver sjov med det, anerkender det, underkender det, men spørger vi egentlig os selv hvorfor og hvordan vi endte her? Hvordan blev det så slemt?

Det er bare sådan kvinder er… siger man så.

Tja, det kan godt være sandt, men også kun ligeså sandt som udtrykket “boys will be boys”. Men drenge vil kun virkelig være drenge, og piger vil være piger i forbindelse med visse magtrelationer og sociale strukturer.

Kald det naturligt, om du vil, men det kan der vel laves om på.

Jeg taler ikke nødvendigvis om en udbredt kampagne for “bevidsthed” omkring det, så vi kan indlede helingsprocessen en-til-en i vores egen psyke. På den ene side gør jeg, men på den anden side gør jeg ikke. Baseret på mine egne personlige erfaringer og generelle observationer, ser jeg faktisk dette som et mere simpelt problem end vi måske tror det er – omend et med udbredt og kompliceret bølge effekt på samfundet som helhed.

Tænk over det her: hvad er det eneste problem, der synes at fortsætte på trods af kvinders økonomiske, uddannelsesmæssige fremskridt, seksuelle frihed, adgang til teknologisk innovation og relativt (men stadig tungere) reproduktive rettigheder?

Hvad er det ved vores værd som individer, der inspirerer vores usikre fjendskab?

Det er egentlig ret vildt, hvis du virkelig tænker over det. Utroligt at dette meget reelle problem ikke kun forstyrrer vores selvbillede, hvordan vi har det med os selv, men også påvirker, hvordan andre har det med os og dermed påvirker måden, vi lever vores liv på!

Det er så dumt, ubehageligt og overfladisk, men smerteligt sandt.

Jeg har ikke svarene, men jeg har virkelig tænkt meget over det her gennem tiden. Og jeg ser det som et rudimentært problem, der skaber så massiv en opdeling og har alvorlige konsekvenser som følger.

Desværre handler det om succes. Især succes i form af skønhed og kropsbillede. Eller mere specifikt, skønhed i sammenhæng med vores vedvarende ulighed med mænd, og den disproportionelle markedsgørelse af kroppen, der ironisk nok føder ilden mellem os og vores medsøstre. Denne kvindelige konkurrence skyldes hovedsageligt, at kvinder, født og opvokset i det patriarkalske samfund, internaliserer det mandlige perspektiv og vedtager det som deres eget. Mandens syn på kvinder som primært sexobjekter bliver en selvopfyldende profeti. Kvinder er derfor tvunget til at kæmpe mod andre kvinder for at blive mandens trofæ, og dermed kvindens ultimative kilde til styrke, værd, præstation og identitet. Primitivt nok som det lyder…

Men åh ja, på trods af hvor langt vi er kommet, er vores udseende stadig højt på tjeklisten over vores succes som kvinder. Det er på vores tjekliste på en vilkårlig allestedsnærværende måde, som vi ikke nødvendigvis inviterede. Måske prioriterede vi det engang. Måske har andre gjort det til en prioritet, og vi internaliserede det som standard. Vi kan endda lejlighedsvist boykotte det, i håb om at undslippe dette særlige paradigme af selvværd og succes. Men hverken, om vi pålagde det os selv eller nogen andre gjorde, så er det der nu og har været der i lang tid. Jeg vil gerne nævne et ton kilder her for at understrege dette postulat, men det ville gøre dette indlæg to millioner sider langt.

Det er sandheden som vi kender den. Vi ser det, lever det, indånder det, ser tv om det, læser om det. Men udseende definerer ikke mænd som det stadig definerer kvinder, selv på de mest seriøse platforme i verden. Dette er en smuk, men grim rest af en tid, hvor kvinder var trofæer og ejendele for mænd, da hele vores værdi engang var baseret på udseende, stamtavle, jomfruelighed og fødedygtighed.

Det virker som en umulig opgave at få skaffet rivaliseringen mellem kvinder af vejen. Men jeg ville ønske, der fandtes en nem løsning, der forenede os som de stærke, selvstændige kvinder vi er.

Udseende er blot en ressource. Ligesom uddannelse, penge og charme. En ressource for at få det, du vil have. En vare, om man vil. Vi lever trods alt i et kapitalistisk samfund. Nu vil nogen måske bryde ind og beskylde kapitalismen for problemet, dette besiddelses-ejerskabs-hierarki-ressource-forbrugsproblem, ligesom alle andre problemer i verden. Og det kan de nok have ret i, men nu vil jeg prøve at holde det enkelt.

Udseende er ressourcer. Ressourcer, der er arvelige og dyrket ens.

I en kultur, hvor patriarken stadig lever i bedste velgående, er mindst én forkrøbet mytologi forblevet – historien om at kvinder ikke er noget værd, medmindre de er fantastiske til alt OG smukke i andres øjne. For nogen er ekstern skønhed i andres og ens egne øjne, en succes i sig selv.

Desværre har dette faktum alene vendt kvinder mod hinanden, en tendens der lægger århundreder, hvis ikke årtusinder tilbage. Dette er den væsentligste faktor, der stadig afgør vores velvære i offentlighedens øjne, hvorvidt en kvinde er homoseksuel, hetero, bi, hvid, sort, brun etc. En konkurrence, hvis konkurrenter som standard kun er kvinder i en verden styret af mænd.

Så når en attraktiv kvinde møder op til den same fest som dig, hvis hun er smukkere i dine øjne end du er eller i andres øjne, vil hun måske inspirere din misundelse. Og hvis du er den slags kvinde, selvom det måske kun er lige er den aften, vil du måske behandle hende anderledes. Hun kan lige så godt paradere et bedre CV foran næsen på dig. “Uh, se mig, jeg kan få en bedre mand, en bedre garderobe, et bedre job… et bedre liv.”

Misundelse over udseende er kun et symptom på alt andet, vi stadig ikke har, hvoraf den ene er evnen til at eliminere skønhed og kropsbillede som almægtige diktatorer i vores liv. På den anden side, kan det at have et smukt ydre, trække en kvinde ned på måder, der er ligeledes uretfærdige og ufortjent, nemlig når andre kvinder gør deres bedste for at sabotere hendes fremgang, hendes popularitet og hendes lykke baseret på misundelse af hendes kollektive ressourcer.

I sidste ende, tror jeg egentlig ikke, at vi konkurrerer med andre kvinder, men i virkeligheden med os selv. Vi ser på andre kvinder og ser en version af os selv, der er bedre, smukkere, klogere og noget mere end os selv. Vi ser slet ikke den anden kvinde.

Når kvinder endelig kan forvise skønhed til et livsudtryk, snarere end en forudsætning for succes, kan det være sikkert at sige, at vi vil se mindre spændinger mellem vores medsøstre. Jeg tror gerne, at når kvinder indtager tilstrækkelige magtpositioner på alle områder, vil vi ikke længere tvivle på, hvor vores virkelige værd ligger, hvor vi måske ser en ende på den ekstreme misundelsestendens mellem kvinder som vi kender den.

Lad os foregive, at når vi som en kønsbestemt gruppe opnår mere konsekvent succes svarende til mænds, vil vi behandle hinanden anderledes. I en vis grad vil der altid være en form for spænding mellem alle, kvinder og mænd, med eller uden det udseende, der spiller en rolle. Men jeg tror, at alle kan være enige om, at verden stadig vil være et meget bedre sted, selv fyldt med uendelige problemer at løse, hvis kvinder var sødere over for hinanden og støttede hinanden. For helt ærligt… kunne det ikke tænkes, at man selv får et selvtillidsboost tilbage af, at være den, der tør give et kompliment?

At være hende, der har så meget selv, at hun kan give til en anden kvinde.

Jeg lægger en stor ære i at efterleve netop dét, og håber, at alle mine medsøstre vil gøre det samme – også alle jer, der er meget smukkere end mig.