Nu har jeg modvilligt kæmpet mig gennem den første måned som enlig beboer her i den lille lejlighed på Vesterbro. Og udover at det har været lidt ensomt, har jeg efterhånden erfaret adskillige andre afsindigt irriterende ting ved pludselig at bo alene, når man ellers i 2,5 år har været vant til at bo med sin kæreste. Jeg har skrabet en liste på 10 ting sammen som lyder således:
1. Ingen at vrisse af når jeg er morgensur. Jaja, hvad er det dog for noget at skrive? Jeg har brug for at komme ud med mine aggressioner om morgenen, når jeg står op og indser at det stadig er koldt og mørkt udenfor, og lige er vågnet fra en drøm om badeferie i Thailand. Nu må jeg gå rundt og klage og bande for mig selv.
2. At sove alene. Der er ingen at putte med om natten, så det er PISSE koldt når jeg skal i seng. Selvom, eller måske især fordi, jeg har en dobbeltseng på 180 cm og dobbeltdyne, er det mega koldt når jeg skal sove. Det tager 1000 år før der er opvarmet nok til, at det er behageligt at ligge der. Radiatoren i soveværelset har længe været kaput og med temperaturen udenfor, er det meget rarere at der er en lige ved siden af som elsker at ligge i ske.
3. At tage alt skraldet. Øv, det var jo så meget sjovere, da jeg kunne snyde mig til, at det var hans tur til at rende ned i gården, med argumentet om at det altså var mig, der havde gjort det de sidste par dage… selvom det faktisk var omvendt! Tihi.
4. Edderkopper er ALTID et problem. Jeg kan ikke længere flippe ud over en klam edderkop med lange ben og tvinge en til at fjerne den. Nu skal jeg konstant konfronteres med frygten om, at deres spøgelser vil hjemsøge mig resten af mit liv, når jeg enten er tvunget til at dræbe dem eller smide dem ud af hjemmet. Mine katte gider ikke æde dem, for sidst jeg sendte den ene hen for at spise en stor, sort og tykbenet krabat, legede han bare lidt med den og slog den hårdt nok til at den bare lå og led. Og edderkoppe-udvandring, er nok heller ikke noget, der på magisk vis finder sted af sig selv. NOT COOL!
5. Meget mindre nøgenhed. Det kan nok let misforstås ved første øjekast 😛 men jeg mener nu bare, at jeg tager mig selv i at rende fra badeværelset og ind i soveværelset iført mit badehåndklæde (hvilket drejer sig om lige knapt 2 meter). Jeg lukker og låser helt instinktivt døren til toilettet, når jeg skal tisse. Hvorfor?? Jeg har ingen anelse. Selvom det lyder helt til grin, kigger jeg også instinktivt om hjørnet ind til min brusekabine som om jeg lige skal sikre mig, at der ikke sidder en psykotisk seriemorder og tjekker sin smartphone mens han venter på at kunne overfalde mig.
6. At folde lagner sammen. Det fungerer simpelthen kun når man er to til det medmindre man virkelig er smart, i modsætning til mig, og har luret fidusen. Nu foldes pudebetrækkene pænt og nydeligt sammen, hvorefter lagnet tages op (allerede der er min tålmodighed stort set ikkeeksistrende) og jeg gør mig umage for at lægge hjørnerne sammen og folde, men det ender med at blive krøllet sammen og kylet demonstrativt ind på hylden.
7. At vaske tøj på møntvaskeriet alene. Sagen havde bestemt været en anden hvis der havde været vaskekælder i ejendommen ligesom i min gamle lejlighed, men når man skal på møntvaskeri, er det straks et langt større projekt. Først skal jeg lige de 500 m op ad Sønder Boulevard med alt det snavsede tøj i blå IKEA poser på hver skulder, sætte et par vaske i gang, gå hjem igen for at vente 50 minutter på at vaskene bliver klar, for så at gå hele vejen derop igen, tømme maskinerne og smide en enkelt bunke over i tørretumbleren som skal køre 20 minutter, for så at gå hjem med alt det våde og tunge tøj og få hængt det op i mellemtiden, for så at gå hele vejen tilbage til møntvaskeriet, tømme tørretumbleren, for så at gå hjem igen og lægge det tørre tøj på plads. Så er den dag gået! Selvom det er en røvsyg opgave, er det en tand mere underholdende at have en laundry-buddy med sig.
8. Frygten for at choke og blive fundet af ambulancefolk, iført badekåbe og en muld fuld af hummus. Der er ikke så meget mere at tilføje end, at det er begyndelsen på et skamfuldt liv.
9. Den dims jeg tabte på gulvet tidligere, er der stadig når jeg kommer hjem. Jeps, har jeg tabt, smidt eller efterladt noget på gulvet, er der ingen andre end mig selv, jeg kan give skylden for ikke at have samlet det op.
10. Jeg taler mere til mig selv end hvad der bør regnes for at være sundt. Ved fraværet af en second opinion i huset, har jeg opdaget, at jeg har en kommentar til alt hvad jeg i forvejen siger højt for mig selv. Som om jeg altid har et publikum og ingen rask person har så mange samtaler med livløse objekter som jeg. Hvis jeg f.eks. slukker et stearinlys, jeg kan finde på at fortælle mit tv: “Ja, det synes jeg ser godt ud her” eller “Hmm, ja, jeg skal nok også skrive toiletpapir på indkøbslisten som jeg alligevel glemmer at tage med når jeg skal handle”. Det er lidt weird at opdage, at man har en komplet monolog kørende, men på den anden side, finder jeg det positivt at jeg altid er så opbakkende over for mig selv. Der er jo ingen andre, der er fysisk til stede til at være det…
#foreveralone
Leave a Reply