Category: throwback

Gennem de sidste mange måneder, har der været ufatteligt meget fokus på bevægelsen “Black Lives Matter” globalt, og mobning i offentlige institutioner herhjemme i Danmark har fået meget opmærksomhed i medierne. Det har sat et virvar af tanker i gang – især fordi jeg personligt kan relatere til begge temaer.

Jeg har altid følt mig anderledes. Fra jeg var helt lille. Engang kom min mor og hentede mig i børnehaven da jeg var 3 år gammel, hvor pædagogerne måtte fortælle hende, at de godt nok mente jeg var et meget specielt barn. Vi havde været på skovtur og i midt i det hele, var jeg standset foran alle de andre børn og havde sagt: “Se nu lige himlen, hvor blå den er. Og se denne blomst, så smuk og farverig”. Og børnene gloede underligt tilbage på mig.

Ikke nok med det, så, så jeg jo også anderledes ud. Min far er nemlig adopteret fra Sydkorea, så derfor er mine øjne, ja, lidt “skæve” I guess. Og Gud, hvor har jeg dog også hørt meget for det gennem tiderne. Fra skolestart, er jeg blevet kaldt alt fra nudel/risgnasker, chiliperker, bambusraket, thailuder til skævøje, gul, sushirulle, nøjser, japser og jeg kunne blive ved. Øgenavne som har mærket mig hver eneste gang og fået mig til at føle mig forkert selvom jeg ville ønske det ikke havde. Jeg kom ofte grædende hjem til min mor efter skole, og spurgte: “Mor! Hvorfor har jeg ikke bare lyst hår og blå øjne ligesom dig?” En ekskæreste blev endda kaldt “nøjserfan” på vej hjem fra byen, af en pige, der vist var lidt vild med ham. Min mor, som jo er helt lys og skandinavisk, var på et tidspunkt ude at handle med mig som spæd i en mavesele. En ældre dame kommer hen og siger “Det er godt, der er nogen der vil have dem”.

Hver gang folk har skullet sige noget grimt om mig, har det været ord, der beskrev mit etniske udseende. Det har gennem meget af min barndom/tidlig ungdom, været med til at gøre mig enormt usikker og givet mig et mindreværd. Jeg følte ikke rigtigt jeg passede ind, og nok ikke kun pga. udseendet, men også mine anderledes interesser. Jeg husker ikke jeg havde særligt mange venner i de små klasser i folkeskolen, så jeg brugte det meste af min tid alene derhjemme efter skole, hvor jeg måtte lege med mig selv (jaja, haha!). Jeg havde en meget livlig fantasi, så det var ikke noget problem at holde mig selv underholdt. Jeg blev holdt uden for af de ”seje” piger i klassen og drengene drillede mig.

I løbet af 2. eller 3. klasse, husker jeg at tingene ændrede sig lidt. Jeg fik veninder i klassen som jeg legede med efter skole, men fra 4. klasse var det drengene der var mest interessante at hænge ud med. Min far var Brøndby-fan, så det var jeg naturligvis også. Jeg elskede at tage med ham til fodboldkampe, gik i Brøndbys spilletrøjer, hvor der enten stod Kamper eller Kahlenberg bagpå og Nike’s 90’er sko med gummidutter på sålen. Så spillede jeg fodbold i skolegården selvom jeg ikke var specielt god og stort set altid blev valgt til sidst, men jeg elskede at tage med drengene på netcafé og skate i Fælledparken efter skole. Jeg passede på en måde lidt bedre ind blandt dem selvom de nok ikke altid synes det var så sejt at have en pige med, så pressede jeg på og de blev mine bedste venner. Jeg blev hurtigt populær og jeg var helt sikkert nem at hade. Dels fordi jeg havde det så nemt med drengene, men også fordi jeg var en flot pige, jeg klarede mig godt i skolen og så var jeg faktisk samtidig vanvittigt usikker og skide følsom.

Sådan fortsatte det og er det egentlig stadig den dag i dag. Selvom jeg elsker alle mine pigeveninder, føler jeg mig ofte meget mere afslappet i selskab med fyre. Jeg deler flere interesser med dem end jeg gør med piger. Jeg kan lide gyserfilm med skræk og blod, actionfilm med masser BANG! og hurtige biler, jeg ELSKER at spille Playstation, Xbox og computer og kan bruge en hel dag (og nat) bare på at game. Piger kan være så lede på en måde, jeg virkelig ikke bryder mig om. Det raser af misundelse og konkurrence blandt piger, en tendens jeg aldrig helt har forstået. Det er mere ligetil med drengene, de siger tingene som de er frem for at tale grimt bag ens ryg og skabe unødvendigt drama. Jeg er blevet stukket i ryggen af mange veninder gennem tiden som jeg stolede blindt på, men ikke af nogen drengevenner. Det synes jeg faktisk er tankevækkende.

Da jeg startede i gymnasiet, var jeg også meget populær blandt drengene og jeg syntes fortsat de var sjovest at snakke og hænge ud med. Der var en gruppe piger som jeg egentlig følte jeg havde været meget venskabelig med, der i sommerferien mellem 1. og 2.g pludselig begyndte at chikanere mig med grove, racistiske sms’er, hvor jeg blev kaldt lidt af hvert. Jeg modtog også samtlige opkald, hvor jeg fik at vide, at jeg bare skulle tage mit eget liv fordi ingen alligevel fattede hvorfor jeg stadig gik i klassen og så ville alle blive glade. De sætninger er nok de aller værste og dem, der har gjort mest ondt, men jeg lod det ikke slå mig ud.

“Why fit in when you were born to stand out?”

— Dr. Seuss

Nu hvor jeg er i starten af tyverne, oplever jeg stadig at blive mødt med racistiske bemærkninger som kan gøre mig trist. Jeg er jo pæredansk? Jeg ligner bare ikke en dansker fordi mit hår ikke er blondt, min hud ikke er lys og mine øjne ikke er blå. Man kan selvfølgelig finde alle mulige grunde til hvorfor man skal være ligeglade med folk, der mobber og taler grimt om andre fordi det kun er et klart udtryk for deres egne mindreværdskomplekser og usikkerhed, men sådan er det nu engang bare ikke. Selvom jeg har måttet beskytte mig mod racistiske kommentarer og øgenavne med selvironi og gjort grin med mig selv, så kan jeg til tider stadig mærke hvor nedsættende det faktisk føles.

Børn kan være så ufatteligt ondskabsfulde, måske fordi de ikke ved bedre, men den ældre dame og nedenstående historie er da bevis på at voksne er nøjagtig ligesådan.

Jeg arbejdede i en periode på en restaurant i Tivoli, hvor der en dag, kom en ældre mand hen til mig og spurgte hvor jeg kom fra. Jeg følte fra starten, at der var noget ubehageligt ved hans attitude som gjorde mig lidt utryg, men jeg svarede ham pænt og høfligt. Han begyndte at fortælle underlige historier om hvordan han havde været psykisk syg, hvilket han tydeligvis var, og når jeg svarede ham så høfligt og overskudsagtigt jeg kunne, kommenterede han på, hvor flot mit danske var. “Jo, tak. Jeg er også født og opvokset her”.

Jeg kunne næsten ikke slippe af med ham og til sidst da han spurgte om mit navn, var der noget i mig som gjorde, at jeg valgte ikke at svare Joy, for det lyder jo udenlandsk i forhold til mit andet fornavn, Frederikke. Så det sagde jeg i stedet, hvortil han svarede: “Nå, så har du jo også et rigtigt flot dansk navn og ikke sådan noget Ying Yang Yung!”

Jeg synes det er en ufattelig trist måde at møde sine medmennesker på. Med den slags skepticisme over for det, der er anderledes fra en selv. Det er bestemt ikke fordi jeg ikke altid har forsøgt at være hamrende selvironisk, og taget på pis på mig selv og mine “Asian roots” for at forsvare mig, når jeg har fyret jokes af om mit “grønlændersyndrom” eller “Asian blush” (når man får knaldrøde kinder ved alkoholindtagelse), men sommetider har selv mine nærmeste venner også sagt ting, der gjorde lidt ondt. De gør ofte grin med det på daglig basis med kommentarer som egentlig er småracistiske, men i stedet for at tage det til mig, prøver jeg for det meste at ærgre mig mere over den mangel på opfindsomhed og intelligens det udstråler… Sorry guys 😉 jeg elsker jer alligevel, men find dog på noget nyt – bare engang imellem. Jeg oplever også tit og ofte, at når folk skal rose mig og give mig komplimenter, så bliver mit asiatiske udseende også indblandet; “Du er virkelig flot af en asiat at være”, “Du er den pæneste asiat jeg kender”.

Hvorfor kan jeg ikke bare være en flot pige?

For der er jo ikke det mindste fremmede ved mig… Jeg taler ikke koreansk og jeg har ikke været i landet. De eneste i min familie, der ligner mig er min far og min lillesøster på 3 år. Resten af min familie ser klassisk skandinaviske ud. Det har selvfølgelig nok været noget, der sommetider også har fået mig til at føle mig udenfor i familien. Ikke fordi jeg ikke har et godt forhold til dem, men blot fordi vi spejler os i de mennesker vi omgiver os med og gennem hele mit liv, har det altså kun været én person som jeg kunne identificere mig med rent udseendesmæssigt. Trods min skingrende danskhed, så er jeg stolt af mine etniske aner, mine skæve øjne og min gule hud 🙂 Al diversitet på kryds og tværs af kulturer bør embraces for det er en smuk, beundringsværdig og uundværlig ting. Og nå ja..

STOP MOBNING!

– i hjemmet og på nettet

Guilty as charged.. Jeg har ikke lavet ét eneste blogindlæg i et halvt år – og ikke engang om min tur til Australien eller afslutningen på samme med min ferie på Bali og i Malaysia! Hvilken sørgelig undskyldning for en blogger-newcomer jeg har været, I know.. men det har egentlig også taget mig et godt stykke tid at komme frem til, hvad jeg egentlig vil blogge om. Og sagen er den, at jeg absolut ingen idé har! Da jeg “fulgte lidt med strømmen” og hoppede med på blogger-bølgen i håb om, at jeg ville blive populær på 0.2, blive “premium” og inviteret med til alle de fabulous events de andre populære bloggere gør, fik jeg at vide jeg skulle indsnævre mit blogtema lidt for at ramme en bestemt målgruppe. Men nu har jeg fundet af, at det måske slet ikke er det jeg vil. Intet af det.. Hvis jeg ikke skulle tage mig af hvad nogen siger eller tænker, så skulle jeg bare have lov til at skrive om lige det jeg vil, når jeg vil. Uden at blive kategoriseret, målt og vejet. Er det bare skide kedeligt og skriger af mangel på originalitet og kreativitet? Eller er det måske det stikmodsatte? Jeg kaster mig i hvert fald ud i at lade den første idé med min blog tage en lille drejning mod noget jeg elsker:

at skrive…

Jeg blev for nyligt udsat for noget, der virkelig har sat nogle tanker i gang og netop gav god anledning til at skrive på livet løs om min oplevelse. Det er mandag formiddag, jeg kommer hjem efter at have overnattet hos en veninde som lige havde talt om, hvordan hun ikke havde fået tømt sin postkasse i noget tid og at det nok var på tide. Jeg åbner min egen ude i opgangen og hiver et hav af reklamer ud. Nogle falder på gulvet og da jeg bukker mig for at samle dem op, ser jeg et afrevet pair fra en notesbog iblandt. Det viser sig at være en besked eller rettere, en ” lille forespørgsel” fra nogle genboer på den anden side af min gård. Der står:

“Hej J! Vi bor på den anden side af gården i … og skriver denne hilsen da vi har en en lille forespørgsel til dig. Vi har længe måtte bære over din mangel på blufærdighed i dit køkken… Vi ville simpelthen blive så glade hvis du kunne være bare en anelse mindre nøgen fremover, da vi har en søn på 8 år, der synes det er rigtigt spændende at kigge på 🙂 Tak for hjælpen! Vh Familien på …”

Hmmm, tænkte jeg.. Jeg kunne ikke lige beslutte mig for om jeg skulle skraldgrine eller skamme mig af dårlig samvittighed. Uden at tænke mere over det besluttede jeg mig for at tage et billede af brevet og dele det på min Facebook-væg. Hvad ellers? Jeg tog et bad og efter 20 minutter, var der ikke kun kommet mange likes, men også delte meninger om episoden. Størstedelen mente, at det enten var ekstremt langt ude, hylende morsomt og jokede med det, mens andre påpegede at man måske godt kan trække gardinerne for eller tage tøj på, når man tuller rundt i sit køkken.

Men hvorfor og hvorfor ikke? Er det ikke okay at være nøgen i sit eget hjem? Og hvem bestemmer det? Hvilke normer spiller den væsentlige rolle her? Spørgsmålene begyndte så småt, og gør det endnu, at hvirvle rundt i mit hoved og jeg føler mig i nogen grad stadig lidt splittet over de forskellige måder, der faktisk er at gribe alt det her an på. Nogle venner sendte min historie ind til lørdagsprogrammet Mads & Monopolet på P4, som kontaktede mig og så fik jeg lov til at være med på telefonen da Ida Auken, Mick Øgendahl og Uffe Buchardt diskuterede mit dilemma. Det kan høres ca. 01:59:00 inde i indslaget her

Man kan måske starte med det paradoksale i at familien beklager sig over min manglende blufærdighed, men samtidig afslører de sig selv i at have luret ind gennem mit vindue. Jeg kan da ganske vist sætte gardiner op eller være påklædt, men de kan vel også bare lade vær med at kigge? Hvad er rigtigt og hvad er forkert? Begge dele eller ingen af delene? Suk.. Lad os tage udgangspunkt i at den 8-årige søn er den reelle grund til brevet – hvorfor må en dreng i den alder ikke gøre noget så uskyldigt som at se på en nøgen kvindekrop? Og nu er det godt nok heller ikke ligefrem fordi jeg sidder med spredte ben i vindueskarmen med fjappen klistret op ad ruden.. Men nej, jeg er bestemt ikke blufærdig og det har jeg aldrig været, da jeg ikke er opvokset i en familie hvor nøgenhed har været en skamfuld, decideret “privat” og “skjult” ting eller emne. I mit arbejde som model, er jeg ofte nødt til at være afklædt eller helt nøgen enten på billeder eller bare under tøjskift mens andre ser på. Der nytter det altså ikke noget at være bange for at vise sin krop frem. Det handler om at være selvsikker og føle sig godt tilpas med sin krop, og det smitter måske også af på mig i privaten, når jeg vimser nøgen rundt uden at blinke. I Danmark findes der ingen konkret lovgivning om hvor og hvornår man må være nøgen. Nu er jeg sådan set heller ikke en udpræget naturist og jeg ville nok ikke lige rende nøgen rundt på min vej, så derfor er det vel helt fint at jeg er nøgen alt det jeg vil inden for egne vægge. Der findes en ordensbekendtgørelse om offentlig orden, der fastsætter enkelte regler mod at udvise uanstændig eller anstødelig opførsel som direkte forulemper andre. Har dette været tilfældet?

Har nøgenhed nødvendigvis noget med sex at gøre? Det kommer vel egentlig helt an på hvordan den bliver fremstillet. Jeg kan sagtens erklære mig enig i at billeder af nøgne damer eller mænd med en direkte seksuel antydning selvfølgelig har med sex at gøre og fremstår seksuelt. Men for mig, har en nøgen krop ikke en absolut sammenhæng med sex. Derfor finder jeg det egentlig heller ikke seksuelt krænkende, at jeg ind imellem bevæger mig afklædt rundt i mit køkken og resten af min lejlighed. Tja, dem på den anden side af min egen vej med udsigt ind i mit soveværelse har ikke klaget.. Der findes som sagt lov om direkte blufærdighedskrænkelse, men den mener jeg dog ikke jeg overtræder i mit eget hjem. Havde jeg fået samme brev hvis jeg var en mand? Ja, de kønsrelaterede spørgsmål kommer også på dagsordenen nu.. Hvis den 8-årige dreng var en pige, så var svaret højst sandsynligt, ja. Men ellers havde der nok ikke været den store alarm. Betyder det så, at det er mere acceptabelt når mænd er afklædt og er det egentlig ikke sådan generelt? Nogen vil måske mene at mandekroppen ikke “inviterer til sex” på samme måde. Men på hvilken måde så? Er det en sexistisk forespørgsel jeg har modtaget? Hvorfor er kvindekroppen et større sexsymbol end mandekroppen? #freethenipple

Nøgenhed på sociale medier er et utroligt frembrydende fænomen og en interessant diskussion. Selvom det fremgår tydeligt af Instragrams “Terms of Use”, at brugerne: “may not post violent, nude, partially nude, discriminatory, unlawful, infringing, hateful, pornographic or sexually suggestive photos or other content” vrimler mediets profiler (inkl. min egen) med nøgen – og/eller delvist nøgenbilleder. App’en tillader egentlig alle frække billeder med masser hud, numser og bryster, så længe der ikke er en brystvorte til stede. En kvindelig brystvorte, vel at mærke 😉 På trods af den følelse af intimitet man alligevel får, er det økonomisk nødvendigt for den Facebook-ejede app at bevare sit image. Instagram-marketing er nemlig en booming faktor for utallige brands etc. og derfor ville virksomheden nok på ingen måde #freethenipple hvis det betød et pengetab i så god en business.

Facebook’s politik er ifølge netværket selv, super striks omkring stødende opslag, men fortsætter med “we aspire to respect people’s right to share content of personal importance, whether those are photos of a sculpture like Michelangelo’s David or family photos of a child breastfeeding”. Jeg ser personligt ikke overdrevet meget grafisk indhold på siden som jeg føler mig provokeret eller krænket af.

Twitter som ikke er vanvittigt populært i lille Danmark er den mest tilladende sociale platform og tillader faktisk pornografiske opslag i deres feed.

Mange kendte poster i flæng billeder af sig selv, hvor de er iført minimal eller ingen beklædning og da de jo er rollemodeller for alverdens mennesker, opfordrer de dermed også til nøgenhed. Skaber det et pres på brugerne om at vise deres krop frem på de sociale medier? Tja.. Er det forkert? Måske.. Hvor går grænsen?

Jeg så for nyligt et program på DR3 om unge pigers private deling af nøgenbilleder og hvordan de ufrivilligt havner i hænderne på folk, de ikke skulle og også på internettet. Det gjorde mig faktisk ret trist at se. Især fordi ofrene følte sig utroligt krænkede og ja… splitterragende nøgne. Jeg synes der er en meget hårfin balance mellem hvad der okay at dele med andre eller på sociale medier, og hvornår man skal passe på sig selv og sin krop. Har jeg selv sendt private nøgenbilleder til fyre da jeg var yngre? Ja, det har jeg. Har det kun været til mine kærester? Nej. Har det vist sig at være en fejlagtig handling og noget jeg endte med at fortryde? I nogle tilfælde, ja. Jeg synes ikke det er helt okay, at fyre deler private billeder af piger som de har fået tilsendt med tillid. Dog kan man også sige, at det er pigernes eget valg og at de faktisk mister “rettighederne” ved at sende sådanne billeder og det gør dem desværre, et eller andet sted, til den sociale og kulturelle norm i samfundet. Unge piger (og drenge) bliver i vores kultur overseksualiserede og desensibiliserede over for seksuelt indhold, og derfor bliver det både delt på de sociale medier og sendt ud til dem, der synes det kunne være lækkert at modtage. Det gør selvfølgelig at vigtigheden i at holde sin krop privat stort set er ikkeeksisterende. De oplevelser jeg selv har haft med det i mine teenageår, har jeg dog lært af og jeg tænker, at hvis man absolut vil udveksle den slags indhold uden det skal deles, så er det sikreste vel egentlig at gøre det med 1-sekunds snaps på Snapchat.. Eller hvad? Jeg tror blot at det i bund og grund er ekstremt vigtigt, at man som kvinde ved at ens krop tilhører en selv, og at ingen har ret til at se den, medmindre man giver dem lov. Derudover er det simpelthen så nemt at sidde gemt bag en skærm og folk burde mødes og være nøgne sammen i virkeligheden engang imellem i stedet for 🙂 så undgår man da den ballade…

Jeg har netop opdaget et forholdsvist nyt socialt medie, hvor #freethenipple i den grad kommer til sin ret og exhibitionistisk nøgenhed er tilladt ud over alle grænser. Sitet hedder Uplust og er blevet populært meget hurtigt og bliver flittigt benyttet af et hav af brugere. Det er den franske webudvikler Quentin Lechemia, der har samlet alt det bedste fra Instagram til et stort, nøgent forum som app’en netop ikke tillader. Jeg kan sagtens se idéen med at antistigmatisere den nøgne form på en åben og positiv måde og jeg er faktisk delvist fan. Jeg har dog ikke altid været den største tilhænger af porno og i modsætning til porno sites, bliver brugerne ikke betalt for at poste indhold. Pornoindustrien som den er i dag, har alligevel ikke længere nogen ambition om at gengive virkelige eller realistiske situationer, og derfor giver det god mening med et site som Uplust, hvor brugerne må foretrække virkelige billeder og udvekslinger i stedet. Vi lever i forvejen i en så verdensomspændende, hyper seksualiseret kultur, hvor enhver reklame vil bruge sex som et godt salgsargument.

Stay naked!

Nu har jeg modvilligt kæmpet mig gennem den første måned som enlig beboer her i den lille lejlighed på Vesterbro. Og udover at det har været lidt ensomt, har jeg efterhånden erfaret adskillige andre afsindigt irriterende ting ved pludselig at bo alene, når man ellers i 2,5 år har været vant til at bo med sin kæreste. Jeg har skrabet en liste på 10 ting sammen som lyder således:

1. Ingen at vrisse af når jeg er morgensur. Jaja, hvad er det dog for noget at skrive? Jeg har brug for at komme ud med mine aggressioner om morgenen, når jeg står op og indser at det stadig er koldt og mørkt udenfor, og lige er vågnet fra en drøm om badeferie i Thailand. Nu må jeg gå rundt og klage og bande for mig selv.

2. At sove alene. Der er ingen at putte med om natten, så det er PISSE koldt når jeg skal i seng. Selvom, eller måske især fordi, jeg har en dobbeltseng på 180 cm og dobbeltdyne, er det mega koldt når jeg skal sove. Det tager 1000 år før der er opvarmet nok til, at det er behageligt at ligge der. Radiatoren i soveværelset har længe været kaput og med temperaturen udenfor, er det meget rarere at der er en lige ved siden af som elsker at ligge i ske.

3. At tage alt skraldet. Øv, det var jo så meget sjovere, da jeg kunne snyde mig til, at det var hans tur til at rende ned i gården, med argumentet om at det altså var mig, der havde gjort det de sidste par dage… selvom det faktisk var omvendt! Tihi.

4. Edderkopper er ALTID et problem. Jeg kan ikke længere flippe ud over en klam edderkop med lange ben og tvinge en til at fjerne den. Nu skal jeg konstant konfronteres med frygten om, at deres spøgelser vil hjemsøge mig resten af mit liv, når jeg enten er tvunget til at dræbe dem eller smide dem ud af hjemmet. Mine katte gider ikke æde dem, for sidst jeg sendte den ene hen for at spise en stor, sort og tykbenet krabat, legede han bare lidt med den og slog den hårdt nok til at den bare lå og led. Og edderkoppe-udvandring, er nok heller ikke noget, der på magisk vis finder sted af sig selv. NOT COOL!

5. Meget mindre nøgenhed. Det kan nok let misforstås ved første øjekast 😛 men jeg mener nu bare, at jeg tager mig selv i at rende fra badeværelset og ind i soveværelset iført mit badehåndklæde (hvilket drejer sig om lige knapt 2 meter). Jeg lukker og låser helt instinktivt døren til toilettet, når jeg skal tisse. Hvorfor?? Jeg har ingen anelse. Selvom det lyder helt til grin, kigger jeg også instinktivt om hjørnet ind til min brusekabine som om jeg lige skal sikre mig, at der ikke sidder en psykotisk seriemorder og tjekker sin smartphone mens han venter på at kunne overfalde mig. 

6. At folde lagner sammen. Det fungerer simpelthen kun når man er to til det medmindre man virkelig er smart, i modsætning til mig, og har luret fidusen. Nu foldes pudebetrækkene pænt og nydeligt sammen, hvorefter lagnet tages op (allerede der er min tålmodighed stort set ikkeeksistrende) og jeg gør mig umage for at lægge hjørnerne sammen og folde, men det ender med at blive krøllet sammen og kylet demonstrativt ind på hylden.

7. At vaske tøj på møntvaskeriet alene. Sagen havde bestemt været en anden hvis der havde været vaskekælder i ejendommen ligesom i min gamle lejlighed, men når man skal på møntvaskeri, er det straks et langt større projekt. Først skal jeg lige de 500 m op ad Sønder Boulevard med alt det snavsede tøj i blå IKEA poser på hver skulder, sætte et par vaske i gang, gå hjem igen for at vente 50 minutter på at vaskene bliver klar, for så at gå hele vejen derop igen, tømme maskinerne og smide en enkelt bunke over i tørretumbleren som skal køre 20 minutter, for så at gå hjem med alt det våde og tunge tøj og få hængt det op i mellemtiden, for så at gå hele vejen tilbage til møntvaskeriet, tømme tørretumbleren, for så at gå hjem igen og lægge det tørre tøj på plads. Så er den dag gået! Selvom det er en røvsyg opgave, er det en tand mere underholdende at have en laundry-buddy med sig. 

8. Frygten for at choke og blive fundet af ambulancefolk, iført badekåbe og en muld fuld af hummus. Der er ikke så meget mere at tilføje end, at det er begyndelsen på et skamfuldt liv.

9. Den dims jeg tabte på gulvet tidligere, er der stadig når jeg kommer hjem. Jeps, har jeg tabt, smidt eller efterladt noget på gulvet, er der ingen andre end mig selv, jeg kan give skylden for ikke at have samlet det op.

10. Jeg taler mere til mig selv end hvad der bør regnes for at være sundt. Ved fraværet af en second opinion i huset, har jeg opdaget, at jeg har en kommentar til alt hvad jeg i forvejen siger højt for mig selv. Som om jeg altid har et publikum og ingen rask person har så mange samtaler med livløse objekter som jeg. Hvis jeg f.eks. slukker et stearinlys, jeg kan finde på at fortælle mit tv: “Ja, det synes jeg ser godt ud her” eller “Hmm, ja, jeg skal nok også skrive toiletpapir på indkøbslisten som jeg alligevel glemmer at tage med når jeg skal handle”. Det er lidt weird at opdage, at man har en komplet monolog kørende, men på den anden side, finder jeg det positivt at jeg altid er så opbakkende over for mig selv. Der er jo ingen andre, der er fysisk til stede til at være det… 

#foreveralone