Category: det med småt

Det med småt rummer de praktiske rammer. Ingen historier, ingen holdninger – bare information.

  • Hvem, hvad og hvorfor?

    Det giver nok allermest mening, hvis mit første blogindlæg består af en grundig beskrivelse af hvem jeg er og hvad det egentlig er, jeg kommer til at skrive om på bloggen. Så sådan bliver det altså. 

    Jeg er Joy

    og jeg er en halvvoksen kvinde, som bor i en lille lejlighed på dejlige Vesterbro. Jeg har udskudt (midlertidig aflyst) min studiestart, så til daglig arbejder jeg som model og i min fritid grubler jeg over meningen med livet, og render frustreret rundt for at finde retning. Kender du det? Ud over skole, har jeg brugt det meste af min barndom og tidlige ungdom på at rejse verden rundt, og har bl.a. boet i Asien og Australien. I 2015 startede jeg min første blog som fik en del opmærksomhed, da jeg valgte at skrive om nøgenhed i hjemmet og på nettet læs her, efter at have modtaget en klage fra en genbo som syntes jeg var for nøgen i køkkenet. Nu er jeg her igen. Indgangsvinklen er den samme, men budskabet er et andet.

    Jeg er her fordi

    jeg ofte bliver trist over at mærke hvordan overfladiske, materialistiske livsværdier og sociale medier har overtaget verdensherredømmet. Det kunne jeg godt tænke mig at lave lidt om på. Men det betyder naturligvis ikke, at jeg ikke også selv er påvirket af det og bukker under for de tendenser, der følger med, men det skræmmer mig bare lidt og får mig til at reflektere over tilværelsen. Frem for at der nærmest kun findes indhold, som folk på sociale medier kan kigge på, vil jeg gerne skrive om noget, man kan tænke lidt over. Jeg synes det er vigtigt at skabe noget mere bevidsthed omkring hele Instagram-hypen, hvor vi lader os styre og definere af antallet af følgere og likes. Det er selvfølgelig slet, slet ikke det eneste min blog skal handle om. Men det kommer til at være nogle relativt provokerende og samfundskritiske indlæg om bl.a. normbrud, tabuemner og eksistentiel krise. Når det er sagt, så har jeg da også bare et helt ustyrligt flow af tanker om livets små og store spørgsmål, som jeg har et behov for at ventilere og hvilket bedre sted end på bloggen. Jeg har 1000 idéer som jeg allerede har skrevet ned og er i fuld gang med at bringe til live.

    Det var bare en kort introduktion til hvad jeg er for en og hvad formålet med det her projekt er. Du kan desuden læse lidt mere om mig her.

    Ha’ den dejligste søndag.